Et portræt

Den niende april udgav jeg definitivt min sidste roman, Den usynlige hær.

Det er måske ikke så ualmindeligt, når man er enogfirs. Men jeg har hverken mistet lysten eller er løbet tom for ideer. Men en blodprop i hjernen har stoppet mig. Min højre hånd vil ikke, hvad den venstre vil. Jeg kan kun skrive digte, salmer og små tekster, hvor jeg alligevel skal rette og rette og rette. Men jeg sad altså med et udkast til min roman, og TAK, så sagde mit forlag: ”Så skriv din roman, som du kan. Brug alle de sider, du vil.”

Det blev til 342 sider! Med få ord og linjer på hver side. Og morsomt nok lærte jeg på den måde, hvad en stenhugger fortalte Møllehave: Det er slet ikke så svært at hugge en hest ud af en sten. Man hugger bare alt det væk som ikke er en hest. Sådan! Ud med al unødvendig fyld! Nu kunne jeg koncentrere mig om, hvad der skete i mine fem tiårige hovedpersoner. De kæmpede alle hver på sin måde for deres vingeskudte forældre.

Der var tvillingerne Dan og Simon, som måtte leve med deres fars natlige mareridt. Som den rolige læge han var, havde han med sin fortid i garden og som medlem af Holger Danske været med til de nødvendige men grusomme stikkerlikvideringer. Når far har mareridt, kryber Simon og jeg sammen i underkøjen og holder os for ørerne.
—
Er fars mareridt som krigens luftalarm? Hvor er så vores beskyttelsesrum?
—
Hvor gammel er man, når man snart er ti år? Gammel nok til også at trøste mor?

Men de to tvillinger opdager, at de ikke er de eneste i klassen, som må leve med deres forældres tunge bagage.

Der er jøden Jakob, som egentlig hed Aron men – Nogen i klassen siger at hans far og mor hed Levi og Sara Rosenberg, men valgte det danske Rasmussen, da de vendte hjem fra flugten til Sverige og fandt lejligheden ryddet af venlige naboer. Og Aron skiftede til det danske Jakob. Og så er der Jens Ole fra Vejle. Han havde måtte skjule sig med sin mor i København: Rygtet siger, at Jens Ole har skiftet skole fire gange! Hvorfor? Fordi hans mor var en såkaldt tyskertøs.

Og at Jens Oles far sammen med tusindvis af tyske soldater sjoskede over grænsen mod Flensborg, da Jens Ole blev født. Da jeg blev tvunget til at skrive denne specielle kortroman, opdagede jeg, at nogle ord fylder så lidt, men er så meget sværere at glemme. Jeg fik lov til at hugge deres tanker ud i sten og forklare, hvorfor bogens omslag er et frihedskæmperarmbind. Bogen blev anmeldt i UDFORDRINGEN den 4. maj 2025