”Gud er omsorgsfuld, og jeg gider ikke være vred på ham”

Udfordringen møder Carolyne Kaddu Rasmussen en aften, inden hun skal holde et af sine foredrag, og jeg må lige høre, hvordan hun har det med at være blevet så kendt.

”Det har været helt overvældende, på en god måde,” fortæller Carolyne. ”Da jeg skrev min første bog, var jeg meget spændt på, hvordan folk ville tage imod den. Men den er blevet taget rigtig godt imod. At der er solgt 11.000 eksemplarer, synes jeg, er virkelig fantastisk. Jeg er så taknemmelig, først og fremmest til Gud, men også til alle de folk, der har inviteret mig ind i deres hjem og deres hjerter. Jeg har egentlig altid drømt om at fortælle min historie, og jeg fik en profeti fra en ældre dame for 25 år siden, som sagde, at jeg ville komme til at stå og fortælle min historie for mange mennesker. Dengang tænkte jeg, ”Ja, det er godt – jeg kan dårligt nok tale sproget!”. Men når Gud har banet en vej, så sker tingene i hans timing – og det er nu.”

Når man ser Carolyne i medierne og til hendes foredrag, er hun altid smilende og imødekommende, og mange vil måske tro, at de svære ting er fortid, men sådan er det ikke. Særligt de seneste fire år har familien gennemlevet flere svære ting.

Melvins sygdom

Det første store chok kom, da Carolynes søn Melvin Kakooza blev alvorligt syg. ”Melvin ringede til os en dag, hvor jeg var på vej hjem fra arbejde. Jeg troede, han ville fortælle mig noget godt, for han havde lige fortalt, at han skulle være vært på X-Factor. Men han fortalte, at han havde været til en undersøgelse, som viste, at han havde en tumor i baghovedet, og at han skulle opereres med det samme. Det var meget voldsomt, og det hele gik meget stærkt.”

Efter operationen havde Melvin problemer med at synke, og det var så problematisk og krævede, at han konstant var under opsyn. Carolyne fik lov til at sove på hans stue fremfor at være på patienthotellet, hvor hun ellers var medindlagt. ”En nat, mens jeg sov hos Melvin, vågnede jeg kl. 4, fordi det var som om, der var nogen, der kaldte på mig,” mindes Carolyne. ”Jeg spurgte Melvin, om han kaldte på mig, og gik hen og tjekkede, men der var ingen respons. Jeg prøvede at mærke på ham, og der var stadig ingen respons. Så slog jeg alarm, for der vidste jeg, at der var noget helt galt. Det viste sig, at han var ved at glide fra os.”

Personalet gjorde alt, hvad de kunne, og Melvin kom på intensiv, hvor han blev lagt i respirator. Imens ringede Carolyne til alle sine venner og familie.

”Jeg bad dem om at gå i gang med at bede, for jeg var desperat. Jeg fik så besked om, at de havde røntgenfotograferet ham, hvor de fandt ud af, at han var ved at ”drukne”. Hans lunger var fyldt med 70 % væske, fordi han ikke kunne synke. Så fik jeg besked om, at jeg skulle bede familien om at komme, for det så ikke lovende ud. En ad gangen fik vi lov til at besøge Melvin. Da min datter Melissa var inde hos ham, sang hun ”Eye on the Sparrow”, og der vågnede Melvin op. Det var forløsende for os alle sammen, og de næste dage brugte vi humoren til at komme os over den voldsomme oplevelse.”

Stoler på Gud

Efter den oplevelse er der mange, der har spurgt, hvordan Carolyne kunne blive ved med at tro på Gud og stole på ham. ”Mit svar er: Hvordan kan jeg lade være? Jeg har ikke råd til det. Gud er omsorgsfuld, og jeg gider ikke være vred på ham. Vi lever i en brudt verden, men Gud viser nåde i det, og hans kærlighed er der. Jeg går ikke igennem livet uden at stille Gud nogle spørgsmål. Men der er altid et lys for enden af tunnelen. Jeg stoler på, at Gud har os. Det giver mig en ro til at kunne klare de ting, der kommer min vej.”

”Jeg går ikke igennem livet uden
at stille Gud nogle spørgsmål.
Men der er altid et lys for enden
af tunnelen. Jeg stoler på, at Gud har os.”

Et tragisk dødsfald

I forlængelse af sin første bog udgav Carolyne bogen ’Omfavnet af et moderhjerte’. ”Bogen udspringer af en tragisk historie, hvor min datter Melissa mistede sit barn i december 2022,” fortæller Carolyne. ”Hun ventede tvillinger, hvor den ene døde tre dage efter, at han var født – på grund af en fejl fra sygehuset. De havde lagt en sonde i lungen i stedet for i maven, og det blev fatalt. Min datter sagde: ”Mor, kan du ikke fikse det her?”, og jeg har altid været en mor, der gerne ville fikse alt for mine børn, men her var der noget, der var langt ud over, hvad jeg formåede.”

Carolyne søgte Gud og fik på hjerte, at hun skulle til Uganda og tale med kvinderne i sin familie om, hvordan de havde tacklet den slags kriser. Hun ville finde ud af, hvordan de havde jongleret med det at være mor og samtidig være sårbar og vise, at man ikke kan alt.

”Jeg tror, at min rejse var en øjenåbner. Jeg lærte, at jeg ikke er superwoman. Der er ting, jeg ikke kan klare. Det er jeg nødt til at acceptere. Så er jeg nødt til at gribe min datter, når jeg kan – og når jeg ikke kan, må jeg også sige til hende: Lige nu kan jeg ikke være det, du gerne vil, at jeg skal være, men der er måske andre, der kan. Det har været en stadig kamp, fordi jeg i mange år har været den, der har gjort alt og løst alt.”

Men det er også sundt at kunne vise sine børn sårbarhed, mener Carolyne. ”Jeg tror, at vores styrke ligger i vores sårbarhed, hvor vi viser, at vi ikke kan alt. Det, at Melissa mistede sit barn, gjorde hendes tro endnu stærkere og endnu mere afhængig af Gud. Det giver ikke mening for mange mennesker, men det har givet mening for hende, og hendes relation til Gud er blevet endnu stærkere.”

Julen er svær

”Vi er jo i en ”rutsjebane” som familie, for de blev født på min fødselsdag d. 16. december, og denne tid er svær for både Melissa og os. Det er svært, fordi de var tvillinger. Så når jeg passer mit barnebarn, tænker jeg på hans bror. Jeg kan ikke dele min kamp med min datter, men jeg kan fortælle hende, at jeg savner ham, og det trænger hun også til at høre, så hun ved, at vi ikke glemmer ham. Det er en rejse, vi er på, og vi ved ikke, hvad morgendagen bringer.”

Carolyne og familien forsøger at fejre jul, som de altid har gjort. ”Det er en svær tid. Vi er stadig i ”babyfasen.” Smerten er stadig ny, og der er stadig et sår, som er ved at hele. På en eller anden måde kommer vi alligevel igennem julen. I år skal hele familien til Kenya og fejre min fars 80-års fødselsdag. Vi kommer et sted, hvor der er solskin, og hvor man håndterer sorg på en anden og mere åben måde. Det tror jeg bliver godt for os.”

Vil ikke være offer

Oplevelserne gennem de seneste år har blandt andet medført, at Carolyne hver dag finder tre ting at være taknemmelig for.

”Det giver mig mindre tid til at brokke mig over tilværelsen. Jeg har bevidst sagt, at jeg ikke vil gøre mig selv til et offer. Jeg vil ikke sige ”hvorfor mig?”, men ”hvorfor ikke mig?”. Der er stor forskel på, om man ser flasken som halv tom eller halv fyldt. Det er det mindset, jeg har, for at have den livskvalitet, jeg gerne vil beholde. Når jeg øver mig på at finde de tre ting hver dag, så er det tankevækkende, hvor meget jeg har at være taknemmelig for.”

Carolyne lægger ikke skjul på sin kristne tro, heller ikke når hun holder foredrag. ”Uden troen på Gud ville jeg være en bitter kvinde på grund af alt det, jeg har været igennem. Jeg ved ikke engang, om jeg ville have været her. For bitterhed gør noget ved ens krop. Jeg tør ikke at tænke på, hvilket menneske jeg havde været, hvis ikke jeg havde haft min tro på Gud. Jeg tror, det har reddet mig meget.”

Gud skal være med

Carolyne har mange planer og drømme for fremtiden, men en ting er hun ikke i tvivl om: ”Jeg skal have Gud med og mig selv med i det, jeg gør. Jeg er ikke færdig med at skrive bøger”, slutter hun med et smil, inden hun går ind for at fortælle sin historie til de næsten 300 mennesker, der venter inde i salen i Kolding.

Carolyne er gift med Jan Holbo Rasmussen og har fem børn. Hun har udgivet bøgerne: ’Hovedet i himlen, fødderne på jorden’, ’Jajja fortæller’ og ’Omfavnet af et moderhjerte’.