Skriftemål har en stærk sjælesørgerisk effekt og er tæt knyttet til kristne kernebegreber

Du har sikkert set det på film: en person går ind i en mørk kirke og finder frem til skriftestolen, hvor en præst sidder godt camoufleret bag et gitterværk. Personen bekender en synd, præsten lytter, giver den bekendende en bod – altså en handling, som vedkommende skal udføre, fx et vist antal bønner – og herefter giver præsten på Guds vegne den syndige person syndernes forladelse.

Du kender måske også det faste led i den katolske gudstjeneste, hvor kirkegængerne bekender deres synd med en fælles fast formulering og slår sig tre gange på brystet, mens de siger: ”Jeg har syndet i tanke ord og gerning, ved min skyld, ved min skyld, ved min store skyld.” Sandsynligvis opfatter du skriftemål og absolution – den handling, hvor præsten, på Guds vegne, løser en person fra sine synder – som noget katolsk, eller i hvert fald som noget fremmed i en dansk luthersk kontekst. Det er det i praksis også i høj grad.

Ganske få kirker og præster har absolution som en fast del af gudstjenesten, og det er også kun få præster og kirker, der tilbyder skriftemål systematisk. Men skriftemålet er bestemt ikke i modstrid med luthersk-evangelisk tradition og teologi, og det kan have en stærk sjælesørgerisk effekt, som ligger ud over det, en almindelig sjælesorgssamtale kan udvirke. Det mener både Kurt E. Larsen, der er professor emeritus i kirke- og missionshistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus, og korshærs- og sognepræst Morten Aagaard fra Sct. Pauls Kirke i samme by. Sidstnævnte siger:

”At få tilsagt alle sine synders nådige forladelse mens præsten lægger en hånd på ens hoved har for mange en stærk virkning og kan forløse en følelse af skyld og skam, som psykologsamtaler eller mange sjælesorgssamtaler med præsten ikke altid kan. Når jeg har skriftemål, oplever jeg, at det er meget aflastende både for mig og for den, jeg taler med, fordi det ikke er mine psykologiske evner eller min samtalepartners selvdisciplin eller evne til at arbejde mentalt med sig selv, der er i centrum. Det er Gud, der handler via skriftemålets ritualiserede form, hvor både ord og fysisk berøring spiller en rolle.”

Behov for at være med i processen

Morten Aagaard har fra barndommen kendt til skriftemål og absolution, fordi begge hans forældre var teologer og var internationalt og økumenisk orienteret. Derfor havde han hørt om forsoningens sakramente, som skriftemålet kaldes i katolsk sammenhæng. Men først da han fik sin nuværende stilling, blev det aktuelt for ham selv at benytte sig af skriftemålet i praksis.

”Min forgænger i stillingen, Flemming Baatz Kristensen, har altid brugt absolution i gudstjenesten i form af en fælles syndsbekendelse efterfulgt af præstens tilsigelse af syndernes forladelse, og han har også altid tilbudt individuelt skriftemål. Så det var naturligt, at jeg fortsatte den praksis. Desuden har det været almindeligt i korshærssammenhæng, så også derigennem kom det ind i mit virke,” fortæller Morten Aagaard.

Han erfarede hurtigt, at skriftemål og absolution kan noget særligt, som ikke på helt samme måde er indeholdt i den nåde og tilgivelse, som forkyndes i forbindelse med nadverritualet eller i prædikenen, eller som ligger underliggende i mange sjælesorgssamtaler. ”Når man går til alters, får man også syndernes forladelse, men forskellen er, at man i absolutionen selv er med til at verbalisere det, og det har mange mennesker et behov for. De har behov for at være med i processen,” siger han.

Han understreger, at han i arbejdet med absolution og skriftemål er blevet mere og mere opmærksom på, hvor central tilgivelsen står i kristendommen. ”Tilgivelsen hører til helt inde i kernen af kristendommen – både det at kunne tilgive og at kunne tage imod tilgivelsen. Det er noget af det, som gør kristendommen forskellig fra mange andre religioner og fra den logik, der hersker i samfundet, hvor loven – fornuftigt nok – hersker.”

”Det er blevet kendt blandt folk i sognet,
at vi tilbyder skriftemål, og jeg er forbløffet over,
hvor mange forskellige mennesker der benytter sig af det.”

– Morten Aagaard

Korshærspræsten tilføjer, at absolution og skriftemål netop ikke har med et regnskab eller en dom at gøre som den, der finder sted i en retssal. ”Skriftemålet er knyttet til en dyb erkendelse af, at vi er kommet væk fra Gud. Afsættet er altså syndserkendelse, ikke skyldfølelse. Og i skriftemålet kobles syndserkendelsen med bevidstheden om, at Gud står parat og rækker sine hænder frem og tager imod den fortabte søn, som også er mig. Skriftemålet er ikke en straf for, at man har overtrådt loven, men en vej tilbage til Gud. Men mange har nok en forvrænget opfattelse af skriftemål som en form for retssag, hvor præsten er dommer,” siger han.

Luther gik til skrifte hele livet

Kurt E. Larsen, der er kirkehistoriker og i mange år har undervist og forsket ved Menighedsfakultetet i Aarhus, mener også, at der hersker en del fordomme og misforståelser angående absolution og skriftemål, som til dels kan skyldes et historisk ønske om at lægge afstand til katolske praksisser. Men der er ikke noget u-luthersk ved absolution og skriftemål, forklarer han.

”Det var Luthers grundopfattelse, at man alene skulle fjerne de ting fra kirken, som stred direkte imod Bibelen; alt andet kunne bevares. Luther forestillede sig aldrig, at skriftemålet skulle forsvinde, og han fortsatte selv med at gå til skrifte hele livet. På Luthers tid, inden Reformationen, gik man til skrifte flere gange om året, og Luther forestillede sig ikke, at det skulle ændres. Han kunne slet ikke forestille sig, at lutherske kristne kunne undvære skriftemålet.”

”Luther forestillede sig aldrig,
at skriftemålet skulle forsvinde,
og han fortsatte selv med at gå
til skrifte hele livet.”

– Kurt E. Larsen

Skriftemålets form skulle altså ifølge Luther blot justeres, så der ikke blev lagt så meget vægt på, om den, der skriftede, bekendte alle sine synder. Det vigtigste var syndserkendelsen og bevidstheden om, at man alene måtte forlade sig på Guds nåde. Belært af Luthers tanker fortsatte man med skriftemål i den lutherske kirke, og man kunne helt op til slutningen af 1800-tallet fortsat ikke gå til nadver, medmindre man havde været til skriftemål inden.

Faktisk var det ifølge kirkehistorikeren formodentlig derfor, at man opførte våbenhuse ved mange af kirkerne – der var simpelthen brug for et sted, menigheden kunne stå i kø, mens de ventede på at gå til skrifte, uden at skulle stå ude i kulde og regn og uden at være inde i kirkerummet, hvor der så var risiko for, at man overhørte andres private skriftemål. Der skete dog en række ændringer, især af praktiske årsager.

Efterhånden som sognene voksede, og man samtidig fik den skik, at der var nadver hver søndag, blev det et praktisk problem, at alle skulle til individuelt skriftemål før nadveren, og derfor indførte man nogle steder et fælles skriftemål om lørdagen. ”Folk mødte op i kirken, hvor præsten prædikede og holdt en skriftetale, hvorefter alle knælede, og præsten sagde en fælles skriftebøn, der indeholdt ordene ”vi bekender, at vi har syndet imod Gud”. Han bekendte altså på alles vegne, og derefter tilsagde han de fremmødte deres synders forladelse.”

Fælles skriftemål før gudstjenesten

Kurt E. Larsen tilføjer, at den skik findes fortsat nogle få steder i Danmark, nu blot umiddelbart før gudstjenesten. ”Det fælles skriftemål før gudstjenesten udelukker dog ikke det private, men er blot et supplement til dette. For det private skriftemål med en personlig samtale med præsten kan noget, som det fælles skriftemål ikke kan, og derfor kan der da også være gode grunde til at bruge det private skriftemål i folkekirken i højere grad, end man gør i dag,” vurderer Kurt E. Larsen.

”Styrken ved det private skriftemål i forhold til det kollektive er, at man får mulighed for at fortælle om sine synder og sine kvaler i en sjælesorgslignende samtale. Men skriftemålet er anderledes, fordi der bliver lagt en mere klar ramme. Det er en institutionalisering og et ritual, hvor det at knæle og få håndspålæggelse for mange vil opleves som ekstra stærkt,” siger Kurt E. Larsen.
I Folkekirkens ritualbog findes der da også fortsat en beskrivelse af skriftemål og absolution, om end de færreste præster nok kender det indgående eller bruger det.

Kurt E. Larsen vurderer, at der især siden midten af 1800-tallet, hvor den katolske kirke – efter indførelsen af religionsfrihed – genetablerede sig i Danmark, har været en vis skepsis over for praksisser, der associeres med katolicisme. Han oplever dog, at der i dag er mindre modstand over for det, der kan opfattes katolsk, og desuden er absolution og skriftemål knyttet til grundlæggende kristne kernebegreber som synd og nåde, som står centralt også i luthersk teologi, påpeger han.

”Skriftemålet er som nævnt helt i Luthers ånd, og man kan heller ikke sige, at det rent teologisk er knyttet til bestemte retninger inden for folkekirken. De seneste 100 år har præster med ret forskellig teologisk orientering da også brugt skriftemålet aktivt og talt for dets brug,” siger Kurt E. Larsen.

Polemik imod syndsbegreb og skriftemål

Han nævner bl.a. biskop over Københavns Stift 1934-1960, Hans Fuglsang-Damgaard, som især anbefalede skriftemålet for dets sjælesørgeriske kvaliteter. Der har dog, vurderer Kurt E. Larsen, været en vis modstand mod skriftemålet i grundtvigsk-tidehvervske kredse, der har været kritiske over for en såkaldt bodskristendom med stærkt fokus på syndsbevidsthed. ”I kredse, hvor man har ført polemik imod syndsbegrebet og været mest optaget af det skabelsesteologiske, har der ikke være meget sans for eller lyst til at anvende skriftemål,” siger han.

Med den stigende interesse for sjælesorg kunne der dog oplagt også blive en øget interesse for at anvende skriftemål, vurderer han. Og det samme mener Morten Aagaard. Han oplever, at der er stor og stigende interesse for at gå til skrifte, når folk først har opdaget, at det er en mulighed. ”Hvor jeg tidligere havde ti sjælesorgssamtaler, har jeg i dag seks skriftemål og fire sjælesorgssamtaler. Det er blevet kendt blandt folk i sognet, at vi tilbyder skriftemål, og jeg er forbløffet over, hvor mange forskellige mennesker der benytter sig af det. De kommer fra forskellige kirkelige retninger, og det er både unge og gamle,” fortæller han.

Ikke en lang palaver med præsten

Nogle efterspørger specifikt skriftemål, mens andre blot beder om en samtale. Undervejs i samtalerne gør Morten Aagaard ofte opmærksomhed på muligheden for absolution, og langt de fleste tager imod det. Desuden kommer ganske mange af dem, der én gang har modtaget absolution under privat skriftemål, tilbage for at skrifte. ”Mange ønsker ikke nødvendigvis en lang palaver med præsten, men kommer for at lette deres samvittighed, og der har vi en helt særlig mulighed i absolutionen. Vi skal huske på, at vi ikke er psykologer, men præster,” siger Morten Aagaard.

Han tilføjer, at skriftemålet ikke kan erstatte psykologisk og psykiatrisk hjælp for dem, der har behov for det, og at det også kan være gavnligt med længere sjælesorgssamtaler med et mere psykologisk præg. ”Men absolutionen kan noget særligt, og jeg håber, at flere præster vil finde den mulighed frem fra gemmerne, og at vi også i den teologiske uddannelse og samtale begynder at beskæftige os mere med absolution og skriftemål,” siger han.

Absolution

Ordet kommer af det latinske absolutio, af ab-solvere, løse fra. Ifølge kristen opfattelse medfører synd en skyld over for Gud, som Jesus gav sin kirke myndighed til at læse fra (Matthæus 18,18, Johannes 20,23). Denne tilgivelse kan i den katolske kirke kun gives af præsten, og det foregår via skriftemål og absolution, kaldet forsoningens eller bodens sakramente – et af den katolske kirkes syv sakramenter.

I den luthersk-evangeliske tradition er absolution ikke et sakramente, og både præster og lægmænd kan give absolution. Absolution er beskrevet i Folkekirkens ritualbog og bruges fortsat i få kirker, både i en kollektiv form, ofte lige inden nadveren, eller i en individuel form i forbindelse med privat skriftemål.