Ny leder på Randers Friplejehjem

Randers Friplejehjem har pr. 1. oktober 2025 ansat Claus Mester som ny leder.
Formand for Randers Friplejehjem, Flemming Østergaard, udtaler: ”I udvælgelsen har vi lagt vægt på solide faglige og ledelsesmæssige kompetencer, dokumenteret erfaring fra plejeområdet og evnen til at videreføre vores værdier om et kristent livs- og menneskesyn i dagligdagen på friplejehjemmet.”
Claus Mester kommer fra en stilling som leder af Plejecentret Solbakken i Randers, hvor han har været siden 2018. Tidligere har han været leder af et bofællesskab under Kristelig Handicapforening, landsleder for Alpha Danmark og haft flere andre lederroller inden for omsorg og værdibaseret arbejde. Claus er gift med Gina, og sammen har de tre børn og fire børnebørn. ”Vi ser frem til samarbejdet med Claus, som nu får ansvaret for 42 dedikerede medarbejdere og den daglige drift for vores 29 beboere,” afslutter Flemming Østergaard.
Om Randers Friplejehjem
Randers Friplejehjem er et moderne friplejehjem med 29 boliger, beliggende i Helsted i den nordvestlige del af Randers. Plejehjemmet blev opført i 2019 og har siden tiltrukket beboere fra hele landet. Hjemmet bygger på et kristent livs- og menneskesyn. Der tilbydes daglige aktiviteter, andagter og fællesskab i trygge og hjemlige rammer. Friplejehjemmet har en stor sansehave med dyrehold, og der er mulighed for at bo sammen med sin ægtefælle, hvis begge er visiteret.

 
			 
				


