Sabbat og hvile i skabelsesberetningen

Man bliver så glad, når man åbner avisen og ser et indlæg som Bodil Lantings sobre, begavede, konstruktive og omhyggelige anmeldelse af Bibelselskabets prøveoversættelser af Første Mosebog og Højsangen (Udfordringen, 17. aug.).

Hvis Gud vil lade prøveoversættelserne få mange læsere af den kaliber, lover det virkelig godt for et målrettet arbejde med at forbedre det, som nu er fremlagt for offentligheden. Lanting roser oversættelsernes letflydende sprog og glæder sig over en række enkeltvalg i arbejdet. Det er vi glade for. Derudover har hun naturligvis en række kritiske bemærkninger og forbedringsforslag. I det store og hele er jeg fuldkommen enig i de ønsker, hun har, det er blot nogle steder ikke lykkedes at finde en god løsning, som rammer det, hun efterspørger. Det må vi så give endnu et forsøg. Mere herom til slut.

På den syvende dag

Min anledning til at svare er det punkt, som Lanting ofrer mest plads på, og som også flere andre, bl.a. Keld Dahlmann i et Oase-nyhedsbrev, har hæftet sig ved: Sabbat og hvile i skildringen af skabelsens syvende dag. I prøveoversættelsen står der ”På den syvende dag gjorde Gud sit arbejde færdigt, og på den dag holdt han inde med alt sit arbejde. Gud velsignede den syvende dag og gjorde den hellig, for på den dag holdt han inde med alt det arbejde, han havde haft med at skabe” (1 Mos 2,2-3).

Den vante oversættelse fra 1992 taler derimod om, at ”på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført”, og flere anmeldere savner den udtrykkelige henvisning til hvilen.

Hvilen er væsentlig

Bodil Lanting og andre har uden den ringeste tvivl ret i, at hvilen er et væsentligt begreb i Bibelen, som det fx ses i Sl 95,11 og i fortolkningen af dette vers fra Salmerne i Hebr 4,1-11. Og sabbatten forbindes udtrykkeligt med hvile fx i 2 Mos 20,11, hvor der vitterligt står at Gud hvilede (nûach) på den syvende dag. Men i skabelsesberetningen står der noget andet. Dér står, at han ”holdt inde” (shabát – det udsagnsord, som ordet ”sabbat” er beslægtet med). Sabbatten er altså egentlig ”ophørsdagen” for ugens arbejde, men i selve sit navn er den ikke betegnet som en hvile-dag.

Man kan blot prøve at løbe nogle af de fjorten steder igennem, hvor det samme udsagnsord bruges i en anden sammenhæng end sabbatten (mest oplagt 1 Mos 8,22; Jos 5,12; Neh 6,3; Job 32,1; Ordsp 22,10; Es 14,4; 24,8; Klages 5,14-15). Ikke et eneste af disse steder ville det give nogen som helst mening at oversætte ordet til ”hvile”. Det betyder ”ophøre”, ”holde inde” e.l. Det er udelukkende sammenhængen med sabbatten, og ikke ordet selv, der bringer tanken om hvile ind i billedet.

Hebræerbrevet

Når Hebræerbrevets forfatter citerer, som han gør i Heb 4,4, er det jo, fordi han sidder med De Hellige Skrifter på græsk, hvor det hebraiske ord for ”ophøre” i 1 Mos 2,2 er blevet til katapaúå.
Det betyder ganske vist også ”bringe til ophør” (i ApG 14,18 i Bibelen På Hverdagsdansk fx oversat til ”fik [dem] til at lade være med”), men det kan desuden bruges i betydningen ”hvile”, og den dobbelthed spille Hebræerbrevsforfatteren på i sin elegante tekst. Og det er en vanskelighed for os, der ikke tænker på græsk. Når Bibelselskabet når til det punkt i projektet, hvor NTs citater fra GT skal koordineres, må vi tage dette sted op igen. Men foreløbig har vi altså ment, at vi er forpligtet på den hebraiske tekst, som ikke siger ”hvile”.

Når Gud anbringer

Der er rigtigt, som Bodil Lanting nævner til indledning, at det ord, som faktisk betyder ”hvile” (nûach), er i slægt med det udsagnsord, som i 2,15 oversættes til at Gud ”satte” Adam i Edens Have. Men denne form af ordet bruges snesevis af gange om at ”sætte” eller ”placere” døde genstande, uden at en ”hvile” i egentlig forstand spiller nogen rolle. Vi ville næppe sige, at Josefs kappe (1 Mos 39,16) eller den opbevarede manna (2 Mos 16,23) eller bogen med kongeloven (1 Sam 10,25) ”hviler” – men det er det samme ord, der bruges: Tingene er ”anbragt” et sted, lige som Adam bliver anbragt i haven – ikke for at hvile, men for at dyrke den og passe den.

Jødisk tradition

Den vigtigste grund for mig personligt til at gå ind på forslaget om at oversætte til ”holde inde” er sammenhængen med den jødiske tradition. I jødisk bibeltolkning har man altid fastholdt, at Gud ikke bliver træt og har brug for hvile, og derfor gengav fx Bent Melchior i sin oversættelse af Toraen fra 1977 verset som ”På den syvende dag blev Gud færdig med det arbejde, som Han havde gjort, og Han hørte op med hele det arbejde, som Han havde gjort, på den syvende dag,” og hans sønnesøn Jair Melchior, som er i gang med en jødisk nyoversættelse, har foreløbig oversat ordet til ”holdt op”.

Man kan se oversættelsen som et lillebitte beskedent bidrag til et opgør med såkaldt ”erstatningsteologi”: Kirken har i historiens løb haft en hæslig vane med at ville tage det fælles arvegods fra vores jødiske brødre og søstre ved at omtolke det som noget éntydigt kristent. Et lille eksempel var, at det fjerde bud i mange år hed ”kom hviledagen i hu”, selv om der jo vitterligt står ”sabbatsdagen” på hebraisk. Det blev rettet op i 1992-oversættelsen, og nu går vi et lille stykke videre ad samme vej.

Dybet med fodnote m.m.

Hvad det øvrige angår, er jeg som sagt stort set enig med Lanting: Vi har skrevet Dybet med stort D, fordi det de fleste steder synes at være et kendt navn på et helt særligt dyb – men det kunne godt have haft en fodnote. Guds afsluttende konstatering af, at det skabte er ”såre godt” (1931) eller ”meget godt” (1871), er både i 1992-udgaven og i den nye prøveoversættelse blevet til, at Gud ”så, hvor godt det var”.

Det er afgjort værd at overveje, om det er kraftfuldt nok – og hvad det gode alternativ kunne være. Den forstærkende vending i 2,17, som i 1931 blev til ”skal du visselig dø”, og som i 1992 blot er et udråbstegn ”… skal du dø!”, har vi i prøveoversættelsen forsøgt at ramme med en dramatisk nutidsform, ”Den dag … dør du.” Om det er godt nok, bør bestemt overvejes. Det er ønskeligt, at man kan se, hvor ens 1 Mos 3,16 og 4,7 er på hebraisk.

Det lykkedes os i første omgang ikke at finde en formulering, der fungerer godt på dansk begge steder, men tilbagemeldingen opmuntrer til at prøve igen.

Bed og arbejd

Bibeloversættelse er vanskeligt. Vi påskønner i høj grad Bodil Lantings gode indspil, som vi vil lade inspirere det videre arbejde, såvel som hendes opfordring til at bede for, at projektet må få et lykkeligt resultat.