IPSICC

Fin fortælling for børn om døden

Hvor er morfar nu? er en fin og nænsom fortælling for børn om livet og døden og om evigheden sammen med Gud, for dem, som gerne vil være sammen med ham.

Den nye udgivelse fra Lohses Forlag fortæller en fin lille historie om Gry og hendes mormor og deres samtale om liv og død. Gry er på besøg hos sin mormor. Solen skinner, og mormors have er fuld af tulipaner. Så mormor og Gry beslutter at plukke nogle af dem og sætte dem på morfars grav. På turen til gravstedet snakker de om naturen og de ting, de ser undervejs. Dem kan man også som læser bruge tid på at finde i bogens charmerende akvarelillustrationer.

Snart kommer samtalen til at handle om morfar, savnet, og at det at dø, er en naturlig del af livet. Mormor deler sin tro på, at Gud er med os og har omsorg for hver enkelt. Gry stiller spørgsmål, og mormor fortæller bl.a. om det nye liv, morfar fik i et nyt hjem i Guds hus. Der bliver også sat ord på savnet, som en naturlig del af at have elsket. Med fokus på det evige liv, som Gud tilbyder, bliver der med både håb og taknemlighed over det gode, man har fået lov at opleve sammen, sat punktum for fortællingen:

”…Du kan huske på alle de gode timer, vi har tilbragt sammen, og du kan takke Gud for det hele. Og så kan du tænke på mig som én, der ikke længere er gammel og slidt, men i stedet er glad og tryg i mit nye hjem hos Gud”, siger mormor til Gry. Bag i bogen er der henvisning til nogle af de skriftsteder, som mormor har læst i sin bibel, der handler om Guds omsorg og hans bolig til os i evigheden.

Catherine House:
Hvor er morfar nu?
Illustrationer af Honor Ayres
32 sider. 99,95 kr.
Indbundet. Mål: 20 x 20 cm
Forlag: Lohse