Anders Ovas virke som profet har berørt tusindvis af liv

Anders Ova er kendt som landsprofet i Pinsekirken, der nu hedder Mosaik. Andre kristne har offentligt anerkendt den profettjeneste, som Gud har givet ham. Anders er også selv gået ind i sin tjeneste, der er rodfæstet i Guds ord. Hans forkyndelse er fast forankret i evangeliet, når han udlægger beretninger i Bibelen både mundtligt og skriftligt.

Anders elsker at skrive og har et omfattende forfatterskab bag sig. I mere end 50 år har han arbejdet på at opbygge, udruste og formane kirken til at holde sig til Jesu kærlighed og til den sande og sunde lære, som han udtrykker det. I mange frikirkekredse er 83-årige Anders Ova kendt og elsket, som den han er. Gennem de mange år, hvor Anders har virket i sin tjeneste i Danmark, har mange mødt ham og erfaret Guds nærvær, som han bringer med.

Udover profetisk forkyndelse, profetiske ord, forbøn og individuelle samtaleforløb er han kendt fra sit virke som præst i Svendborg. De billeder, han har malet som kunstmaler, og hans forfatterskab er også nogle af de måder, hvorigennem profettjenesten kommer til udtryk. Jeg mødes med Anders Ova i parcelhuset i Mariager, hvor han og hans kone har boet i 34 år. Ligesom smuk natur omkranser byen, sidder vi på terrassen, den private oase, omgivet af farverige, velduftende planter med kaffe og kage på bordet.

”Anette har gjort det så smukt her, det er flot og velholdt, jeg elsker at sidde her,” siger Anders Ova.

Guds mærkbare nærvær

Fællesskabet med Anders føles som noget helt særligt for mig. Nok også fordi jeg for nogle år siden drømte, at jeg besøgte Anders i hans hjem sammen med en mand, som jo er fotografen.
I sin bøn takker Anders for os, og for at vi har et vidunderligt åndeligt fællesskab, hvor vi er et. Han siger: ”Far. Jeg beder om, at det alt sammen må ligge i dine spor, og at vi må følge dig. Jeg ser dig gå foran, og vi mærker, at vi følger dig ind i noget helt nyt, Ja, det er, hvad jeg beder om, at det nye ukendte må blive kendt. Amen.”

Igennem de mange år, hvor Anders har været kristen, har Gud gjort utallige ting. Anders fortæller om dengang, parret blev kaldet fra Norge til Danmark som evangelist-præstepar i Svendborg i 20 år. Sammen med andre kristne fortalte Anders en masse mennesker om troen på Jesus. ”Vi oplevede en ungdomsvækkelse i Svendborg. Selvom jeg, grundet den store tilstrømning af unge til kirken, fik adskillige tilbud fra andre kirker i Danmark også med bedre løn, valgte vi at blive i Svendborg. Vi ville se ungdomskirken vokse og blive der. Vi var der i 20 år, så kirken udviklede sig med tiden til at blive en kirke med alle generationer.”

En pengegave på 200.000 kr.

Da der var medlemsvækst i kirken i Svendborg, blev det nødvendigt med større lokaler. Derfor kom kirken i en situation, hvor man manglede 200.000 kr. til en ny og større kirkebygning.
Anders blev ringet op af en, hvis børn var en del af børnekirken. Han inviterede Anders på en kop kaffe, hvilket Anders takkede ja til. Under besøget sagde han til Anders: ”Jeg har solgt godt på det sidste og har nu 200.000 kr., som jeg gerne vil give til noget. Kan du hjælpe mig med det?”
På den måde greb Gud ind og sørgede for pengene.

Troen på Jesus ændrede Anders’ liv

Anders var 30 år, da han kom til tro på Jesus. Han kom hurtigt i tjeneste for Gud. Siden da har han oplevet Guds mirakuløse indgreb utallige gange. Sådan har det ikke altid været. Anders blev født i Telemark i Norge i 1942. Han voksede op i en kristen familie uden søskende. Som ung var Anders mest optaget af kunst og senere politisk inspireret på venstrefløjen. Anders var ansat som reklamechef i et importfirma i Norge indtil den skelsættende aften i 1972, hvor han overgav sit liv til Jesus.

I 1970 blev han gift med sin hustru Anette, som har bakket ham op og opmuntret ham i de perioder, hvor livet har været svært. Anette og Anders Ova har fejret smaragdbryllup, det vil sige 55 års ægteskab. De mødtes på kunstakademiet i København i 1964, hvor de begge gik. På daværende tidspunkt var ingen af dem kristne. ”Vi begyndte en rejse sammen. Vi boede først i København nogle år, inden vi flyttede til Norge.”

I Norge startede Anders egen virksomhed, og det gik godt, Anette fik mange kunder som vinduesdekoratør. Hun var dygtig og havde været ansat i et af de kendte bolighuse i København.
”Vi har holdt sammen, og vi har haft et godt liv,” siger Anders smilende og med den karakteristiske ømhed, som kan høres og ses hver gang, han nævner Anette.

Omvendelsen

I Norge var parret en del af en vennegruppe, som talte om forskellige dybe og meningsfulde ting. Blandt andet om kristendommens og buddhismens natur. En aften tog de sammen med vennegruppen til et kristent møde i pinsekirken med en kendt norsk forkynder. De ville se, hvad det var for noget. De var syv ikke-kristne, der sad på én række. På et tidspunkt spurgte forkynderen: ”Er der nogle af jer i dag, som har lyst til at møde Jesus?”

Anders rakte hurtigt sin hånd op, han ønskede at møde Jesus, helt personligt og livsforvandlende. ”Da jeg kiggede hen ad rækken, hvor vi alle syv uomskårne filistre sad, så jeg, at de andre også rakte deres hånd op. Vi gav alle vores liv til Jesus den aften i 1969,” siger han smilende med et lunt glimt i øjet. ”De tre nærmeste af mine venner i gruppen var nogle af de mest kendte kunstnere i Norge. Så jeg lærte en del af især én af dem, fordi jeg jo også er billedkunstner og elsker at male billeder.”

”Desværre er det blevet svært for mig efter coronaen og efter et fald fra rullestolen, hvor min skulder og arm blev knust, men jeg kan meget mere med min arm, end lægerne havde sagt var muligt. Jeg elsker at male, hvilket jeg længes rigtig meget efter. Jeg savner farverne.” Til gengæld kan han stadig skrive, hvilket han i den grad benytter sig af. ”Jeg elsker at skrive og har tusindvis af sider liggende.”

Var døden nær

I 2020 blev Anders alvorligt syg med corona, som tog syv måneder, og som var lige ved at koste ham livet. Han sad på stolen derhjemme og faldt pludselig ned på gulvet. Det var alvorligt, så Anette ringede øjeblikligt 112. Anders besvimede i ambulancen, der kørte med udrykning mod Aarhus Universitetshospital. Han var ikke ved bevidsthed, da ambulancen ankom til hospitalet, og han blev lagt i kunstig koma.

Der lå han uden at bevæge sig i fem uger. Lægerne prøvede alt, men han rørte sig ikke, og der skete ingen bedring. Derfor ville de slukke respiratoren. Familien blev kaldt sammen for at sige farvel til Anders. Lægen, som var der, ville give livet en sidste chance. ”Lægen tog min hånd og sagde: ”Anders, hvis du hører mig nu, så tryk min hånd.” Jeg ved med mig selv, at jeg intet hørte. Alligevel trykkede jeg hans hånd.

Lægen vendte sig mod de andre læger og familien og sagde: ”Han gjorde det! Han trykkede min hånd.” Jeg fik senere at vide, at mange kristne, over 1.000 tror jeg, havde været med til at bede for mig og min overlevelse. Det er jeg meget taknemmelig for. Tak til enhver, som har bedt for mig i de syv måneder.” ”Det var min gode ven Søren Roed, der startede bedegruppen på Facebook. Det var Gud, der inspirerede så mange kristne til at bede for mig. Jeg kan ikke rose mig af noget. Jeg har ingen ære, der skal forsvares, Jeg har alt i Kristus. Jeg blev genoplivet, hvilket for mig var, som om Gud sagde, at han gav mig en stund på jorden at kunne tjene ham.”

”Evangeliet er Guds kraft”

Når man som kristen oplever det, som Anders har oplevet, bliver man med stor sandsynlighed endnu mere fokuseret på at bruge tiden klogt og gøre Guds vilje i den sidste tid, man er her.
Noget af det, der for tiden vejer tungt på Anders’ hjerte, er, at evangeliet ikke er noget, der skete engang, og som vi på den måde er færdige med, ligesom andre ting i historien skete dengang. Sådan er evangeliet ikke. Vi skal passe på med at reducere evangeliet til historiefortælling, siger han.

”Evangeliet er Guds kraft til frelse for den, som tror, og det er levende og virksomt til alle tider og på alle mennesker, fordi det er Guds Ord, som bærer alt.” ”Mange har himmelen i deres hukommelse,” siger han og fortsætter: ”Himmelen er en tilstand, som vi kan leve i hver eneste dag.”