”Vi er taknemmelige for, at Israel har givet os Bibelen”
1.500 personer fra 70 lande deltog i dette års Jerusalem-march, oplyser Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem (ICEJ).

– Vi elsker Israel. De har givet os Bibelen. Vi er podet ind og åndeligt forbundet med jødefolket og hører til Guds husstand, siger tidligere prædikant og bibellærer Sven Åge Jacobsen fra Haderslev i Danmark til Udfordringen.

Sven Åge gik sammen med hustruen, Ulla, og andre danskere med i Jerusalem-marchen, som arrangeres af Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem. Ægteparret har besøgt Israel ti gange og arbejdet for Ordet og Israel. Temaet for den internationale kristne konference i Jerusalem er hentet fra Zakarias 8, 23: ”Til den tid vil ti mennesker fra alverdens nationer flokkes om en enkelt jøde, tage ham i ærmet og sige: ’Lad os få lov at tage med dig, for vi har hørt, at Gud er med jer!’ ”
”Dette betyder, at Gud vil have en retfærdig rest fra alle nationer. Vi skal være med til at forberede vejen for Herrens genkomst. Vi er profetisk kaldet til at komme her. Vi mærker, at israelerne siger, at de ikke er alene, når de nu kritiseres, og falske beskyldninger om folkemord bliver rettet mod Israel. Der er millioner af kristne, som støtter israelerne, siger vicepræsident David Parsons fra International Christian Embassy Jerusalem.
”Vi mærker, at israelerne siger,
at de ikke er alene, når de nu kritiseres,
og falske beskyldninger om folkemord
bliver rettet mod Israel. Der er millioner
af kristne, som støtter israelerne.”David Parsons, ICEJ
”Der har været tale om endetidsbegivenheder og fødselsveer i forbindelse med 7. oktober-krigen. Den 7. oktober har været de værste fødselsveer i 50 år og siden Holocaust. Vi ved ikke, hvor mange fødselsveer, der kommer,” siger David Parsons.

Deltagere fra 70 lande
”Der er 1.500 deltagere fra 70 lande, som deltager i ICEJ’s løvhyttefest i Jerusalem. Dette er langt over forventet og en stor succes,” fastslår Parsons. De fleste deltagere er fra USA. Finland kommer på 2. pladsen med 140 deltagere. ”Vi har 105 deltagere. Desuden er der nogle andre grupper fra Norge. Vi kunne have været flere, men turoperatøren satte et loft på 150. Norge er blandt de fem største deltagerlande,” fortæller daglig leder Dag Øyvind Juliussen i IKAJ Norge.
I år var der også deltagere fra fjendtlige lande som Iran, Libanon og Malaysia. Også fra lande, som har markeret sig imod Israel, var der deltagere. Fra Frankrig kom 20 deltagere, fra Storbritannien 50, og fra Irland 30 deltagere. Australia sendte 50 og Canada 30 deltagere, oplyser David Parsons.
Festlig march
Jerusalem-marchen er en del af fejringen af den jødiske fest sukkot (løvhyttefesten). I år startede processionen i den nordlige del af Sacherparken og gik derfra op mod nationalforsamlingen Knesset og Roseparken. Normalt er Sacherparken et lidt stille friluftsområde for vandrere, joggere og folk, der griller. Men under løvhyttefesten var der arrangementer for både små og store. Der var mange telte med legetøj og forskellig slags underholdning.
Israelerne, ikke mindst mange børn, lagde hurtigt mærke til det kristne optog og løb hen for at se på optoget med flag og faner fra mange lande. Traditionen tro havde mange kristne medbragt små flag, som de delte ud til de ivrige børn. Der var glade ansigter, smil og latter. De kristne viste, at de ønsker at velsigne det jødiske folk. Man kan måske sige, at der var en venskabelig forbrødring langs den farverige rute.
Sidst i marchen kom bevæbnede israelske soldater, som passede på for en sikkerheds skyld. Nogle råbte også til soldaterne:
–Tak fordi I kom! Israels soldater er blevet helte efter 7. oktober 2023.