Sort-hvide konflikter kristne imellem – hvad gør vi ved dem?

Det fylder over alt. Sociale medier flyder over med udsagn for eller imod Charlie Kirk, Elon Musk, Donald Trump… Krigen mod Hamas/folkedrab i Gaza, Ukrainekrigen osv.

Mainstream nyhedstjenesterne herhjemme tegner ofte et meget entydigt billede, hvor Kirk var ekstremist, Musk egoist og Trump … ja, der kan sættes mange ord på ham, som har det til fælles, at han ikke agtes særlig højt i de danske medier. Fælles er også ofte en manglende evne, eller måske ligefrem manglende vilje, til at se på disse mennesker og disse emner fra den modsatte side. Og hvor efterlader det så os som kristne?

Min Facebookven Kenneth Kühn skrev for nylig et meget afbalanceret opslag om faren ved at politisere den kristne tro, hvilket han, som jeg, ser en stigende tendens til, især på Facebook. Som han siger: ”i min optik, lurer to store utilsigtede skadevirkninger, hvis kristendommen politiseres: En underminering af demokratiet og en udvanding af evangeliet. I politiseringen bliver kristendommen spændt for det politiske projekt, som er det egentlige mål, og det var det modsatte Jesus gjorde, når han præsenterede: ”Riget er kommet nær”, så var det et rige af en anden verden.

Det farlige ved politiseringen er, at: ”Den politiske agenda bliver set som en kamp mellem gode og onde kræfter. Det fører let til en dæmonisering af politiske modstandere og deres holdninger, samt en super polemisk debatform. Hvis sådanne stemmer kommer til magten, ligger det implicit i deres selvforståelse, at de ser deres mandat som mere end folkeligt – det er også gudgivent. I forlængelse heraf følger ofte en anfægtelse af fundamentale grundpiller i et velfungerende sekulært demokrati:

De frie domstole, den uafhængige presse, og minoriteternes rettigheder”, siger Kenneth Kühn. Kenneth Kühns opslag fangede også min opmærksomhed af en anden årsag, nemlig den grundlæggende bævende tilgang i forhold til overhovedet at tage fat om sådanne emner, der meget let risikerer at støde gode kristne venner, hvilket ingen af os er interesseret i. Men det må da være muligt at tale nuanceret om tingene, ikke sandt?

”… i min optik, lurer to store utilsigtede skadevirkninger,
hvis kristendommen politiseres: En underminering
af demokratiet, og en udvanding af evangeliet.”

Kan man ikke glæde sig over stemmer som Charlie Kirks, når han taler for livet og imod abort, uden nødvendigvis at købe ind på alle hans markante holdninger eller argumenterne for den enkelte sag? Jeg glæder mig oprigtigt over de mange danskere, amerikanere og andre, kendte som ukendte, der åbent taler om deres kristne tro, men er det en blåstempling af alt, hvad de i øvrigt gør og står for?

Jesus kalder sine disciple ”jordens salt” og ”verdens lys” i bjergprædikenen (Matt. 5) – hans afskedsreplik til disciplene handlede om, at de skulle være kendte for deres indbyrdes kærlighed, og lige inden ordene om lys og salt, siger Jesus ”salige er de, som stifter fred”. Det er et kald til at gøre en forskel i verden. Som der står et andet sted: ”I er i denne verden, men ikke af denne verden” – således er de kristne født til (som Jesus siger det til Nikodemus om det at fødes på ny), at bringe Guds lys ind i verdenen, at modvirke forrådnelse, som saltet gør, og derigennem pege hen på ham, som giver liv i overflod.

Alligevel synes vi kristne at have utrolig svært ved at omsætte dette i praksis. Nogle gange skyldes det, at det, vi kæmper imod og kæmper for – kristne imellem – er helt forskelligt. Så når jeg støder på en kristen, som i min optik sætter Trump på en kristen piedestal, ja, så bliver jeg udfordret, fordi jeg ser anderledes på ham, og jeg ved, at der er fare for at vores forskellig syn på den sag, vil skabe splid. Instinktivt mærker jeg, som alle andre, der oplever en fare, at jeg kun har tre handlemuligheder: frys, flygt eller kæmp.

Emil Bredahl Lavsen skriver I sin kronik ”Hvorfor bør kristne forholde sig til politik?” (Udfordringen den 28.9) en række argumenter for, at det politiske ikke er lukket land for kristne, men tværtimod kalder på: ”at engagere os helhjertet. Fordi vi ved, at vores virkelige håb ligger i Guds rige”. Jeg er for så vidt enig i, at evangeliet byder os at handle, også når vi ser uretfærdighed, ondskab og ødelæggelse.

Men nogle uger senere skriver Carsten Fonsdahl Mikkelsen (Udfordringen d. 19.10) ”Kirken er ikke et politisk parti” og deri tror jeg, der ligger en væsentlig pointe. I den kirke, hvor jeg kommer, ved jeg, at der er politisk aktive på både højre- og venstrefløjen, og det er vel ikke så underligt, når man tænker på, at evangeliet taler til alle mennesker, med vidt forskellige baggrunde, erfaringer og holdninger i øvrigt.

Det går som en rød tråd igennem evangelierne, at netop evangeliet kan forene dem som står midt i konflikten. Og alligevel var brudte relationer også virkeligheden for Paulus og Barnabas (ApG.15), som ellers havde rejst og prædiket evangeliet sammen. Var det ikke også tæt på at splitte kirken ad i spørgsmålet om hedningernes (altså alle os ikke-jøders) adgang til Vejen (som de kristne blev kaldt)?

Ja, kigger vi igennem kirkehistorien kan man godt få det indtryk, at indbyrdes uenighed mere er reglen end undtagelsen. I hvert tilfælde vidner de mange kirkeretninger om, at evnen til at forblive i enhed ikke har kunnet hamle op med trangen til bryde ud. Det gælder også den anden vej, at manglende rummelighed overfor ”nye” trospraksisser eller teologiske uenigheder i kirkefællesskaber, har medført udstødelse og derigennem nye kirkeretninger.

Der findes ikke et helt præcist tal for, hvor mange kirkeretninger, der findes, netop fordi kristendommen er så fragmenteret, både i store hovedretninger og tusindvis af mindre kirkesamfund og uafhængige menigheder. Ifølge World Christian Encyclopedia (2020) findes der i dag over 45.000 forskellige kristne kirkesamfund og retninger på verdensplan. Mange af dem er små og lokale, mens andre er globale bevægelser.

Tankevækkende er det også, at protestantismen (som jeg selv er plantet i) er den mest opsplittede. Den rummer lutheranere, reformerte, anglikanere og et væld af frikirker (baptister, metodister, pinsebevægelsen, apostolske frikirker osv.). Tankevækkende, fordi selve begrebet ”protestantisme” handler om et modsætningsforhold, en uenighed eller en konflikt, og vores hovedretning dermed er grundlagt på tanken om, at der er noget, vi ikke kan være fælles om.

Selvfølgelig er der også gode ting at sige om mangfoldigheden af kirker. Det betyder jo, at der er noget at vælge imellem, hvilket matcher fint med det moderne individualiserede forbrugersamfund. Nej, spøg til side, der er intet galt med, at kristne mennesker holder af forskellige sange, har forskellige traditioner, betoner teologiske sandheder forskelligt osv., så længe det er et udtryk for rummelig mangfoldighed.

For nogle år siden besøgte jeg et ortodokst kloster i Egypten, og en af munkene messede en bøn for os. Det var meget anderledes, end hvad jeg var vant til, men Ånden mærkede jeg tydeligt i det fremmede. Som familie har vi gjort det til en vane at opsøge kirker, når vi er på ferie, og jeg har derfor siddet i forsamlinger i Vietnam, USA, Spanien, Italien, Frankrig, Skotland, Israel… og uanset hvor fremmedartet det har været, og hvor lidt jeg nogle gange har forstået, så har jeg igen og igen erfaret, at disse fællesskaber er en virkeliggørelse af Paulus’ ord om ét legeme og mange lemmer.

Men det er selvfølgelig meget lettere bare at være gæst, hvor jeg kan trække på smilebåndet af det, som jeg måske ikke helt er med på, fordi jeg godt ved, at i næste uge er jeg igen sammen med mine meningsfæller i min egen menighed. Men hvordan lærer vi at tale sammen om det, som ellers splitter os? Hvordan kommunikerer vi med ”kant og kærlighed”? Jeg havde fornøjelsen af at høre Ole Drejer fra Konsulenthuset Broen holde et oplæg med netop den titel for personalet på Lykkegårdskolen, hvor jeg har min daglige gang.

Da dette skete samtidig med, at jeg gik og grundede over det, jeg her har beskrevet, tænkte jeg: ”Jeg må interviewe Ole, for han har helt sikkert nogle gode perspektiver i denne sammenhæng.” Og som tænkt, så gjort. Jeg bad Ole uddybe sin pointe med at tale om kommunikation med kærlighed og kant:

”Det er enormt vigtigt, at vi får sagt, hvad vi mener, tydeligt og klart, og det må nogle gange godt have lidt kant. Hvis ikke vi har kant på, så kan vi ofte brænde inde med noget. Og når jeg brænder inde med noget, så hober det sig op, indtil det siger ”bang” eller det kommer ud et andet sted, og det er ofte det forkerte sted. Med kærlighed, mener jeg, at jeg har en god indstilling til det, jeg gerne vil sige, og også til dig, som måske mener eller oplever noget andet end mig. Og det er klart, at hvis jeg kommer sådan ”wrum” med fuld fart og buldrer ud og kommer med postulater og proklamationer, så er det ikke sikkert, du oplever, at det er særligt spændende at snakke med mig om det. Det lyder jo såre simpelt: Sig hvad du mener, men tænk over, hvordan du siger det, om det giver plads til dialog, hvor andre synspunkter også skal have plads, uanset om du er enig eller ej. Der er næppe et oplyst menneske, som vil protestere imod denne tankegang. Alligevel er det lettere sagt end gjort, især på sociale medier forvandles dialog ikke sjældent til grøftegravskrig, eller det ender med, at man kun hører fra dem, som man deler holdning med og som kan bekræfte en i, at de andre er helt galt afmarcherede.” Så hvordan kan man gøre det lidt mere håndgribeligt, hvad der er brug for i en kommunikation med kant og kærlighed? Hertil beskriver Ole en samtalemodel, som han kalder ”Dialogbroen”, der står på tre grundpiller: Den første pille hedder anerkendelse: Tak at du fortæller, hvad du mener, og er uenig med mig. Den næste pille hedder nysgerrighed: Jeg skal prøve virkelig at være nysgerrig på, hvorfor du mener det, som du mener. Og den tredje piller hedder mod: Jeg skal være modig og ikke bare holde mig tilbage, som er det mindst krævende: Jeg må træde frem og fortælle, hvad jeg mener og dernæst skabe rum, ved at træde et skridt tilbage, så den anden part kan sige sin mening, mens jeg lytter opmærksomt,” forklarer Ole Drejer.

Endelig handler det om, at vi som kristne i Matthæusevangeliet kapitel 5 får at vide, at vi skal være fredsstiftere. Det betyder, at vi må forholde os til, om det vi kæmper for, nødvendigvis må medføre, at dem, der kæmper for det modsatte, er vores fjender. Det er islam og ikke kristendommen, der har ordsproget: ”Målet helliger alle midler!” Derfor er noget af det farligste vi kan gøre, ifølge Ole, at argumentere med ”der står skrevet”.

Argumenter, der får karakter af uangribelighed, fordi det er Guds ord, der henvises til, skjuler nemlig det faktum, at det er tolkningen af ordet, der udtrykkes, og dermed ikke Gud, der taler direkte.
Og så er vi tilbage ved Kenneth Kühns glimrende pointe om, at disse absolutte sandheder dæmoniserer anderledes holdninger ved at monopolisere ”den rette” forståelse af den kristne tro. Lad os derfor udvide handlerummet, når vi konstaterer uenighed, så vi kan andet end ”kæmp, frys eller flygt”. Lad os i stedet hjælpe hinanden med at søge sandheden i kærlighed, at respektere og ikke dæmonisere modparten og nysgerrigt og oprigtigt søge at forstå dem, som ved første øjekast får det til at stritte hos os.