Kong Charles til historisk bøn sammen med paven i Vatikanet
Den økumeniske gudstjeneste i Det Sixtinske Kapel var den første offentlige tilbedelseshandling med deltagelse af en britisk konge og en katolsk pave i over 500 år.

Den britiske konge var sidste torsdag til audiens hos pave Leo XIV i Vatikanet, og de deltog begge i en historisk økumenisk gudstjeneste i Det Sixtinske Kapel.
Det var et betydningsfuldt øjeblik for forholdet mellem den anglikanske og den katolske kirke, da det var den første offentligt registrerede fælles tilbedelseshandling mellem en britisk monark og en katolsk pave i over 500 år, skriver Christian Today.
”Troens forsvarer”
Den britiske monark får automatisk titlen ”Supreme Governor of the Church of England”, altså den øverste leder i den engelske kirke. Samtidig er han også ”Defender of the Faith”, altså troens forsvarer, hvilket hentyder til den protestantiske tro. Disse titler har den britiske monark haft siden Henrik VIII i 1530’erne fik adskilt den engelske kirke fra den katolske kirke og dermed pavens autoritet.
Kong Charles’ titel ”Supreme Governor of the Church of England” har mest symbolsk og ceremoniel betydning i forhold til kirken. Og når det gælder at være ”Troens forsvarer” udtalte han før sin tronbestigelse, at han hellere ville være ”defender of faith”, altså forsvarer af tro eller religion generelt.
Økumenisk gudstjeneste
Under besøget i Vatikanet var kong Charles ledsaget af sin kone, dronning Camilla, som var klædt i sort. Besøget var oprindeligt planlagt til april, men måtte aflyses på grund af den nu afdøde pave Frans’ helbredstilstand. Gudstjenesten i Vatikanet afspejler de fælles økumeniske bestræbelser mellem den katolske kirke og den engelske kirke her 500 år efter reformationen. Den historiske gudstjeneste indeholdt både salmer og en evangelielæsning.
Under ceremonien sad kongen på en specialdesignet stol,
der var prydet med hans våbenskjold og indskriften
”Ut unum sint”, der betyder ”så de må være ét”,
fra Johannes 17,21.
Blandt de økumeniske gæster var ærkebiskoppen af York, Stephen Cottrell, i sin egenskab af midlertidig leder af Church of England, kardinal Vincent Nichols, leder af den katolske kirke i England og Wales, og ærkebiskoppen af St. Andrews og Edinburgh, Leo Cushley. Det Sixtinske Kapels Kor fik selskab af Lay Clercks fra St. George’s Chapel på Windsor Castle og børnene fra det kongelige kapel på St. James’ Palace, som var inviteret af kong Charles og dronning Camilla.
Kristen enhed og miljø
Hovedtemaerne for besøget var kristen enhed og omsorg for miljøet, emner, der betyder meget for både kongen og paven. I en kommentar til formålet med besøget sagde en talsmand for kongen, at stærkere bånd med Vatikanet vil fungere som et ”bolværk mod dem, der fremmer konflikt, splittelse og tyranni”. En talsmand for udenrigsministeriet udtalte:
”Den katolske kirke er den største trosretning inden for verdens største religion,” og tilføjede, at kongen og dronningens officielle statsbesøg vil ”styrke Storbritanniens forhold til denne afgørende og indflydelsesrige partner”.
”Kongelig medbroder” og Jesu bøn om enhed
For at markere begivenheden blev kong Charles formelt udnævnt til ”kongelig medbroder”. Under ceremonien sad kongen på en specialdesignet stol, der var prydet med hans våbenskjold og indskriften ”Ut unum sint”, der betyder ”så de må være ét”, fra Johannes 17,21.

 
			 
				


