IPSICC

Flere af Indiens delstater skærper antikonversionslove

Modelfoto

Det bliver stadig vanskeligere for indiske kristne at fortælle andre om deres tro på Jesus. Flere af de 12 delstater, som har antikonversionslove, skærper dem, og strafferammen går nu helt op til fængsel på livstid samt bøder på hundredtusinder af kroner.

Fængsel på livstid og bøder på hundredtusindvis af kroner som følge af religiøse konversioner er ikke længere et særsyn i Indien. Flere og flere delstater skærper nemlig deres antikonversionslove i disse måneder og år. Uttar Pradesh strammede allerede lovene sidste år, og i august i år var det så Uttarakhands tur, og senest har Rajasthan i september sat strafferammerne op. Dertil kommer, at delstaterne Arunachal Pradesh, Maharashtra og Chattisgarh også har endnu strengere antikonversionslove på vej.

”Engang var der væsentlig mindre religiøs polarisering i Uttarakhand. Men siden det hinduorienterede parti BJP dannede delstatsregering, er religiøse minoriteter kommet under stærkere pres, for hinduekstremister misbruger disse love til at angribe kristne og kirker,” lyder det fra Open Doors’ lokale partner Rahul Singh* (*betegner et dæknavn, red). ”Antikonversionslovene krænker artikel 25 i Indiens forfatning, som giver alle borgere grundlæggende ret til religionsfrihed. Indiens forpligtelse til sekularisme og religionsfrihed er truet,” fastslår han.

Ekstremister misbruger lovene

Lovene kriminaliserer religiøse konverteringer, der rubriceres som tvungne, motiveret af økonomisk eller social fordel – eller hvor folk er blevet ført bag lyset. Det sker med alt for vage formuleringer, og lovene vil især vil ramme kristne, mener Shiv Rathod*, en anden af Open Doors’ lokale partnere: ”Hinduekstremister vil misbruge loven mod kristne. Falske anklager om tvungne konversioner vil blive rejst mod præster og kristne ledere, og enhver velgørenhedsaktivitet udført af kristne organisationer vil blive stemplet som lokkemiddel til konversion.”

Shiv Rathod forklarer, at dette allerede var en udfordring, inden lovene blev vedtaget – og nu er vejen banet for, at der kun bliver endnu flere tilfælde. ”I løbet af det sidste halvandet år er der rapporteret over 150 tilfælde af chikane og diskrimination alene i Rajasthan, hvor præster er blevet arresteret på falske anklager om tvungen konvertering, gudstjenester er blevet afbrudt, og mange husmenigheder er blevet lukket,” forklarer han.

Venlighed betragtes som forsøg på konversion

I Uttarakhand har der i det første halvår af 2025 været flere end 40 registrerede tilfælde, hvor kristne er blevet angrebet, gudstjenester forstyrret, kirker lukket, præster falsk anklaget for tvungen konversion og diskrimineret, oplyser Priya Sharma*, en tredje Open Doors-partner. Han fortsætter: ”Hver bønnesamling opfattes som et konversionsmøde. Selv sociale indsatser og venlige handlinger fra organisationer bliver af ekstremister stemplet som ’lokkemidler’ til konversion.”

Man har også skærpet definitionen af de ’lokkemidler’, som angiveligt bruges til at overbevise folk om at konvertere – selv gaver, jobs eller kritik af en anden religion kan udløse straf. Endvidere udelukker loven mulighed for kaution i alle sager om konversion, ligesom den tillader anholdelser uden arrestordre og giver myndighederne ret til at beslaglægge ejendom.

Konversionsønsker skal i offentlig høring

I Rajasthan er den mildeste overtrædelse af antikonversionslovene at undlade at orientere myndighederne om sin konversion. Ønsker man frivilligt at konvertere, skal man nemlig meddele myndighederne dette. Herefter offentliggøres ønsket, og dermed begynder en høringsperiode på 90 dage, hvor alle kan gøre indsigelser mod ønsket om at konvertere. Undlader man at orientere myndighederne om sit ønske om konversion, står man til syv års fængsel eller mere samt en bøde på 21.600 kroner.

Den forseelse, som straffes hårdest i Rajasthan,
er massekonversion. Her er bøden op til 720.000 kroner,
og fængselsstraffen går fra 20 år til livstid.

Den forseelse, som straffes hårdest i Rajasthan, er massekonversion. Her er bøden op til 720.000 kroner, og fængselsstraffen går fra 20 år til livstid. I Uttarakhand er livstidsfængsel også den højeste straf, men bøderne her går ’kun’ til 72.000 kroner.

Kritiske røster og juridisk granskning

Lovene er blevet mødt med kritik fra civilsamfundsorganisationer, jurister, kristne organisationer og ledere samt oppositionspolitikere. De anses af mange som forfatningsstridig, da den begrænser religionsfriheden. I det hele taget er der fokus på, om delstaternes antikonversionslove er forfatningsstridige; således har Indiens højesteret bedt ni delstater om at redegøre for deres antikonversionslove, som derfor lige nu er under juridisk granskning.