IPSICC

Om at være en næste

Af Gitte Falk Jakobsen, sexolog, underviser.

De fleste kender lignelsen om den barmhjertige samaritaner godt. Vi har læst den og hørt den genfortalt i prædikener mange gange. Næsten automatisk bliver vi forarget over præsten og levitten, der begge går forbi den sønderslåede jøde, og vi venter forventningsfuldt på den gode samaritaner, der lige om lidt kommer og gør det eneste rigtige.

Det ligger naturligt til os, at vi gerne vil spejle os i historiens helt. Det er meget få af os, der gerne vil være skurken, for det ligger indpodet i os, at det gode sejrer til sidst. Og det gør det – det gode vinder altid! Men hvad nu hvis helten ikke er den, vi tror? Det er tilfældet i lignelsen her. Jesus fortæller den som svar på et spørgsmål, han bliver stillet af en lovkyndig jøde, der føler sig provokeret, og som ønsker at sætte Jesus i dårligt lys ved at retfærdiggøre sig selv.

Men Jesus lader sig hverken provokere eller rive med i en tåbelig diskussion. I stedet bruger han lignelsen til at fremtvinge en ny erkendelse hos den lovkyndige. I lignelsen er det nemlig en jøde, der har brug for hjælp, og det er jøder, der undlader at yde hjælpen. De vælger at gå forbi den blødende mand, i stedet for at gøre, som man med rette kunne forvente af netop en præst og en levit! Lignelsen fortæller os ikke specifikt, hvorfor de ikke hjælper, men begge ser ham og går alligevel forbi.

Måske har de travlt, er vigtige, bekymrede for selv at blive overfaldet eller også tror de, at han selv har været ude om det. Der kan være mange grunde – men den sårede mand lider alene. Samaritaneren har kun gode grunde til at gå forbi. De er ikke landsmænd, men fremmede, og jøderne betragter dem som fjender. Her er ingen varme følelser eller andet, der binder dem sammen. Alligevel standser samaritaneren, han yder førstehjælp og er gavmild ikke kun på gerningsstedet, men også efterfølgende.

Hans gode gerning ophører ikke det øjeblik, den sårede mand er afleveret et sted, hvor andre kan yde hjælp. Den lovkyndige ville nok helst have identificeret sig med en heltemodig jødisk præst, der reddede en blødende samaritaner. I stedet må han identificere sig med det blødende jødiske offer, der ikke kan andet end at vente på at blive reddet. Hjælpen kom fra den, han mindst ventede den af. Og sådan kan det også være i vores liv.

V

i kan have vores egne tanker om, hvor hjælpen helst skal komme fra, og også tanker om, hvordan den skal se ud. Vores forudindtagethed forhindrer os nogle gange i at tage imod det, andre tilbyder os – de er fremmede, forkerte, anderledes. Andre gange undlader vi at handle af samme grund. Det provokerende og samtidigt underfuldt frigørende kommer med den befaling, Jesus slutter lignelsen med: ”gå du hen og gør ligeså”. Det er provokerende, fordi det tvinger os ud af offerrollen. Frigørende, fordi det hjælper os med at se, at vi har noget at byde ind med.

Vi er alle som den sårede mand,
afhængige af den barmhjertighed,
som kom til os i Jesus Kristus.
Vi er også som samaritaneren
og kaldet til at agere i den ånd,
der barmhjertigt omfavner
den fremmede, den anderledes,
den vi ikke regner for noget.

Vi er alle som den sårede mand, afhængige af den barmhjertighed, som kom til os i Jesus Kristus. Vi er også som samaritaneren og kaldet til at agere i den ånd, der barmhjertigt omfavner den fremmede, den anderledes, den vi ikke regner for noget. Den lovkyndige lærte, at hans næste var den, der viste barmhjertighed. Men Jesus spørger ikke, hvem der er vores næste, men hvem vi kan være næste for.

Han tvinger os til at se ud over os selv og vores forudindtagethed. Han kalder os til at være som samaritaneren, der i stedet for at spørge ”Hvem er min næste?” gik hen og blev en næste for den sårede mand. Vi kan stille os selv samme spørgsmål – hvem kan jeg være en næste for i dag?

Prædikentekst: Luk. 10,23-37

Den barmhjertige samaritaner

”Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?

« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere.

De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.

Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.