Vi kan ikke snakke om svære ting i vores familie

Hej Filip

Det er lidt svært at forklare, men… hjemme hos os er vi ikke så gode til at snakke om ting, der er svære. Altså følelser og sådan. Hvis nogen er ked af det, så bliver det tit bare fejet lidt væk, eller vi finder på noget andet at lave. Det er ikke, fordi vi ikke vil hinanden det godt, tror jeg, men det bliver bare ikke rigtig sagt. Vi er en familie på fem med tre børn på 10, 13 og 16 år. Jeg kan mærke, jeg savner det – at vi kunne snakke lidt mere rigtigt, hvis det giver mening.

Men jeg ved ikke, hvordan man starter sådan noget. Jeg selv har aldrig lært det hjemmefra, og jeg er bange, for at jeg kommer til at give det videre til mine egne børn. Hvordan begynder man at lave om på det – når man ikke helt ved hvordan?

Hilsen en lidt træt mor

Kære lidt trætte mor

Tak for dit brev. Jeg kan godt lide, hvordan du skriver. Du famler lidt med ordene – og netop derfor rammer du noget ægte. Du prøver ikke at få det til at lyde klogt eller rigtigt, men bare sådan som det føles. Det i sig selv er et lille skridt i den retning, du savner: ærlighed, åbenhed, samtaler, der faktisk betyder noget. Du beskriver noget, mange kender: et hjem, hvor det praktiske fungerer – mad, tøj, logistik – men hvor det med følelser opleves mere lukket.

Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at der mangler kærlighed. Måske I har lært, at man helst ikke skal rode for meget i det, der gør ondt. Hellere få folk til at grine end at græde. Eller “kom videre” så det ikke bliver for svært at være i. Det lyder, som om du er vokset op med det mønster – og nu står du midt i dit eget familieliv og mærker, at i jeres familie skal det være anderledes uden at vide, hvordan det skal gøres, eller hvor du skal starte. Det er ikke et dumt sted at stå. Det er faktisk et meget modigt sted, men også et usikkert sted.

Du spørger, hvordan man begynder. Det vil jeg gerne prøve at hjælpe dig i gang med, men samtidig også opmuntre dig til at give det mange forsøg, selvom forsøgene kan opleves mislykket.
Jeg tænker, du kan starte i det små. Ikke med at tvinge familien til store samtaler om livet og døden over lasagnen. Men med små sætninger, små åbninger, der stille og roligt skaber nye muligheder for samtaler.

Måske du kan starte dit eget lille mantra, når dine børn kommer fra skole, eller når I sidder omkring aftensmaden. Skab ro, og spørg dem så: “Hvordan har du egentlig haft det i dag – altså sådan rigtigt?” Og jeg ved godt, at teenagere sjældent er meget for at komme med meget mere end mumlende enstavelsesord. Det er ikke så vigtigt. Det handler om, at du begynder at ændre en kultur, og det skal helst ikke være for hurtigt, så alle kan følge med.

Du behøver ikke have alle svarene. Det handler mere om at stille spørgsmål. Og om at turde blive i det, der måske er lidt akavet. Mange af os tror, vi skal sige noget klogt, når nogen åbner op. Men det vigtigste er faktisk bare at lytte. Og være der. Uden at fikse. Det allervigtigste i et sådan projekt er, at du udviser tid og tålmodighed – og at de har din fulde opmærksomhed. I den forbindelse kan du også bringe dig selv i spil, når du oplever situationer på dit arbejde, der udfordrer dig.

Del det med familien, uden at de skal komme med løsninger eller trøste dig, men derimod, at de oplever sig inddraget i det liv, der foregår inde i dig. Det kan også gøre noget godt at vise dine egne følelser – ikke dramatisk, men ærligt. Når dine børn ser, at du kan være ked af det, glad, rørt, vred – og stadig være okay – så lærer de, at følelser ikke er farlige. De må gerne være der. Og så må du have tålmodighed. Man ændrer ikke en familiekultur fra den ene dag til den anden.

Men du kan begynde at lægge små sten på en ny sti. En ærlig bemærkning. Et nærværende spørgsmål. Et øjeblik, hvor I bliver siddende lidt længere ved det, der gør ondt – i stedet for at skynde jer væk. Vi mennesker længes ikke bare efter at blive elsket. Vi længes efter at blive set. Ikke kun i det, vi præsterer – men i det, vi bærer på. Det er derfor, det betyder noget, når nogen spørger:

“Hvordan har du det egentlig?” – og rent faktisk mener det. Det behøver ikke være smukt. Det skal bare være ægte. Og husk: Du skriver, at du er bange for at give noget videre, du selv har fået med hjemmefra. Men bare det, at du er bevidst om det – og gerne vil noget andet – betyder, at du allerede er ved at bryde mønstret. Du giver dine børn noget nyt, måske for første gang i jeres slægt: et hjem, hvor man må tale om det, der ikke er nemt.

Det er ikke lidt. Det er stort!

Det er en stor rejse, du er ved at begive dig ud på med din familie. Jeg møder med jævne mellemrum forældre i min klinik, som bærer samme ønske, sammen med en stor usikkerhed på om de kan lykkes i det. Det er altid forældrene, der skal udstikke kursen for familiens retning, og det gør de nemmest, hvis de er sammenstemt i deres forståelse af, hvad og hvorfor prioriteringer er vigtige i deres familie.

Derfor vil jeg opfordre dig til at starte samtalen med din mand. Præsenter ham evt for dette brevkassesvar, og tal med ham om hans tanker om dette. Det kan være, han har samme ønske, men ikke kan overskue, hvordan det kan gøres. Eller han ligesom dig ikke kender til måder at håndtere følelser på, som du også skriver om dig selv. Er det et tema, som I er enige om gerne skal være gældende i jeres familie? Så sørg for, at det er noget, I aftaler at holde hinanden op på, så I med jævne mellemrum afstemmer, om I nærmer jer den form, I ønsker skal være i jeres familie.

Jeg håber, mit svar har givet dig mod på at dygtiggøre dig og familien i at kunne være sammen om følelser, både når de er lette, og når de er svære. Rigtig god arbejdslyst til jer.

De bedste hilsner
Filip Smidt