IPSICC

De forfulgte kristne har brug for din hjælp

Af Simon Thidemann. Ansvarshavende redaktør

I denne uges avis har vi på midtersiderne fokus på forfulgte kristne i Afrika syd for Sahara – nærmere bestemt Open Doors’ underskriftskampagne til støtte for disse. Når vi aktivt går ind i kampagnen for at samle underskrifter, skyldes det blandt andet en stor frustration og en stor medfølelse med de forfulgte kristne.

Artiklen blev planlagt inden Donald Trump kom med sin udmelding om, at hvis ikke forfølgelserne af kristne i Nigeria stopper, vil han overveje at gribe militært ind.
Jeg må give Donald Trump, at han på sin egen måde faktisk gør det, vi egentlig gerne vil have; han sætter fokus på problemet og vil beskytte de kristne, og han gør det på netop den måde, som man kan gøre det som politiker og ikke mindst som en magtfuld politiker som Donald Trump.
Så kan vi kristne, som hverken har politisk eller militær magt, gøre det, som vi er kaldede til: nemlig at bede og på alle andre tænkelige måder støtte og hjælpe vores kristne brødre og søstre.

Men hvorfor lige de kristne i Afrika? Kunne og burde man ikke også gøre mere for alle mulige andre, som bliver forfulgt? Jo, det kunne og burde man, og det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Når det lige præcis er de forfulgte kristne syd for Sahara, vi sætter fokus på, skyldes det flere ting. Blandt andet, at der indtil for ganske nyligt, før Trump meldte sig på banen, ikke har været ret meget fokus på dette. Derudover ganske simpelt fordi de er vores kristne brødre og søstre, og ikke mindst fordi kirken lige nu vokser voldsomt netop i Afrika syd for Sahara, og det derfor helt åbenlyst også må ses som en åndelig kamp, når kristne i disse områder oplever stor forfølgelse.

Når danske medier som DR og Politiken i kølvandet på Donald Trumps udmelding kører historier, der er vinklede på, at kristne ikke oplever mere forfølgelse end andre befolkningsgrupper, vidner det om en manglende vilje og tillid blandt disse medier til at tro på de beretninger, der kommer fra nogle af dem, som ved allermest om det – herunder Open Doors i Danmark og Open Doors internationalt.
Som du kan læse i vores artikler på side 12 og 13, er der større forfølgelse og større usikkerhed forbundet med at være kristen end ikke at være kristen i disse områder.
Vi skal selvfølgelig ikke gøre det mere sort/hvidt end nødvendigt, hvilket Open Doors i øvrigt er meget dygtige til ikke at gøre. Tværtimod viser de nuancerne og kompleksiteten. Det er ikke kun kristne, det går ud over, og det er ikke altid rigtigt, når der florerer videoer og historier på internettet om massakrer og drab på kristne.

Så altså hermed en stor opfordring til at gå ind på Open Doors’ hjemmeside og give din støtte i form af en underskrift – og lige så vigtigt, bede for de forfulgte kristne.

Det kan føles småt at sidde her i trygge Danmark og smide en enkelt lille bøn af sted, men det er det ikke.
Mange, der har oplevet kriser, kender også til følelsen af at være båret i forbøn gennem det svære. Det samme gælder i dette tilfælde. Vi er en del af samme legeme. Og lige nu lider en del af dette legeme. Så selvfølgelig skal vi bede, og selvfølgelig er vi nære nok til, at det giver mening.