Neniaband – hvor blev de af?

I anledning af 30-året for Neniabands udgivelse af deres CD ”Findes” mødtes de fire medlemmer, Nenia Zenana, Hanne Stange Bremholm, Michael Dam og Henning Neerskov sidste år til en jubilæumsgenforeningsdag. I den forbindelse ville de gerne have genset et portrætprogram, som KKR i sin tid havde lavet med dem. Men desværre forsvandt båndet med programmet i en større oprydningsrunde på KKR og blev ikke digitaliseret, og håbet om at finde programmet var minimalt.

Som et muligt lille halmstrå kontaktede det hedengangne band Udfordringen for om muligt ad den vej at kunne nå ud til en, der havde båndet eller kendte nogen, som kendte nogen, der kunne have en ide om, hvor man kunne støve programmet op. Det blev til en aftale om et interview, hvor jeg mødtes med de fire tidligere bandmedlemmer til en snak om gamle dage.

Tilbageblik på opstarten

Bandet spillede Nenias sange med hende som forsanger og pianist, Hanne var på saxofon, Henning på trommer og Michael på bas. Men hvordan startede det hele? Hanne husker, hvordan hun, Nenia og Michael så småt begyndte at spille sammen. Dengang kom de tre i Betlehemskirken på Nørrebro i København. De havde indspillet et kassettebånd sammen med jazztrommeslageren Lars Juel, men kassettebåndet kom dog aldrig ud.

Via Denis Emanuel Damberg, som spillede i band med Henning, hørte bandets fjerde medlem imidlertid båndet og fik blod på tanden til at spille med. Det var også Dennis, der var den egent-lige årsag til, at Neniaband blev en realitet, mindes Nenia: ”Han satte os sammen som gruppe og lavede en koncert med os. Han havde dengang været i band-verdenen i nogle år”. Det var et tidspunkt, hvor der opstod mange kristne bands.

Henning nævner blandt andet Spor 7, Brother to Brother, Majesty, Berakka, 23:5 og Emanuels Blues band, og ”alle holdt øje med alle”, indskyder Hanne, ”for det hele var lidt nyt.” Den såkaldte rytmiske musik var dengang ret nyt i kristne kredse. Henning, der har baggrund i Pinsekirken, fortæller, at han startede med at spille trommer som elleveårig og tog det med ind i pinsekirken som 14-årig:

”Men det var jo bandlyst at have trommer med dengang. Der var faktisk en ældre dame, der sagde til mig, om jeg vidste, at Djævelen bor i trommerne. Det fortalte jeg min far, som sagde, at jeg bare næste gang skulle sige, at det var derfor, jeg slog så hårdt.”

Musikken – en samtale mellem fire mennesker

”I Neniaband spillede vi mange koncerter, inden vi indspillede, og det har jeg hørt kloge musik-mennesker sige, er den rigtige måde at gøre det på,” fortæller Michael. ”Så vi havde udviklet sangene, og vidste, hvordan de skulle spilles. Da vi så havde indspillet vores CD, husker jeg, at Dorte Stieper, der dengang var ansat på Udfordringen, skrev, at det var en livekoncert på plade. Det synes jeg er meget rigtigt, for det var sådan vi spillede. Det var ud fra Nenias melodier og hendes klaver, at vi udviklede det.

I går hørte jeg CD’en sammen med min kone, og vi talte om, hvad det egentlig var for en stil – men det er der aldrig nogen, der helt har kunnet sige.” ”Men vi var også ret ligeglade med at ramme en stil,” supplerer Henning. ”Det, der betød noget, var, at vores personlighed i det, Nenia havde lavet, kom frem. Så vi spillede med det, vi hver især kom med. Det var det, der skabte en stil, som folk ikke kunne definere.”

Når de selv skal forsøge at definere genren, kommer de frem til: jazzet, rock, blues, vise med klassiske indslag. ”Ja, det er rigtigt, at musikken blev en samtale mellem fire mennesker,” forklarer Nenia, og Hanne supplerer: ”Det var ikke sådan, at vi fik udleveret en node, og det så var det, vi skulle spille. Nenia havde et udgangspunkt både tekstligt og melodisk, og så blev det ligesom skåret ved fælles hjælp.”

Finansieret inden udgivelsen

Da CD’en ”Findes” skulle indspilles, finansierede bandet den på lidt en kreativ måde. ”Vi solgte simpelthen vores CD på forhånd,” husker Nenia. ”Folk betalte, inden vi gik i studiet, ligesom der var et par, der havde sparet sammen og gav os 3.000 kr. til indspilningen. Det var det, der gjorde, at vi kunne flytte ind i en campingvogn og lave indspilningen hos Andreas Holtti i Karise.”

Ærligt talerør for tvivlen

Temaet i mange af sangene handlede om tvivl og var et råb efter Gud, hvilket Michael efter at have genlyttet CD’en understreger:

”Nu arbejdede jeg jo mest med musikken. Men i går sad jeg og lyttede til CD’en og tænkte: Hold da op nogle skrig og råb, som jeg selv har oplevet nu mange år efter. Jeg synes, det var stærke tekster, og det kom også ud i musikken. Det var råt. Min kone insisterer på at synge med, for det gjorde hun dengang. Hun kunne råbe med i skrigene: Hvor er du Gud, og hvorfor tøver du? Så det var meget vigtigt dengang. Jeg husker på musikstævnet ”Opstand”, at det virkelig rørte folk. Jeg har en fornemmelse, at det var styret oppefra.”

”Ja, musikken blev også skabt gennem lyrikken og teksterne, forstået på den måde, at det nærmest gav sig selv, hvad man skulle spille, i forhold til det, der blev sunget,” forklarer Henning. ”Jeg tror, vi var med til at gøre det legalt at tvivle som ung kristen i start 90’erne. Verden skulle jo være pæn og blank, og man skulle leve op til en hel masse ting. Det var også på det tidspunkt, herlighedsteologien kom frem. Så det, at man kunne få lov til at sige højt, at man tvivlede og høre noget ærligt kristent musik, tror jeg, var vigtigt for mange unge. I dag møder jeg også mennesker, som nævner, hvordan CD’en var vigtig for dem, fordi de kunne spejle sig i den. Jeg tror, det var et kald.”

Hanne fortæller, at hun forleden mødtes med nogle venner, der er adventister, som hun normalt ikke taler tro med, men da hun fortalte, at hun skulle mødes med sit gamle band, fandt de frem til sangene, og de var meget betaget af det: ”Det var, som om den fik ny relevans som talerør for tvivlen.”

Bandet nedlægges

Imidlertid fik bandet en forholdsvis kort levetid på ca. 5 år. Sidste gang de spillede var på Å-festival i 1994. Oprigtigheden i spørgsmålet om tro og tvivl, som var kernen i bandets sange, blev også motivationen for Hanne til at forlade bandet:

”En af grundene til, at jeg stoppede i Neniaband var, at jeg ikke syntes, at min tro kunne følge med i en grad, så jeg kunne stille mig frem og være én af dem, man kunne spørge om noget bagefter, og i nogle år forlod jeg både troen og det kristne. På det tidspunkt var jeg kommet med i et kor, der øvede samme ugedag som bandet, så jeg ikke kunne komme, og det brugte jeg så som begrundelse for ikke længere at kunne være med i bandet.”

Spredt for alle vinde

Så vejene skiltes, og i dag er bandets medlemmer spredt for alle vinde. Hanne blev operasanger og har sunget i Det Kongelige Operakor, blev gift med en præst og flyttede til Bornholm. I dag er hun pensionist, for – som hun siger – bliver man som operasanger pensioneret i en ung alder. Troen er lige så stille kommet tilbage i hendes liv, og kirkerummet giver hende stilhed og en oplevelse af, at der er noget, der er større end os små mennesker. Hun drages især mod det udtryk for troen, der er i faste rammer, hvor Gud er Gud, og det kan man godt regne med, som hun udtrykker det.

Nenia blev også konservatorieuddannet og underviser i dag på konservatoriet og på musikvidenskab på universitetet og er dirigent. Hun kommer stadig i Bethlehemskirken, hvor hun er kommet siden 1986, selvom hun i dag bor 25 km nord for København: ”Jeg har ikke kunnet finde noget, der lignede. Jeg har følelsen af, at jeg kommer i en kirke, hvor jeg ikke ligner nogen andre, men der er også mange andre, der ikke ligner hinanden – og der er enorm meget plads til at kunne komme og ikke ligne nogen.”

Der var faktisk en ældre dame,
der sagde til mig, om jeg vidste,
at Djævelen bor i trommerne.
Det fortalte jeg min far, som
sagde, at jeg bare næste gang
skulle sige, at det var derfor,
jeg slog så hårdt.”

Hun skriver ikke så mange sange længere, men har bl.a. lavet nogle duojobs med sin storebror, Thomas, hvor de har spillet og sunget hendes sange – både de gamle og nogle nyere. Også Henning er stadig noget ved musikken. Han er ungdomsklubleder og indspiller fortsat CD’er som trommeslager i forskellige bands. Michael blev fotograf og har haft udstillinger rundt omkring i hele landet. Derimod har han tildels droppet bas- og guitarspillet, da han har problemer med fingrene, men laver stadig lyd. Bl.a. har han lavet lyd til nogle digte, som en god ven har skrevet.

Han kommer i Brorsons Kirke på Nørrebro og er derudover med i en studiegruppe i Apostelkirken på Vesterbro, hvor man taler om den kommende søndags prædiketekst. Men han siger også, at han ikke får så meget gennem ord, men mere gennem kunst – og musikken giver ham lige så meget som ordene. Alle bandets medlemmer er lidt forsigtige, når de skal tale om tro, men man fornemmer, at den ligger der på en stille og afdæmpet – men dyb måde.

Nenia band 2.0

Jeg spørger til sidst, om bandet kunne tænke sig at mødes igen – ikke bare for at se tilbage på en svunden tid, men for at spille nogle at de sange, som den gang betød noget for så mange. Det er ikke noget, de har talt om, og Hannes saxofon har knap været fremme siden, mens Michaels fingre gør det vanskeligt at føre ud i livet. Ikke mindst Henning giver dog udtryk for, at det for ham godt kunne være en drøm:

”Jeg tænker, at sangene fra dengang ikke er færdige med at leve på en eller anden måde, og jeg synes, det kunne være interessant at lave en kirkekoncert eller en lille kirketurné. For det er så underligt, efter at vi har mødt hinanden nu 30 år efter udgivelsen af CD’en, begynder jeg at møde folk, som snakker om det, og jeg tror, at de ville komme og høre os igen.” I hvert fald er det tydeligt – selv efter alle de år – at tiden i Neniaband har haft stor betydning for bandets medlemmer, og siddende på sidelinjen oplever jeg, at der stadig er en enhed blandt de fire, som ikke kan skjules. Nu venter de så på, hvorvidt der skulle sidde en læser af Udfordringen, som kender til, hvor de kan finde en kopi af KKR-interviewet med dem for de mange år siden.

Neniaband kan findes på Youtube.