Åndelig oprustning begynder med en relation til Skaberen
Siden Mette Frederiksen begyndte at tale om ’åndelig oprustning’, har der været livlig debat om, hvad det indebærer. Senest blev der oprettet et ordførerskab for sagen, som teologen Ida Auken har indtaget.
I det følgende ønsker jeg at give et antikt bud på, hvor vi først skal finde denne oprustning, nemlig i skaberværkets oprindelige formål, som det kommer til udtryk på Bibelens første sider. Hvis vi vil ane Guds intention med at skabe, er det skabelsesberetningens syvendedag, sabbatsdagen, vi må se hen til. Det fremgår for eksempel af den hebræiske grundtekst, hvor den første sætning består af syv ord, den næste 14, og hvor syvendedagen beskrives i tre sætninger af syv ord hver. Dér skinner tekstens budskab igennem.
Tallet syv er ikke tilfældigt valgt. På grundsproget er der et ordspil mellem ’syv’ og ’fuldkommen’. På seks dage har Gud skabt et fuldkomment skaberværk ud af tomhed, mørke og øde, hvor mennesket er kronen på værket. Spørgsmålet er, hvorfor der er syv dage, når nu arbejdet er fuldendt efter seks dage? På den syvende dag stopper Gud sit arbejde. På hebræisk bruges der en form af ordet shabat, hvorfra vi får ordet ’sabbat’. Det betyder ’at holde inde’, mens der findes andre ord for hvile, som også Søren Holst har behandlet i hans artikel her i avisen fra den 5. september.
Som almægtig har Gud dog ikke haft behov for at ophøre sin aktivitet. Når beretningen alligevel har sit klimaks i syvendedagen, fortæller det os, at skabelsen blot udgør rammen for Guds større formål: At tage bolig i det fuldendte skaberværk for at være sammen med mennesket. Hans længsel er intimitet og relation. Vi ved fra resten af beretningen, at Gud gik rundt blandt menneskene i Edens have. Vores første dag i denne verden blev brugt i tæt fællesskab og nærhed med vores skaber.
Sabbatsdagen er både et symbol på Guds ønske om intimitet og en ugentlig praksis, hvor man holder inde med at producere og præstere, fordi Gud først og fremmest ønsker os, ikke vores output. Det sætter os fri til at leve ugens resterende seks dage i tjeneste for vores medmennesker. Når vi taler om ’ånd’ i samfundsmæssig forstand, taler vi om de mellemmenneskelige værdier, der giver livet dybde og mening, men som ikke kan måles og vejes. Det er altså noget relationelt.
Det er derfor oplagt, at åndelig oprustning begynder med den første og vigtigste relation – den til Skaberen. Og han har ligefrem afsat en dag om ugen til, at netop denne relation skal have særligt fokus.
