IPSICC

Antisemitisk valgkampagne

Af Christian Rasmussen Generalsekretær i Israelsmissionen.

Frie Grønne vil smide ”den zionistiske lobby ud af København”, og som det hedder på en anden valgplakat: ”Zionismen ud af København”.

Vi har nået et chokerende mørkt niveau for, hvad offentlige personer vil ytre offentligt, og det bliver kun mere grotesk, når man tænker på, at der er brugt tid og mange penge på, at netop disse ytringer skal skaffe stemmer til det københavnske kommunalvalg. Det er svært at lave 1-til-1-sammenligninger, men kunne man forestille sig danske politikere, der ville smide socialismen og dens fortalere ud af København på baggrund af socialistisk ekstremisme og socialistiske styrers undertrykkelse af befolkninger uden for landets grænser? Næppe! Hvorfor ikke? Bl.a. fordi socialismen har nuancer i sit udtryk, ligesom zionismen.

Man kan være zionist og forholde sig kritisk til Israels regering. Man kan være zionist og ønske, at også palæstinenserne kunne leve i deres egen stat. Det gælder de fleste jøder, jeg kender. Findes der også ekstremistiske zionister? Ja, desværre. Når Frie Grønne vil smide zionismen og dens fortalere ud af København, så rammer det i særlig grad én bestemt befolkningsgruppe over én kam, nemlig jøderne, fordi langt de fleste jøder er zionister; dvs. de mener, at jøder bør have et nationalt hjemland. Det er ikke så mærkeligt, al den stund at historien med al uønskelig tydelighed viser, at de ikke kan være sikre på ikke at blive forfulgt andre steder.

Man kan derfor ikke sige, at zionisme ikke har noget med det at være jøde at gøre. Derfor bliver Frie Grønnes meldinger i praksis antisemitiske, fordi de ikke kommer med en nuanceret kritik af zionismen, men i stedet ganske radikalt vil rense byen for denne holdning og smide dens fortalere ud en bloc. Langt de fleste jøder kan naturligvis ikke forstå det anderledes, end at de er uønsket, og dermed kommer Frie Grønnes kampagne tragi-ironisk nok til at understrege, hvorfor zionismen findes.

Jeg mener i øvrigt også, at Frie Grønnes udmelding er antidemokratisk. I Danmark smider vi ikke folk ud af byer, fordi de mener noget forkasteligt. Vi imødegår dem med vore stemmer, om det så er på skrift eller i tale – eller i stemmeboksen. Jeg ønsker ikke disse Frie Grønne-politikere ud af København, men jeg håber, at københavnerne vil kvittere for deres dybt beskæmmende antisemitisme med et dårligt valg.