Hvordan bevarer man troen, håbet og kærligheden, når kriserne står i kø?

Udfordringen har talt med Kirsten Hennings om visse temaer fra hendes bog ’Håb for i morgen’, hvor hun fortæller sin egen og familiens gribende historie. Af hensyn til både familien og andre, der nævnes i bogen, har alle personer, institutioner og steder fået dæknavne.

’Håb for i morgen’ bygger på mange dagbogsoptegnelser, journaler og korrespondancer med fagpersoner i uddannelses- og sundhedssystemet. Nogle dele af bogen var frygteligt svære at skrive, fordi forfatteren gennem sine dagbøger igen måtte gennemleve de mange svære kriser og dage. Men bogen skulle skrives, fortæller Kirsten Hennings. Og formålet er først og fremmest det, som hun skriver i forordet:

”Det er mit håb, at denne bog kan være til opmuntring for dig, der står midt i kaos eller kender nogen, der gør det. At den kan hjælpe dig med at vække håbet til live igen og finde styrken til at fortsætte.”

Kampen for at få børn

Hvordan påvirker det troen at være i barnløshed, fertilitetsbehandling etc.?

”Jeg blev jo først gift som 33-årig, og vi ønskede os mange børn. Desværre havde jeg en del ufrivillige aborter. Det var en hård tid, med smerte og frustration. Gud føltes meget langt væk i den periode. Det fyldte alt i mit liv, og jeg så barnevogne allevegne.”

Kirsten Hennings fortæller om kontakten med fertilitetsklinikken, og hvordan hun og manden næsten ikke turde håbe på, at det nogensinde ville lykkes dem at få et barn. Men efter fire års kamp lykkedes det endeligt. Ægteparret besluttede herefter at adoptere. Det blev en lang proces, og da de havde fået Lucas, viste der sig nye og store udfordringer, som sendte hele familien ud i flere kriser.

Hvornår fik du først tanken om at skrive bogen? Og hvad gav dig modet til at dele noget så sårbart? ”Flere psykologer og lærere opfordrede mig til at skrive om vores oplevelser i ”systemet”, men jeg havde aldrig overvejet at dele min personlige historie, før jeg en nat vågnede op og tydeligt så titlen: ”HÅB for i morgen” og med en solnedgang som baggrund. Jeg følte, at Gud lagde det på mit hjerte at skrive denne bog og dele vores historie.”

Budskabet

Hvad er dit budskab til politikerne angående sundhedssystemet?

”Først og fremmest tror jeg, det er vigtigt at anerkende forældre, der søger hjælp eller er bekymrede for deres barn. De kender deres barn bedst. Så nytter det ikke, at de skal vente en halv barndom på en udredning. Forestil dig, at dit barn ikke kan gå, og du får at vide af lægen, at man kigger på benet om 6-8 år? Til den tid vil dit barn have gået glip af alt i barndommen, fx fodboldtræningen, og sandsynligvis have ødelagt sin evne til at gå for resten af livet. Barnet vil være ødelagt både fysisk og på det sociale område. Hvorfor skal psykisk sygdom og diagnoser ikke prioriteres mindst lige så meget som fysisk sygdom, blot fordi de er mere komplekse? Og så ses det ofte, at forældrene får skylden. Jeg har ligefrem hørt, at forældre mistænkes for at ønske, at deres barn har en diagnose. Det er simpelthen så langt ude. Jeg er overbevist om, at man som forælder ville give sin højre arm for, at ens børn slipper for sygdom og diagnoser. Men omvendt – har de en diagnose, kan man målrette hjælpen og forhåbentlig hjælpe barnet på god vej. For os var inklusion i en almindelig folkeskole det helt rigtige – men kun fordi skolen var gearet til det. Tydelige rammer var en forudsætning for, at Lucas kunne være der, og så et tæt samarbejde, hvor vi voksne trak i samme retning. For andre er den bedste løsning en specialskole. Det bedste offentlige tilbud vi fik, var et lille terapeutisk team, der lå under ​Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Her kom vi, som vi var, både med og uden børn, og de faciliterede og arrangerede møder, hvor de deltog og talte om vores behov. Det er præcis det, man har brug for, når man er på overarbejde døgnet rundt og agerer både mor, sagsbehandler, forsvarer, pædagog, mødebooker, læge og meget mere. Tilfældigheder som et politibesøg gjorde, at vi fik dette tilbud, som er en dråbe i havet i forhold til behovet for familier som os. Dér begyndte håbet om, at det skulle lykkes for os at få det til at fungere, både med Lucas og med parforholdet. Desværre er det netop kommet mig for øre, at denne enhed nu er helt nedlagt. Jeg tror, at man skal et spadestik dybere og forebygge i stedet for at slukke ildebrande. Sørge for at udrede, eller finde det rette skoletilbud, før der opstår skolevægring og forældrene skal have tabt arbejdsfortjeneste, og de unge får førtidspensioner osv. Målet må være, at alle kan leve godt i vores samfund med de livsvilkår, de har fået. Og forældrenes rolle må være den, at de blidt kan skubbe børnene ”ud af reden”, så de kan finde deres plads i livet. Der bør også være ens regler for alle borgere i hele landet. Sådan at den og den diagnose udløser denne hjælp, uanset hvilken kommune eller sagsbehandler man har. Det har til tider føltes som at deltage i et lotteri.”

Hvorfor tror du, at så mange børn har diagnoser i dag?

”Bare jeg havde svaret på det. Vi må have undersøgt hvorfor så mange unge slider med både angst, anoreksi, skolevægring m.m. Er det mon den perfekthedskultur, vi lever i, hvor alt foregår via skærmen og en sammenligning med andre? Jeg er glad for, at mobilen skal ud af klasseværelserne. Jeg tror, det er et skridt i den rigtige retning. Vi må lægge mindre pres på de unge i skoleverdenen. Ikke alle skal i gymnasiet – det burde tælle mindst lige så meget at være håndværker, uden at man føler sig på B-holdet.”

Har I kunnet dele jeres situation med andre, fx i kirken?

”Ja, vi har været helt afhængige af vores ”kirkefamilie”. I kirken var der et fællesskab med både barnløse, forældre til børn med udfordringer, adoptanter og plejefamilier. Her havde vi flere at dele liv med. Drengene havde også venner og ikke mindst forbilleder – nogle at se op til. Det har været en ubeskrivelig glæde og velsignelse at se, at andre unge har villet investere i vores børn, der i dag selv er noget for andres børn og unge.”

Taknemlig mor

Hvad er dit budskab til ægtepar og forældre i krise?

”Jeg kunne ikke forestille mig livet uden børn. Det har været benhårdt at stå igennem dette som ægtepar, men Gud har været trofast. Min anbefaling vil være at holde ud og holde sammen. Det er ofte barnets problemer, der skaber kriser i ægteskabet, og det handler dermed ikke om parrets egne problemer. Der er en kæmpe styrke i at holde ud og holde sammen. Nu er der igen blevet tid til fokus på parforholdet. Jeg har slet ikke ord for min taknemlighed til Gud over, at det er endt her. Vores Lucas er et kæmpe vidnesbyrd om, at der virkelig er Håb for i morgen.”