”Vi har pligt til at bruge vores evner og gaver for Gud”

For nogle kristne kan det være problematisk at være ægtemand, mens hustruen er præst i kirken og overordnet der. Det er blandt andet følgende passage i Bibelen, som kan tolkes sådan, at kvinden er underlegen i forhold til manden: Paulus skriver i Effeserbrevet kapitel 5, 21-23:

”I skal underordne jer hinanden i ærefrygt for Kristus. I hustruer under jeres mænd som under Herren for en mand er sin hustrus hoved ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes Frelser.” For 63-årige Ole Merrild er disse overvejelser ikke noget, der har fyldt. Hans hustru Tove er præst, hvilket han bakker op om. Han tænker, at vi som mennesker og som kristne skal gøre brug af de gaver og talenter, som Gud har givet os, uanset om man er mand eller kvinde.

”Tove har evner til at tale Guds ord, til at lede og til at have sjælesorgssamtaler med mennesker. Mine evner ligger mere i det praktiske. At Tove er kvinde og præst fylder overhovedet ikke noget i min verden,” siger Ole. Da de blev gift for 40 år siden, var der ingen af dem, der havde tanker om kirkeomplantning eller præstetjeneste. Men da de for cirka 30 år siden gik på bibelskole sammen, blev det klart for Tove, at hun en dag ville komme til at virke som præst.

Parret har alle årene været involveret i kirke med deres vidt forskellige gaver. Ole glæder sig over, at de begge gør brug af de gudgivne talenter. ”Jeg trives med at være ægtefælle til en præst, selvom det ikke altid er gratis. Jeg er ikke god til at gå nogen steder hen med de byrder, som jeg deler med Tove. Det er en del af det at være ægtefælle til en præst,” siger han og fortsætter: ”Nogle gange vender vi ting flere gange med hinanden i løbet af et par dage, selvom jeg jo langt fra ved alt om de samtaler, som Tove har.”

Skal ikke være ens

Det er omkring ti år siden, ægteparret Ole og Tove Merrild rykkede teltpælene op og flyttede til Kolding, hvor Tove havde fået en deltidsansættelse som præst i Kolding Kirkecenter.
På daværende tidspunkt var der cirka 22 medlemmer i kirken. Nu, ti år senere, har de udvidet kirkebygningerne for at kunne huse de knap 80 mennesker, der har kirken som deres åndelige hjem. De vil også have plads til nye i kirken.

Hvad er det bedste ved at være gift med en præst?

”Det spørgsmål har jeg aldrig rigtig tænkt over. Noget af det, som er rigtig vigtigt for mig, er, når jeg ser, at et menneske trives og udvikler sig, og når vi kan se tilbage på, at menigheden som helhed har udviklet sig i en positiv retning. Vores fælles ståsted i troen giver en fælles retning i vores liv generelt. Mine gaver ligger på områderne med praktisk at tage sig af de omkringliggende arealer og af bygningerne.”

Oles forståelse af at tjene sammen som par eller ægtepar, forklarer han således: ”At tjene sammen handler ikke om, at vi skal gøre det samme, men om, at vi skal bruge vores gaver og evner og på den måde arbejde sammen om den fælles opgave. Hvis jeg havde et problem med, at Tove som kvinde er præst og bruger sine evner til det, ville jeg jo faktisk forhindre hende i at have sin tjeneste.”

Spreder god stemning

Ole er en mand, som med sit gemytlige væsen er med til at skabe en god og afslappet stemning. I Kolding Kirkecenter er det derfor også naturligt, at han ofte er at finde i cafemiljøet. Her lytter han til andre eller deler ud af det, han oplever i sit eget liv. Ole er også pedel i Kolding Kirkecenter, som er en netværket Mosaik – der tidligere hed Pinsekirken. Han er uddannet anlægsgartner, og arbejder som graver og kirketjener ved en af de lokale folkekirker i området.

”At tjene sammen handler ikke om,
at vi skal gøre det samme, men om,
at vi skal bruge vores gaver og evner
og på den måde arbejde sammen
om den fælles opgave.”

Han har også et mindre job ved en valgmenighed på Koldingegnen. Ole har let ved at være sammen med dem, der er glade, og det er også naturligt for ham at være sammen med mennesker, der har mistet, og som derfor er i sorg. Han kan fornemme eller se andres sindsstemninger og er god til at møde mennesker der, hvor de er. Selvom han i privatlivet er en del af en frikirke, glæder han sig over at arbejde i en folkekirke og i en valgmenighed. Det glæder ham, fordi troen på Jesus er et fælles omdrejningspunkt, og fordi bredden i kirken betyder meget for ham.

”Vi har troen til fælles, selvom vi i folke- og frikirker i praksis udtrykker den lidt forskelligt. Jeg tænker om det kristne fællesskab som helhed, at jeg respekterer, at vi praktiserer vores kristne tro på forskellige måder. Det er kun undtagelsesvis, at vi som kollegaer taler om de forskellige måder, vi praktiserer troen på.”

Den største trosoplevelse

Hvad er det største, du har oplevet i troen på Jesus?

”Jeg har ikke de store tros-oplevelser at trække frem, men troen er der altid som en konstant og stabil overbevisning i mit indre.” Ole voksede op i et kristent hjem og havde som barn en naturlig barnetro. Som teenager fik han med egne ord lidt forstoppelse i forhold til troen. Han fik sine egne meninger om tingene, tjente sine egne penge og tog i nogle år afstand fra Gud. I Smyrnakirken i Herning, hvor Oles forældre kom, bad de for, at han måtte komme tilbage til troen og få en personlig tro på Gud.

Hans mor fortalte ham, at der blev bedt for ham i menigheden. Han vidste også godt, at det var en del af kulturen i kirken, at hvis nogen kom på afstand af Gud, blev der bedt til Gud for dem, om at Gud ville røre ved dem og lede dem til omvendelse. To af Oles fastre døde med 14 dages mellemrum. Den ene efter et længere sygdomsforløb, og den anden døde helt uventet. Dødsfaldene medførte, at Ole gjorde sig mange tanker om døden.

”Disse dødsfald gjorde, at jeg blev bevidst om, at jeg en dag selv skal dø og stå foran Gud. Så selvom jeg egentlig havde besluttet mig for at tage afstand fra Gud, valgte jeg at vende tilbage og leve i troen på Gud. Det var sidst i teenageårene, at det skete.”

Troen som en ballast

Ole drømmer om, at gudstjenesten er tilrettelagt sådan, at alle får noget med hjem. Han synes også kirke er rigtig godt, når der kommer mennesker, som er undersøgende overfor troen på Jesus. Han glæder sig over at der er bredde i, hvem der er i kirken. Han drømmer om gudstjenester, hvor han til stadighed fornemmer Guds nærvær. Det betyder noget for ham, at vi i kirken arbejder på at gøre troen til en ballast i hverdagen.

Det er så let at bekymre sig om krige, om fremtiden, om hvorvidt jeg mister mit job, om verdensøkonomien eller om skilsmisse. Der er op- og nedture i livet, men der kan troen være en stationær og dyb vished og en hjælp i livets uforudsigelighed. ”Jeg oplever troen som en ballast, selvom jeg ikke tænker på troen hver dag, så er den der bare, og den har altid været der,” siger Ole.

Sladderfri zone

Ole håber også, at vi i kirken sådan helt generelt kommer sladder og bagtalelse til livs. Han tænker, at det gør noget træls ved enhver, som hører sladder eller bagtalelse om sig selv eller om andre. Almindeligvis er det ikke noget, han påtaler, selvom det gør ham ked af det. Han kommer også selv til at tale dårligt om politikere, men når han bliver bevidst om, at han er i gang med at tale negativt om nogen, stopper han med det.

”Det at italesætte, hvad sladder eller bagtalelse gør ved Kristi legeme, kunne være en positiv tilgang til, at vi får en øget opmærksomhed på det. Det er almindeligvis ikke noget, jeg selv påtaler, det kunne jeg måske godt blive bedre til,” slutter Ole med et varmt smil.