IPSICC

Husmenigheder er ofre for stadig flere razziaer

I en større operation, som startede for godt to måneder siden, har myndighederne sendt 300-400 betjente i omkring 200 køretøjer i aktion mod en kristen gruppe, der er tilknyttet husmenigheder i det østlige Kina. Mange er blevet arresteret, oplyser Open Doors.

En af Open Doors lokale partnere har udtalt: ”Vi har ikke tidligere set en så massiv indsats mod kirkerelaterede ting. Dette er noget, som kræver seriøs opmærksomhed.”
Over 70 personer har været tilbageholdt, både præster, medarbejdere, værtsfamilier og selv søgende mennesker, som endnu ikke formelt har taget imod troen. Nogle blev pågrebet under gudstjenester, andre blev hentet fra deres hjem eller arbejdspladser.

Mister medlemmer

Myndighederne har især spurgt ind til økonomiske forhold og kirketilhørsforhold. Foreløbig har 20 fået bøder på mellem flere tusinde og titusindvis af yuan. Bøderne ser ud til at være knyttet til kirkens økonomi og den ”illegale” husmenighed. ”Jason”, en anden lokal partner, udtalte: “På grund af den seneste aktion er vores kirkes arbejde gået i stå. Nogle brødre og søstre har forladt kirken, mens mange andre er på nippet til at miste troen.

Antallet af fuldtids medarbejdere er faldet fra seks til bare en; resten er trådt tilbage og søger andet arbejde. Over 80 små fællesskabsgrupper blandt husmenighederne er holdt op med at mødes. Af de oprindeligt 14 kirker er der kun få tilbage.” Om årsagen til aktionen siger Jason: “Nogle venner i kirken mener, at de måske er blevet angivet som kættere eller forrådt af en informant i kirken, eller de bliver mistænkt for at have udenlandske forbindelser. Men det er altsammen spekulationer. Den præcise årsag er stadig ukendt.”

Samtidig har en anden kristen gruppe i samme område oplevet, at folk på alle mødestederne er blevet forhørt og advaret. Der er en voksende trend af øgede restriktioner og religiøs kontrol i Østkina, fastslår Open Doors.