IPSICC

Kærlighedens forbundethed

Af Camilla Thomas Assisterende programchef & divisionschef Øst, Frelsens Hær

Denne uge har min mand og jeg 29-års bryllupsdag. Denne tid på året går jeg automatisk ind i en selvreflektion om vores kærlighed til hinanden. I dagligdagen tænker jeg ikke så meget på det, livet kører bare derudaf.

Men dagens tekst hjalp mig i min refleksion. Hvad betyder det at elske en anden? Er det anderledes at elske Gud? Min konklusion var, at Gud og hans skabning er underfuldt forbundne. Alle historier har et sørgeligt element, og i ugens dialog fornemmer vi, at ved at være vidne til farisæernes forhør af Jesus talte Jesus om forbundetheden i Guds kærlighed, og Jesus rakte indirekte ud i forbundethed til dem. Men farisæerne ville ikke have noget af at være forbundet med ham. Det minder mig om et citat, jeg hørte engang, ”Jesus kom ikke for at give os en religion, men en relation.”

Elske Gud – Det første og største bud

Jeg synes ikke, at der er en forskel på at elske Gud og elske andre, på trods af at menneskelig kærlighed fejler, men det ved jeg, Guds ikke gør. Jeg oplevede engang at vågne tidligt om morgenen med sangen ”My favorit things” fra filmen Sound of Music kørende i hovedet. Jeg nynnede med og dansede rundt i mit indre (for ikke at vække min mand). Pludselig afbrød en indre stemme min sang: ”YOU, Camilla, are my favorit thing!” Jeg var målløs og rørt til tårer. Tænk, at Helligånden elsker at bo i mig. Og jeg måtte bare svare: I lige måde, jeg elsker også dig!

En anden forfatter, jeg tit inspireres af, er Derek Prince, som har sagt: ”Kærlighed er motiveret af lydighed,” som stemmer overens med Jesu ord til sine disciple i Joh. 14,15: ”Elsker I mig, så hold mine bud.” Kærligheden er et valg og en praksis. Den holdes i live, når den får næring.

Det hele er forbundet – at elske Gud af hele dit hjerte, og at elske din næste som dig selv.

Elske andre – Det andet bud, der står LIGE med det første

Jeg har oplevet to gange en fremmed, som kom ind i mit korps’ menighed og bad om hjælp, hvor jeg bagefter havde en mærkelig følelse af: var det i virkeligheden en engel, jeg havde haft besøg af? At Gud besøger os gennem “andre”, er tegn på skaberens kærlighed og forbundethed med sin skabning. Ægteskabet er fantastisk gave og opfindelse! Det handler om at støtte hinanden og have fællesskab og samarbejde gennem livet.

Min mand gør så meget for mig, og dét, han gør, er for vores begges gode. For at vi kan være sammen. Jesus, vores åndelige brudgom, har også gjort så meget for os, også med det formål, at vi kan være sammen. Han døde for vores synd, så den ikke hindrede os i at have fællesskab med ham, som er syndfri. Vi kan ikke komme udenom Thomas Watson citat: “Jesus is not loved until sin is loathed”. (Jesus er ikke elsket, før man afskyer synden, red.)

Forfatteren Danielle Strickland har været officer I Frelsens Hær. Jeg deltog i et online møde, hvor hun sagde: ”Vi har modtaget Guds kærlighed, så vi kan blive Guds kærlighed. Vi kan kun give, hvad vi har modtaget.” En dag, da jeg som sygeplejerske skulle vaske en ældre dame, hviskede en indre stemme: ”Når du rører dine patienter, forestil dig, at det er din gamle mor.” Det gibbede i mig, for det ville jeg gøre med mildhed og respekt.

Vi har modtaget Guds kærlighed,
så vi kan blive Guds kærlighed.
Vi kan kun give, hvad vi har modtaget
Når folk møder dig, møder de din kirke,
og husk at når folk møder dig,
så lad dem møde Gud!

En sygeplejerskes berøring viser hospitalets evne til empati. Når folk møder dig, møder de din kirke, og husk, når folk møder dig, så lad dem møde Gud!

Elske dig selv

”Elske andre, som dig selv…” Da jeg skulle forberede en gudstjeneste om at ”Give nåde til andre”, afbrød en indre stemme mig med; Husk at tage én til dig selv!” Ih, hvor er det irriterende, når Gud irettesætter én for at være for hård ved sig selv, selvkritisk og have for høje forventninger. Men det var jo af bare kærlighed. For ved at være god ved dig selv, er du god for din familie, er du god mod Gud – det hele er forbundet.


Prædikentekst: Matt. 22,34-46

Det største bud i loven

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.