IPSICC

Gud både kan og vil hjælpe – også med at tilgive

Hvor vi søger hjælp, kan have afgørende betydning for, om det, vi får, er hjælp eller forværring af situationen. Nogle gange er tilgivelse et valg, som vi må tage for at få hjælp - og Gud vil hjælpe os med at tilgive.

Holger Appel har, siden han kom til tro for omkring 25 år siden, haft på hjerte at evangelisere og bede for andre. Arkivfoto

Serie: Mirakler i hverdagen

Selvom et menneske ikke kender Bibelen, kan Gud godt minde vedkommende om, hvad der står i den. Holger Appel deler her nogle mirakler, som Gud har gjort.

Gud både kan og vil hjælpe hvert enkelt menneske, idet han har ønsket og villet hver eneste af os. Sådan har Gud været til alle tider. Og sådan vil han være til alle tider, men Guds hjælp og vejledning kan se meget forskellig ud.

For en del år siden, da Holger Appel lige var kommet til tro på Jesus og endnu ikke var begyndt at læse i Bibelen, oplevede han en morgen, at Helligånden mindede ham om to forskellige skriftsteder. Holger gik over til genboen, som var kristen, for at spørge om hjælp. Genboen forklarede Holger, at de to skriftsteder var Guds måde at vise Holger lidt om, hvad han var kaldet til – nemlig evangelisation.

Barnløshed helbredes

For cirka 18 år siden på sin daværende arbejdsplads i Sønderjylland fik Holger en snak med en sælger fra Hobro. Holger drak en kop kaffe med ham og spurgte til sælgerens familie. Sælgeren fortalte Holger, at han og konen ønskede sig at få børn. De havde nu prøvet at få børn i otte år. De havde søgt hjælp i sundhedsvæsenet og fået fertilitetsbehandlinger, hvilket ikke virkede.

Derefter havde de opsøgt den alternative verden for at få hjælp. De havde været i forbindelse med flere forskellige mirakelmagere.

Denne søgen efter hjælp i det okkulte havde resulteret i, at de i deres hjem oplevede adskillige overnaturlige og uforklarlige episoder.

En nat vågnede manden og havde en uforklarlig oplevelse. Han så sin kone stå ved siden af sengen ved hans hovedgærde, samtidig med at han kunne mærke og se, at hun stadig lå i sengen ved hans side. Samme natten oplevede konen adskillige gange, at hun blev løftet op fra sengen, og at der var ”nogen,” som trak i hendes ben. Det føltes, som om de forsøgte at trække hende ud af sengen.

Mens parret havde disse gentagne mystiske oplevelser, var de endnu ikke kristne.

Holger fortalte manden lidt om Jesus, og de aftalte at mødes i parrets hjem i Hobro. Holger inviterede en anden kristen med, som boede i Randers, så parret kunne søge hjælp hos ham fra Randers, hvis der efterfølgende blev behov for det.

Da de to kristne mænd gik rundt i huset, så de forskellige masker, som hang på væggene. Det var masker, som parret havde taget med hjem fra udlandet, og som nu fungerede som vægpynt.
”Ved nogle af maskerne mærkede jeg, at der udgik en kulde fra dem, hvilket jeg sagde til parret. Jeg sagde også, at nogle af maskerne var dedikeret til Djævlen, men at de selv skulle søge Gud for at finde ud af, hvad de skulle gøre i forhold til de enkelte masker.”

Holger vidste instinktivt, at han ikke skulle bede til frelse med parret. Han vidste, at de selv skulle sige til Jesus, at de havde brug for hans hjælp. Det gjorde de, Og da de gjorde det, oplevede Holger, at Guds Ånd faldt på dem, hvilket betød, at de begge brast i gråd. De græd intenst og længe.

Derefter bad Holger og hans kristne ven for parret. Ikke længe efter blev konen gravid og fødte en datter, som de kaldte Liv.

Holger gav parret en bibel, som konen senere fik særligt brug for. Konen vågnede en nat, fordi hun havde mareridt. I sin søgen efter hjælp stod hun op og slog vilkårligt op i Bibelen. I Salmernes Bog læste hun et stykke højt for sig selv og gik i seng igen og faldt i søvn.

Et par nætter senere havde hun igen mareridt. Endnu en gang stod hun op, fandt Bibelen frem og slog tilfældigt op i den. Til hendes store forundring var det præcis det samme sted i Salmernes bog, som hun slog op på. Hun læste igen stykket højt for sig selv, gik til ro og faldt i søvn.

Efter den nat har hun ikke været plaget af mareridt. Og selvom parret ikke kan huske det præcise sted i Salmernes bog, har oplevelserne gjort stort indtryk på dem.

”Vi rensede også deres hjem med salveolie og vievand, som vi havde indviet til Jesus,” siger Holger og fortsætter:  ”Parret valgte at brænde alle masker og nogle andre ting fra udlandet på et bål. Efter de gjorde det, har de ikke oplevet åndelig eller dæmonisk aktivitet af nogen art i deres hjem.”

Pigen, som de fik, havde det sådan fra hun var ret lille, at hun ville ind i nærmest alle de kirker, de kom forbi. Familien adopterede efterfølgende to drenge.

”Parret valgte at brænde alle masker og nogle andre ting fra udlandet på et bål. Efter de gjorde det, har de ikke oplevet åndelig eller dæmonisk aktivitet af nogen art i deres hjem.”

Tilgivelsens magt

Som en, der ofte beder for andre, er Holger meget opmærksom på tilgivelsens nødvendighed og tilgivelsens magt. På dette års sommercamp i Mariager oplevede Holger, at Gud mindede ham om noget helt konkret, som han skulle tilgive.

Da forbederne en eftermiddag var samlet, blev der spurgt, om der var nogen af dem, som havde noget, de gerne ville have bedt for.
Holger sagde, at han gerne ville bedes for. I mange år har han haft stærke smerter i anklerne og snurren i benene. Han kan ikke huske, hvornår smerterne startede. De har gjort, at hans bevægelser og hans gang har været ret stiv.

I forbønssituationen blev Holger instrueret til ikke selv at bede, men til at mærke efter, hvad han oplevede indeni og i sin krop.

”Jeg mærkede en stærk sorg i min mave og kom dernæst i kontakt med en meget sorgfuld periode i mit liv, som jeg oplevede for over 30 år siden.”

Der skete nogle ting i Holgers liv dengang, som han var meget, meget ked af, og som han havde det rigtig svært med.

Selvom Holger adskillige gange i årenes løb har udtalt tilgivelse over den person, som sårede ham dengang, blev han først i sommer klar over, at sorgen fra dengang havde sat sig helt fysisk i hans krop og kom til udtryk gennem stærke ankelsmerter og snurren i benene.

“Da jeg udtalte tilgivelse ind i den konkrete situation, som Helligånden mindede mig om, forsvandt smerterne i mine ankler og også den snurren, som var i benene. Efterfølgende har smerterne været næsten væk alle dage.”

“Da jeg udtalte tilgivelse ind i den konkrete situation, som Helligånden mindede mig om, forsvandt smerterne i mine ankler og også den snurren, som var i benene. Efterfølgende har smerterne været næsten væk alle dage.”

Vil du tilgive, så kan Gud hjælpe med det

På Holgers arbejde kom han for nylig hjem til en mand, som var midt i en telefonsamtale. Manden både græd og skældte ud på dem, han talte med. Efter samtalen drak de to en kop kaffe sammen. Manden fortalte Holger, at både han og konen var kristne, og at de for en del år siden i kirkelige kredse stod ansigt til ansigt med noget helt ubærligt og nærmest utilgiveligt.

Holger sagde: ”Gud spørger ikke, om du kan tilgive, han spørger, om du vil tilgive. Hvis du siger, ja, jeg vil gerne tilgive, hjælper Gud dig med at kunne gøre det.”

Nogle gange kan det give fysiske smerter, hvis man ikke har tilgivet, mens årsagerne andre gange ligger andre steder. Det er væsentligt, at vi på en gang tager hånd om at få tilgivet dem, som vi skal tilgive og samtidig lever i forståelsen af, at smerter kan have mange årsager. Så vi ikke får udbredt en lære om, at fysiske sygdomme eller smerter altid eller for det meste er begrundet i manglende tilgivelse eller anden synd i menneskers liv. Kun Gud ser det fuldkomne billede, og vi er fejlbarlige redskaber i hans plan. Vi kan altid opmuntre mennesker til at søge hjælp hos ham.