Fællesskab og støtte i stedet for abort

”Det er først og fremmest taknemmelighed, der fylder mig. Der kom knap 100 deltagere – nogle af dem kom langvejsfra – fra Hjørring i nord til Lolland/Falster i syd. Og det varmer os, der til daglig står i frontlinjen i abortkampen,” siger landssekretær Ellen Højlund Wibe.

Hun fornemmer, at nogen tror, man skal være gjort af et særligt stof, at man skal være aktivistisk for at deltage. ”Men vi går jo bare sammen og lader skilte og bannere tale for sig selv. Vi råber ikke, men det er en stille og fredelig gåtur,” siger Ellen. Hun anslår, at mellem en tredjedel og halvdelen af de knap 100 deltagere var førstegangs fremmødte. Flere af dem tilkendegav efterfølgende, at det var en rigtig god oplevelse at være med – og overraskende fredelig.

Ellen har erfaret, at det for nogen er svært at træde ud af mængden og offentligt stå ved, at man er for livet og imod abort. Mainstreamholdningen i Danmark er jo for abort og signalerer også et meget negativt syn på dem, som er imod abort. Det kan gøre det svært offentligt at stå ved sin holdning som abortmodstander. Hun håber, at deltagelsen i optoget vil give deltagerne den erfaring, at offentlig tilkendegivelse af abortmodstand er ganske ufarlig og måske ligefrem vækker anerkendelse og nysgerrighed.

“Der er mange flere derude, som tænker og synes, at abort er problematisk,” siger Ellen og fortsætter: “Der er faktisk flere, som synes, det er godt, at nogen står op for denne sag og for de ufødte, det vil jeg gerne, at endnu flere bliver opmærksomme på.”

Mainstreamholdningen er ikke den eneste

En af grundene til optoget var også den ændring i abortlovgivningen, som trådte i kraft 1. juni i år. Ændringen betyder, at alle kan få foretaget abort helt indtil uge 18. En af deltagerne i optoget, Laura på 30 år, fortæller:

”I Danmark, som jeg ser det, er vi desværre på vej i den gale retning. Her tænker jeg naturligvis på, at abortgrænsen er blevet rykket til uge 18. Det er ærgerligt, at vi taler så lidt om det ufødte barn og så lidt om de alternativer, der bør være til enhver kvinde, som bliver uønsket gravid. Eller som af andre årsager føler, at abort er vejen frem. Netop derfor deltog jeg i Retten til Livs optog – fordi det er altafgørende at sætte fokus på de alternativer, der giver håb og værdighed til både mor og barn.”

At være imod abort er politisk ukorrekt

”Det er politisk ukorrekt at være imod abort, siger Ellen og fortsætter: ”I Retten til Liv ønsker vi at bidrage til, at danskerne reflekterer over, at der er alternativer og andre muligheder end at tilbyde abort. Som det retssamfund, Danmark er, skal vi også sikre de ufødte børns rettigheder.” Retten til liv arbejder også for at beskytte rettighederne for sårbare mødre.

I strålende solskin marcherede en blandet flok gennem gågaden med skilte og balloner for at støtte sagen. Alt foregik i fred og fordragelighed, og der var ingen tilråb eller andre tydelige tilkendegivelser af uenighed fra de forbipasserende. Snakken gik lystigt i flokken af støtter. Ved domkirken blev der lynhurtigt sat højttalere op og dannet en halvcirkel, så alle med kunne se og høre de tre korte indlæg.

Personlige fortællinger

Det første indlæg var et statement, der beskrev hensigten med optoget. En understregning af, at det kan koste at hjælpe den, man opfordrer til at gennemføre graviditeten i en svær situation. Den pris må vi være villige til at betale, hvis vores kamp for livet skal være troværdig. Derefter fortalte nonne søster Anna Mirijam sin personlige historie. Hun blev bortadopteret som spæd, opsøgte sin biologiske mor som voksen, og da hun spurgte ind til omstændighederne omkring bortadoptionen, fandt hun ud af, at hun var resultatet af en voldtægt.

Hun stillede sin mor spørgsmålet: ”Når jeg var resultatet af en voldtægt, hvordan kunne du så holde ud at gennemføre graviditeten?” Moderen gav tre begrundelser. Hun var katolik, hvilket betød, at hun ikke måtte få en abort. Hun ville heller ikke slå et menneske ihjel, som voksede i hendes mave. Derudover ville hun ikke tilføje endnu et traume til sit liv oveni voldtægten. ”Min biologiske mor er en af de modigste kvinder i verden, og uden hende ville jeg ikke stå her i dag,” siger søster Anna Mirijam.

Derefter fortalte ungdomssekretæren i Retten til Liv, Kristina Kristensen, om sin opvækst med en sårbar mor og meget kaos. Alligevel er hun sin mor taknemmelig for, at hun fik livet. Kristina formulerede også nogle mere principielle pointer. “Et foster er et levende menneske under udvikling, præcis ligesom en to-årig eller som en 12-årig. Alt for mange kvinder føler sig presset til at få en abort. Når vi er enige om, at vi skal behandle alle fødte mennesker med værdighed, hvorfor undtager vi så de ufødte?”

Lad os tale om abort

Undervejs mødte jeg to deltagere, som uafhængigt af hinanden gav udtryk for en vis usikkerhed ved at stå offentligt frem med holdningen, at de var imod abort. De gav udtryk for at usikkerheden var begrundet i, at de kendte flere og havde flere i deres omgangskreds, som havde fået en abort. For dem betød det noget, hvad disse kvinder ville tænke eller føle, hvis kvinderne blev klar over, at de var imod abort.

Ellen er godt bekendt med disse udsagn og har forståelse for den empatiske tilgang, som ligger bag. “Vi skal ikke slå på nogen, der ligger ned. Men ved ikke at tale om abort, kommer vi uden at ville det til at isolere de kvinder, som har fået foretaget abort. Når vi tilkendegiver vores holdning, anerkender vi samtidig den sorg, som kvinderne ofte står med efter indgrebet. Vi kan nogle gange vise et misforstået hensyn ved at undlade at tale om abort. Det er i forvejen et emne, som er tabubelagt. Medmenneskelighed og tydelighed i sagen kan godt forenes.”

”Vi kan nogle gange vise et
misforstået hensyn ved at
undlade at tale om abort.
Det er i forvejen et emne,
som er tabubelagt.
Medmenneskelighed og
tydelighed i sagen kan godt forenes.”

Hun tilføjer, at der er en sandhed i ordsproget: Den, der tier, samtykker. Eller som Martin Luther King sagde: “Den store tragedie er ikke de onde menneskers brutalitet, men de gode menneskers tavshed.” ”Hensynet til dem, der har det svært, må ikke få os til at tie om det daglige overgreb, der finder sted mod over 40 ufødte menneskeliv,” tilføjer Ellen. En af deltagerne, Rasmus på 45, fortæller, hvordan han oplevede sig ledt af Helligånden til at tale de stummes sag ved at gå med i optoget.

“Jeg bor i Aarhus, så da jeg så begivenheden på Facebook, tænkte jeg straks, at jeg burde deltage. Det fik jeg bekræftet søndagen før, da jeg var til gudstjeneste. Her blev der prædiket ud fra teksten i Ordsprogenes Bog kapitel 31 vers 1-9, hvor vers 8 lyder;

”Før ordet for de stumme, tal deres sag, når de er ved at bukke under.” Det ufødte barn har ingen mulighed for selv at sige fra og kæmpe for sit liv. Derfor skal vi gøre det. Det var første gang, at jeg deltog i et optog. Men jeg er virkelig glad for, at jeg fik lov til at deltage. Det er en lille ting at gøre, men det er for en god sags tjeneste. Og selv om det kan virke håbløst, må vi ikke glemme, at vi kæmper på Guds side og derfor ikke kan tabe. Jesus har allerede vundet, og alt skal underlægges ham, selv om vi endnu ikke kan se det.”

Ellen mener, det er vigtigt, hvordan vi taler om abort. Hun fortæller, at for mellem 10-20% af de kvinder, der får en abort, vil det i alvorlig, behandlingskrævende grad gå udover deres livskvalitet. For nogle vil livskvaliteten være påvirket i mange år, måske resten af livet. For de øvrige 80-90% vil det for en stor del også sidde som et ubehageligt minde. På foreningens Instagram kan man læse, at nogle af dem, der var på vej til Aarhus for at deltage i marchen, blev involveret i et trafikuheld.

”Det er tredje gang på 7 år, at en af bilerne med deltagere i marchen undervejs bliver en del af et trafikuheld. Der skete Gud ske lov ingen personskade, og det gjorde der heller ikke de andre gange. Det er alligevel tankevækkende, at vi oplevede dette benspænd endnu engang. Men Gud står bag os,” slutter Ellen Højlund Wibe med et varmt smil.