Helligåndens rolle og tosporsmodellen i kristen tab- og sorgbearbejdning

At miste nogen eller noget, som står én nær, er en af livets største udfordringer. Når vi møder hinanden hjerte til hjerte, kan de dybe relationer opstå, og det er af afgørende betydning at fortælle en medvandrer, også om det som er svært. Det som tynger og hjertet indimellem kan være fyldt af, for vi er ikke skabt til at være alene. Det store er, at begge vokser i dialogen. Sorg og tab rammer både krop, sind og ånd, og den kristne tro tilbyder et særligt perspektiv på bearbejdning af tab.

Fra fem faser til fire opgaver til tosporsmodellen

J. William Worden præsenterede i 1982 sin model for sorgbearbejdning, kendt som “De fire opgaver i sorgarbejdet”. Worden udviklede sin model som et alternativ til de stadiebaserede modeller, der havde domineret feltet, især Elisabeth Kübler-Ross’ fem faser. Han argumenterede for, at sorg ikke er en lineær proces, men snarere består af opgaver, som den sørgende skal arbejde sig igennem.

Strobe og Schut introducerede sidst i 90’erne i stedet tosporsmodellen, som anerkender, at sorg er en dynamisk proces, hvor man pendler mellem to spor:

1. Tabsorienteret spor: Her arbejder man med selve tabet, de følelser og tanker, der følger med, og den smerte, der opstår, når man konfronteres med det, man har mistet.

2. Genindførelsesorienteret spor: Her fokuserer man på at tilpasse sig et liv uden det, der er mistet og finde nye måder at leve og fungere på.

Det centrale i modellen er, at det er sundt – og helt normalt – at pendle mellem sorgens smerte og genopbygning af livet. Nogle dage fylder tabet alt, andre dage kan man mærke livsglæde og håb. For kristne kan denne model skabe rum for både at sørge og at tage imod trøst og vejledning fra Gud. Et studie af Davids salmer i Salmernes Bog vil vise dette. Pendulering mellem de to spor hjælper med at undgå overvældelse af sorgens smerte eller uhensigtsmæssig undgåelse.

Smerten skal bearbejdes, og hverdagslivet skal genopbygges. Modellen giver plads til, at begge processer er nødvendige og netop kan foregå sideløbende. Forskning har i de senere år peget på, at tosporsmodellen har stor forklaringskraft og praktisk relevans. Tosporsmodellen anvendes i terapi som et rammeværk til at normalisere de udsving, der ofte opleves i sorgprocessen. En række studier har vist, at personer, der tillader sig selv både at sørge og at engagere sig i livet, generelt har bedre psykosociale resultater end personer, der kun fokuserer på det ene spor.

Modellen understøttes af empiriske undersøgelser, der dokumenterer, at bevægelsen mellem de to spor forebygger komplicerede tab- og sorgforløb. Sammenlignet med tidligere modeller, som for eksempel stadieteorierne, vurderes tosporsmodellen som mere fleksibel og i overensstemmelse med den oplevede virkelighed. Hvor Wordens model tilbyder konkrete opgaver til bearbejdning af sorg, fremhæver tosporsmodellen den dynamiske pendlen mellem tabs- og genindførelsesorienterede processer.

Den videnskabelige evidens peger på, at tosporsmodellen giver en fleksibel og realistisk forståelse af tab og sorg, hvilket har gjort den til den mest anvendte og anbefalede model i dag. Nye modeller har tilføjet nuancer, især omkring resiliens (modstandskraft) og meningsskabelse. Eksempelvis har Bonanno fremhævet begrebet ’resiliens’, hvor fokus er på, at mange mennesker spontant tilpasser sig tab uden længerevarende psykologiske problemer. Andre nyere modeller, som ’Meaning Reconstruction’ (Neimeyer), lægger vægt på at genfinde mening efter tabet. Uanset udgør tosporsmodellen stadig det centrale omdrejningspunkt for tab-og sorgforståelse.

Mine bedsteforældre oplevede store tab og store velsignelser

Min bedstefar var domorganist i Haderslev Domkirke i 40 år. Mine bedsteforældre fik ni børn, men de tre børn blev syge og døde i alderen 0-1 år. De råbte til Gud, græd og sørgede, men børnene blev ikke helbredt. Det var et tab, som vi vanskeligt kan sætte os ind i. I forhold til modellen kan man sige, at i deres tabsorienterede spor, var tabet af deres tre børn det største tab. I det genindførelsesorienterede spor kan nævnes, at min bedstefar førte mange mennesker til Jesus, bl.a. Endersen, som senere blev forstander for en af landets største kirker – Elim i København. Min bedstefar blev en forbeder og kom i alle kirkerne i Haderslev. Da han gik hjem til Gud, blev der i aviserne skrevet om hans rolle som forbeder.

Tosporsmodellen og et Helligåndsfyldt liv
kan sammen skabe en helhedsorienteret
tilgang til tab- og sorgbearbejdning.
Modellen normaliserer de skiftende
følelser og hjælper med at strukturere
processen, mens Helligånden
giver trøst, håb og mening.

En helhedsorienteret tilgang

Tosporsmodellen og et Helligåndsfyldt liv kan sammen skabe en helhedsorienteret tilgang til tab- og sorgbearbejdning. Modellen normaliserer de skiftende følelser og hjælper med at strukturere processen, mens Helligånden giver trøst, håb og mening. Når man pendler mellem sporene, kan man invitere Helligånden ind i begge: I tabet kan man bede om trøst og i genopbygningen om vejledning og styrke. Sammen åbner de for en sorgproces, hvor både menneskelige og åndelige ressourcer får plads.

I Johannesevangeliet omtales Helligånden som – talsmanden, trøsteren og hjælperen. Helligånden arbejder ofte stille og nænsomt. Nogle oplever en indre fred, andre får styrke til at dele deres sorg med andre eller tage imod professionel hjælp. Det er vigtigt at anerkende, at Helligåndens trøst ikke nødvendigvis fjerner smerten, men giver styrke til at bære den – og til at se, at man ikke er alene.

Helligånden er ikke en fjern kraft, men nærværende og virksom midt i sorgen, hvor Helligånden kan:

• Gøre Guds nærvær og fred virkelig, selv i mørket
• Give trøst, der rækker ud over ord
• Vejlede og give visdom til at træffe svære valg
• Hjælpe med at finde mening og håb
• Lede til en stille accept, fornyet mod og en dyb fornemmelse af ikke at være alene

At lade Guds styrke virke i ens svaghed og magtesløshed

Paulus skriver i 2. Korintherbrev 4,7-9 om skatten i lerkar. ’Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.’ Skatten er den iboende Kristus og Helligånd, og lerkarret er vores skrøbelige menneskeliv. At tage vare på denne skat handler om at passe på sin tro og lade Gud fylde de sprækker, som sorgen skaber. Praktisk kan det ske ved:

• Daglig bibellæsning og studie
• Bøn og meditation, hvor man åbner sig for Guds trøst
• Fællesskab med andre kristne, som kan bære med
• Samtale med en præst eller terapeut
• At give sig selv lov til at sørge og være skrøbelig

Tab og sorg er en rejse, der sjældent følger en lige linje. Tosporsmodellen og Helligåndens nærvær tilbyder en vej, hvor det er muligt at rumme både tabet og håbet. Gennem bøn, fællesskab og Bibelens ord kan man finde et ståsted midt i smerten. Den kristne tro peger på, at sorgen ikke har det sidste ord – håbet lever, og heling er mulig, også når livet er allermest skrøbeligt. Gud og vi tager vare på den skønne skat, der er betroet os:

’Derfor må jeg også lide dette; men jeg skammer mig ikke, for jeg er vis på, at det står i hans magt at tage vare på den skat, der er betroet mig, til den dag kommer. Du skal tage det, du har hørt af mig, som eksempel på sund forkyndelse, i tro og kærlighed ved Kristus Jesus; den skønne skat, som er betroet dig, skal du tage vare på ved Helligånden, som bor i os.’ (2. Tim.1, 12-14)

Afslutning

Helligånden arbejder altså på mange planer: trøster, vejleder, opmuntrer, overbeviser, helbreder og giver håb. I kristen forståelse er Helligånden den stille, men stærke kraft, der aldrig slipper mennesket, uanset hvilke kampe livet bringer. Tosporsmodellen er et nyttigt redskab, og måske du er i en fase, hvor det kunne være gavnligt at formulere dine aktuelle personlige to spor. Når vi læser Davids salmer, kan vi nikke genkende til tosporsmodellen. Kristus livet rummer lidelse og herlighed. ’Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus!’ (2. Tim. 2,1)

Kærlig hilsen
Poul Henning