IPSICC

De små poeter er tilbage i fin form

Smalltown Poets blev i sin tid opdaget af Eddie DeGarmo (fra bandet DeGarmo & Key), men de er efterhånden veletablerede artister med ti udgivelser bag sig. Der kan nogle gange godt gå lang tid imellem pladerne. Den forrige udkom i 2021. (DeGarmo hjalp flere nye artister igang, inklusiv Rebecca St. James og DC Talk).

Poeterne er tilbage i fin form. På denne plade har de lidt mere guitar med, end de havde på de to foregående. Dog uden at det går hen og bliver rock. Der er bare lidt grumset guitar i baggrunden på flere af sangene. Indimellem er der ligheder med nu afdøde Tom Petty. Der er seks sange i alt. De er ganske fine alle sammen og behagelige at lytte til, men jeg ved ikke, om der er nogle, der kan betegnes som deciderede hits.

De indleder med sangen All The Voices, hvor teksten minder mig om Matthæus kap. 11, vers 17, hvor der står “Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke”, for nogle af disse ord nævnes i sangteksten. Den anden sang February er muligvis pladens bedste sang på grund af et stærkt omkvæd. A Little of Your Time er en uptempo popsang, der også har et godt omkvæd.

Pour the Water og The Weekend er rolige, velklingende popsange. Afslutningssangen Florida Man starter med en lidt irriterende guitarlyd, men sangen er ellers ganske udmærket. Smalltown Poets, som i øvrigt startede under navnet Villanelle, fik anerkendelse tidligt i karrieren med både Grammy- og Dove Awards nomineringer. En af grundene til at der går så langt imellem deres udgivelser er, at de bor i forskellige byer meget langt fra hinanden.

På den forrige plade mødtes de ikke engang rent fysisk (som jeg forstod det), men de sendte bare filer frem og tilbage, som så blev mixet sammen til en færdig plade. Covid-19 spillede også en rolle der, at det måtte foregå på denne måde. Du får fireogtyve minutters musik for fireogtyve kroner på iTunes, hvis du køber denne EP. Det er da et udmærket tilbud.
Forsanger Michael Johnston skriver på deres hjemmeside, at:

“Smalltown Poets er mere end bare et band. Det er et broderskab. Vi har lært, at vi er bedre ægtemænd, fædre, venner og musikere pga. hinanden. Henover årene er vi blevet meget mere end bandet Smalltown Poets. Vi er “Smalltown Poets familien.” Denne forbindelse har medført et dybere, rigere formål med vores musikalske rejse.”

Kunstner: Smalltown Poets
Titel: St. Augustine
Genre: Pop
Download: itunes.dk
Pris: 24 kr.Tilgængelighed: Alle streamingtjenester