Sigrid Undset – troens proces

Den norske forfatter Sigrid Undset gjorde op med en liberal teologisk strømning i Norge, som fandtes på hendes tid, og hun skrev tykke romaner med kristne tematikker.

Trods det, at Sigrid Undset regnes for en norsk forfatter, blev hun faktisk født i Danmark, nærmere bestemt i Kalundborg, hvor hendes mor var fra – men familien flyttede til Norge, da hun var et par år gammel. Hendes forældre tilhørte den intellektuelle og kulturradikale del af befolkningen, og Sigrid voksede op i et miljø, der var præget af Det moderne gennembrud. Dermed havde kristentroen heller ikke en central placering i hendes opvækst trods det, at hendes farfar var et dybt troende menneske fra Indre Mission i Trondhjem.

Alligevel fyldte tankerne om Gud meget hos den lille Sigrid, fortæller Finn Thorn i bogen ’Sigrid Undset. Kristentro og kirkesyn’, og da hun senere ser tilbage på sin barndom, konstaterer hun, at den trosneutrale baggrund faktisk gav hende en indre frihed i valg af trosretning.

Agnostiker i opgør med en udvandet kristendom

Efterhånden udviklede Sigrid Undset imidlertid en skeptisk agnosticisme i et opgør med tidens kristentro, der på ingen måder lignede hendes farfars. Den norske statskirke var i disse år stærkt præget af liberalteologien og en udvandet form for kristendom, som hun på ingen måder kunne købe ind på. Men netop i mødet med denne subjektive kristendomstolkning erkendte hun behovet for en tro, der var forankret i en objektiv sandhed, og som ikke flagrede hid og did, som tidsåndens vinde blæste.

En sådan tro syntes hun, at hun fandt i Den Katolske Kirke, et kirkesamfund, som hun allerede havde følt sig draget mod som teenager.

En anerkendt forfatter

På det tidspunkt havde Sigrid Undset allerede slået sit navn fast. Som 20-årig bestemte hun sig for at blive forfatter, og hendes forfatterskab kom til at strække sig over 40 år med en lang række romaner, noveller, biografier og essays på cv-et – mest kendte er dog hendes romaner. Sigrid Undset debuterede som forfatter i 1907 med romanen ’Fru Marta Oulie’, men det var med romanen ’Jenny’, at hun fik sit gennembrud.

Hun er også blandt de indtil nu fire norske nobelpristagere i litteratur. Da hun modtog prisen i 1928, var hun kun den tredje kvinde, der havde modtaget prisen og for øvrigt med sine 46 år blandt de absolut yngste.

Kristin Lavransdatter

Der er nok ingen tvivl om, at hendes middelaldertrilogi om Kristin Lavransdatter er den mest kendte af hendes værker. Trilogien er skrevet mellem 1920 og 1922 og består af de tre bøger: ’Kransen’, ’Husfrue’ og ’Korset’. I trilogien følger vi Kristin Lavransdatter, fra hun er en lille pige, til hun som gammel dør i et kloster. Det centrale tema på handlingsplanen er hendes hovedkuldse forelskelse i den noget ældre Erland.

Han er ikke helt fin i kanten, og Kristins forelskelse i ham er styret af begær. Stik imod sin fars ønske giver hun efter og kaster sig i favnen på Erland, hvilket får afgørende betydning for, hvordan hendes liv former sig. Første binds titel ’Kransen’ refererer til en blomsterkrans i begyndelsen af romanen. Udover at være en konkret krans, har den imidlertid også en symbolsk betydning, den er begærets tryllekrans, der binder hende, indtil hun i trilogiens sidste bind ’Korset’ på sine gamle dage overgiver sig til korsets kraft.

Også denne overgivelse symboliseres ved en krans – eller snarere en ring: hendes vielsesring, der – også efter Erlands død – binder hende til ham. Kort før hun dør, giver hun sin ring bort, men, hvor den har siddet, tegner sig en hvid krans – som Guds tegn, der var blevet sat på hende: ”En Guds tjenestekone havde hun været – en vrang modvillig terne, tiest en øjentjener i sine bønner og utro i sit hjerte. […] Alligevel havde han holdt hende fast i sin tjeneste, og under den glitrende guldring var der lønligt blevet sat et mærke på hende”.

Trods det, at Kristin havde fulgt sin egen vilje, havde Gud i sin nåde gennem alle årene holdt fast i hende og stykke for stykke i det skjulte virket i hende til frelse. Dermed bliver tematikken på et dybere plan kampen mellem Guds vilje og vores vilje, mellem synden og nåden. Dette tema foregribes allerede i ’Kransen’, hvor Kristins far, Lavrans, tager hende med til Hamar, hvor hun mødes med broder Edvin, der præsenterer den lille pige for temaet med ordene:

”Der er intet menneske, Kristin, som ikke elsker og frygter Gud, men det er, fordi vores hjerter er delt mellem kærligheden til Gud og frygten for djævelen og kærligheden til verden og kødet, at vi bliver elendige i liv og død”.

Olav Audunssøn

I årene fra 1925 til 1927 udkom endnu et mammutværk, der foregår i middelalderen. Det drejer sig om dobbeltromanen om Olav Audunssøn. Også her er fristelsen og angeren, begæret og forvandlingen hovedtemaet. Olav forelsker sig allerede som teenager i den purunge Ingunn, men til forskel fra Kristin Lavransdatter er der ikke tale om et forhold mod forældrenes vilje, da han allerede som barn er blevet bestemt for hende.

”Syndefaldet” består i stedet i, at de to ligger sammen, inden de bliver gift. Dertil lægges endnu et ”syndefald” større og dybere end det første: Mens Olav er bortrejst, forgriber islændingen Teit sig på Ingunn og gør hende gravid. Som hævn dræber Olav ham, men af frygt for konsekvenserne skjuler han drabet og kan af samme grund ikke blive forsonet med kirken og med Gud. Hans synd trækker lange tråde ind i ægteskabet og familielivet. Gud bruger imidlertid Ingunn og Teits søn, Eirik, som vejen til Olavs hjerte. Han, som er søn af den mand, som Olav har hævnet sig på, bliver redskab til, at Olav til sidst opgiver sin kamp mod Gud og giver sig hen i nåden.

’Gymnadenia’ og ’Den brændende busk’

Blot et par år efter udgivelsen af middelalderromanen om Olav Audunssøn udkommer endnu en dobbeltroman fra Sigrid Undsets hånd – men denne gang drejer det sig om en samtidsroman. Igen er der imidlertid tale om, hvad man kan kalde en åndelig udviklingsroman. I dobbeltromanen, som består af ’Gymnadenia’ og ’Den brændende busk’, følger vi Paul Selmers vej fra et liv præget af tidsånden og uden tro, til at han giver sit liv i Guds hænder.

Som i de to foregående middelalderromaner er der tale om en proces, hvor et skrøbeligt menneske forvilder sig ad kringlede veje og i større eller mindre grad forspilder eller forkludrer sit liv, men holdes fast af Gud og gennem svære kampe og erkendelser når frem til at overgive sig til ham. Men, mens både Kristin og Olav har rødder i et kristent miljø, må Paul først lære troen at kende. Det sker, da han møder sin gamle klassekammerat Randi, der selv har en ikke-troende baggrund, men nu er en alvorlig troende kristen.

Gennem hende drages Paul til Gud. Men ægteskabet med den verdslige Bjørk trækker trosskridtet i langdrag. Hans datter, Synne, bliver til sidst redskabet til hans endelige overgivelse. Beskrivelsen af hende viser på fineste måde Sigrid Undsets fornemmelse for barnets tillidsfulde, dybe og alvorlige tro.

Guds tålmodighed og langmodighed

Værkerne om Kristin Lavransdatter, Olav Audunssøn og Paul Selmer taler på hver deres måde om Guds langmodighed overfor mennesker; og hvordan han sommetider lader os gå vore egne veje uden på noget tidspunkt at slippe os for derigennem at føre os ind i en dybere overgivelse og større forståelse af hans nåde – en pointe, som Bernt T. Oftestad uddyber i sin bog ’Veien til det virkelige liv’. Alle tre værker kan således læses som omvendelses- og helliggørelsesberetninger og øjenåbner ind til Guds barmhjertighed.