IPSICC

Bibelzoom har et imponerende deltagerantal og stærke personlige vidnesbyrd

Onlinefællesskabet Bibelzoom opstod under corona med ønsket om at bevare og styrke relationer. I dag fem år senere deltager mellem 45-60 personer fortsat på daglig basis.

Lasse Flinker har været med til Bibelzoom helt fra begyndelsen og har været med til at udvikle teknikken bag. Foto: Privat

”Min kristne ven fra Norge, hvor Bibelzoom kom til verden, blev ved med at presse på, fordi han syntes, jeg skulle starte Bibelzoom i Danmark. Det virkede ret uoverskueligt at sætte det i gang, fordi der var mange organisatoriske opgaver og mange, der skulle kontaktes,” siger Allan Jensen, der er initiativtager til Bibelzoom i Danmark.

Men da Lasse Flinker tilbød sin hjælp, kom der hurtigt gang i bibelstudiegruppen. Lasse er uddannet it-programmør og kunne derfor programmere systemet sådan, at meget af det, der ellers skulle gøres manuelt, blev automatiseret. På den måde blev mange arbejdsgange lettere, og resultatet blev, at der i dag er noget, der hedder Bibelzoom. Det er et kristent online mødefællesskab for alle, som har lyst til at være med. Der er møde alle ugens syv dage, og møderne varierer mellem studieaftener om Bibelen, tekstlæsning af kristen litteratur og aftener med vidnesbyrd og temaoplæg.

Efter idé fra Norge er Bibelzoom kommet til Danmark. Det skete på initiativ af Allan Jensen. Foto: Privat

Allan Jensen, 61

”Jeg synes, det er ret imponerende, hvor mange, der var med, da vi startede, og hvor mange, der stadig er med i dag. Lasse har over 600 e-mailadresser, som han sender besked til om Bibelzoom. Nogle dagligt, andre ugentligt. Mange siger, at Bibelzoom er noget af det bedste, de nogensinde har været med til,” fortæller Allan Jensen. Allan Jensen har været præst og forstander i Herning Adventistkirke, hvor han fortsat er medlem. Allan har undersøgt, hvor mange kristne, der er i Danmark.

”Jeg ejer et kristent trykkeri og har derfor undersøgt, hvor stort kundegrundlaget vi egentlig har i Danmark. Mine beregninger viste, at der er omkring 150.000 personligt kristne i Danmark.” Allan, som ofte prædiker, fortæller, at det for ham er kæmpestort at se, at mennesker bliver positivt påvirket og opbygget af Guds ord på Bibelzoom. Han citerer bibelverset fra Hebræerbrevet 4,12: ”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.”

“Både på Bibelzoom og generelt, når jeg prædiker, er det min oplevelse, at jeg ofte selv bliver mere velsignet end dem, der hører prædikenen. Min tro er blevet styrket, og det kan man jo glæde sig over; at ved at forsøge at hjælpe andre, bliver man selv velsignet.”  Allan vil hellere bruge tid på at studere Bibelen med andre end at sidde til bestyrelsesmøder og tage beslutninger om forskellige praktiske ting. Derfor stoppede han som forstander i Adventistkirken i Herning.

Allans begejstring og brand for at prædike og undervise er slet ikke til at tage fejl af. Mens vi taler sammen, går han i gang med at prædike om et af hans kerneområder, som er retfærdiggørelse ved tro på Jesus og tilgivelse for synd. Allan længes efter, at alle kristne får fat i de centrale elementer i frelsen, så vi ikke konstant er i tvivl om, hvorvidt Guds nåde er tilstrækkelig til at tilgive den synd, som vi ofte falder i.

Allan Jensen og Lasse Flinker er begge medlemmer af Syvendagsadventistkirken. De understreger samstemmende, at kirken ikke står bag projektet, men at de som medlemmer selv har valgt at starte onlinefællesskabet. Både Allan og Lasse fortæller, at Bibelzoom er fælleskirkeligt, og at alle er velkomne til at deltage. De fortæller også, at onlineplatformen, hvor man kan være anonym, tilgodeser de mange, som gerne vil forstå Bibelen bedre, men som har svært ved at komme i kirke. Når man selv bestemmer, i hvilken grad man ønsker at deltage, er der, som de siger, en lavere tærskel til at lære Guds ord bedre at kende.

Lasse Flinker, 36

”Vi havde vores første Bibelzoommøde i Danmark den 7. februar 2021, der var 58 skærme på. Med tiden fandt vi ud af, at der flere steder sad to ved samme skærm. Derfor ganger vi altid antallet af skærme med 1,5 for at udregne deltagerantallet. Aldersspredningen var dengang fra teenagere til pensionister.” I den første lange periode lå antallet af skærme mellem 58-63. I begyndelsen var der en klar overvægt af unge, som deltog. I dag er Bibelzoom mere et tilløbsstykke for 50+ gruppen.

”Fællesskabet taler lige ind i den ensomhedsepidemi, som er i Danmark,” siger Lasse og fortsætter: ”Vi åbner kanalen omkring klokken 19.45, så dem, der vil, kan mødes og tale sammen, inden vi starter vores bibelsamvær klokken 20.00. Vi er meget bevidste om at holde tiden, så alle ved, hvad man kan forvente, og at det ikke trækker ud.” En typisk aften på Bibelzoom foregår ved, at mødelederen byder velkommen og overgiver ledelsen af mødet til den person, der har forberedt spørgsmål til det kapitel i Bibelen, som man vil gennemgå.

”At være med på Bibelzoom hjalp mig mod følelsen af ensomhed,
og jeg fik også en tættere kontakt med de andre på bibelzoom.
Bibelzoom er relevant for alle, der ønsker at få kendskab til Bibelen.”

– Samuel

Et centralt element er, at man gennemgår hele bøger i Bibelen, kapitel for kapitel, hvor man ønsker at undersøge, hvad Gud har villet sige gennem netop dette kapitel. Man forsøger sammen at fortolke og forklare tekstens indhold i den sammenhæng, som den er sat ind i, i Bibelen. ”Studielederen, der leder os ind i teksten, stiller spørgsmål til teksten, som vi har en uformel samtale om. Der er altså ikke tale om en person, der prædiker, men om at vi i fællesskab undersøger Guds hensigt med teksten,” forklarer Lasse.

Antallet af deltagere er faldet. Formentlig fordi unge igen kan komme på studiet, og andre igen er tilbage på arbejdspladsen og har genoptaget det vanlige sociale liv, hvor man mødes ansigt til ansigt.  I dag er der mellem 45-60 deltagere på daglig basis. ”For mig har det været en kæmpe velsignelse at deltage i Bibelzoom, hvor man dagligt kan mødes om Guds ord. Der er kraft i Guds ord. At være studieleder har også givet mig selv rigtig meget, fordi jeg tvinges til at sætte mig ind i kapitler og tekster, som vi måske normalt ikke bruger så meget tid på.

Mange deltagere har fået forvandlet deres liv, fordi de på en let og uforpligtende måde kan være med til at studere Bibelen. Det er en velsignelse at være med til at facilitere, at mennesker ledes tættere på Gud. Det nyder jeg meget. Der er en lavere tærskel for mennesker, der vil høre om Bibelen, fordi man kan være anonym og ikke behøver at møde andre og svare på deres spørgsmål. Man kan være med og deltage, hvis man vil, eller bare lytte med.”

Samuel sætter bl.a. pris på muligheden for at være anonym i onlinefællesskabet. Foto: Privat

Samuel, 24

En af deltagerne på Bibelzoom er 24-årige Samuel Kipper. Han kom med på Bibelzoom i sommeren 2022. Som lastbilchauffør brugte han mange timer alene, og hans tro fyldte ikke så meget i hverdagen, inden han kom med på Bibelzoom. ”Jeg var sådan lidt på vej til at forlade kirken, men så kom jeg med på Bibelzoom og blev i stedet endnu mere optaget af Bibelen.” Interessen for Bibelen er vokset markant siden da, og Samuel er også blevet døbt. Han har været på bibelskole i Sverige og er blevet mere aktiv i troen og i kirken ved at tage til Sverige og Norge flere gange årligt og møde andre unge kristne.

Han er vokset op i troen på Gud i en kristen familie. Han har aldrig tvivlet på Gud, men mere set på troen som en række restriktioner. Nu ser han troen på en ny måde. Nu ser han det ikke som restriktioner, men som at Gud elsker os så meget, at der er nogle ting, som det er bedre for os at holde sig fra. Han begyndte på Bibelzoom for at høre, hvad det var. ”På et tidspunkt var jeg med 5-6 gange om ugen. Jeg kan godt lide, at man kan være anonym og koble på fra der, hvor man nu er.”

Han var anonym i begyndelsen, og der gik et godt stykke tid, inden Samuel delte med nogen, at han var med i onlinefællesskabet. ”At være med på Bibelzoom hjalp mig mod følelsen af ensomhed, og jeg fik også en tættere kontakt med de andre på Bibelzoom. Bibelzoom er relevant for alle, der ønsker at få kendskab til Bibelen.”

Maria har haft stor glæde af Bibelzoom under et langt sygdomsforløb. Foto: Privat

Maria, 48

Maria Jensen faldt af sin hest i 2021 og brækkede ryggen tre steder. Hun kunne derfor meget lidt og brugte mange timer alene, hvor hun lå i sin seng. ”Bibelzoom var højdepunktet på min dag. Det at være sammen med andre i et positivt og opbyggende fællesskab var noget, jeg så frem til.” For Maria betød det sociale samspil rigtig meget. Hun boede alene og glædede sig over at have fællesskab med andre hver aften.

Et langt og voldsomt sygdomsforløb i 2020 fik hende til at opsøge Adventistkirken, som hun kendte fra sin skoletid, hvor hun gik på en af kirkens privatskoler. Hun kom med på Bibelzoom og fortæller:

”Der er lidt forskel på studieledernes måde at lede os på, hvilket jeg synes, er dejligt. Der er ofte rigtig gode samtaler. For mig skaber Bibelzoom en god atmosfære, en ro og en glæde, som jeg kan tage med i seng. Guds fred og glæde kommer ligesom ind i mit hjem på en anden måde, når jeg deltager på Bibelzoom. Jeg kan helt klart mærke en positiv forskel på de aftener, hvor jeg deltager.”

”Mange deltagere har fået forvandlet deres liv,
fordi de på en let og uforpligtende måde
kan være med til at studere Bibelen.”

– Lasse Flinker

”Dem der kan få allermest ud af Bibelzoom, er nok dem, der aldrig ville opsøge det. Jesus sagde, at han kom for at opsøge og frelse de fortabte og for at helbrede de syge. Det er vores fundament som mennesker, der er det allervigtigste. Jeg er stadig med på Bibelzoom 3-5 gange ugentligt.”

Søren er i dag studieleder på Bibelzoom. Han er blind og formand for Dansk Blindesamfund. At fællesskabet foregår online, gør det meget lettere for ham at deltage. Foto: Privat

Søren, 37

”Det, at man ikke skal slås om at tage ordet, men at man kan række hånden op og blive spurgt, passer ret godt til mig,” fortæller Søren på 37. Når gruppen mødes, er alle deltagernes mikrofoner sat på lydløs, så man undgår baggrundsstøj. Man bruger håndsoprækningsfunktionen, hvis man vil dele sine input. Der er en ordstyrer, som sørger for, at alle, der vil have ordet, får ordet efter tur. Nogle mennesker har mere på hjerte, hvilket ordstyreren også balancerer.

”Jeg synes, Bibelzoom var en utrolig fed idé, og jeg blev også hurtigt spurgt, om jeg ville dele mit vidnesbyrd en fredag aften. Det gjorde jeg, og det gav mig rigtig meget at dele det med andre.”
For Søren er Bibelzoom et godt supplement til det bibelstudie, som Adventistkirken allerede har. ”Jeg har lært at mærke efter, hvad der er mine egne tanker, og hvad det er, Helligånden vil, at jeg skal dele. Jeg har lært at mærke, hvornår jeg skal stoppe med at sige noget, og mere præcist hvad jeg skal dele.”

For et par år siden blev Søren spurgt, om han ville være studieleder. Det ville han. Han er blevet mere selvsikker, når han leder gruppen. ”Jeg har lært Bibelen meget bedre at kende, og min tro er blevet meget mere stærk, fordi jeg har bedre greb om, hvad der ligger fx i frelsen og i retfærdiggørelsen ved tro på Jesus.” Søren er også blevet en del af ledergruppen på Bibelzoom. Han drømmer om at komme ud og tale i kirken og er også i det små begyndt at få invitationer til dette.

Søren er blind og formand for Dansk Blindesamfund. At fællesskabet foregår online, gør det meget lettere for ham at deltage. Hans manglende syn er ikke en begrænsning på onlineplatformen.


Fakta – Bibelzoom

– Bibelzoom er tilgængelig alle ugens dage fra klokken 20-21.

– Søndag til onsdag er der bibelstudie.

– Torsdag er der tekstlæsning af forskellig kristen litteratur.

– Fredag og lørdag er en blanding af vidnesbyrd, temaoplæg og tekstlæsning.

– Du finder Bibelzoom på bibelzoom.dk