Mennesket har værdi, fordi det eksisterer – ikke fordi det producerer
Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.
Af Christian Borrisholt Steen, debattør, foredragsholder, ambassadør for Værdig og tidligere medlem af Det Etiske Råd
Ifølge tal fra Danmarks Statistik (2024), lever over 900.000 danskere med en eller anden form for fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Flere handicaporganisationer har på det seneste advaret mod en tiltagende forråelse i den offentlige debat om mennesker med netop funktionsnedsættelser. I stedet for at tale om muligheder, rettigheder og fællesskab, bliver omtalen af mennesker med funktionsnedsættelser ofte reduceret til økonomiske termer og Excelarkslogik.
I sommer deltog jeg i en paneldebat på Folkemødet på Bornholm sammen med blandt andre Anni Sørensen der er formand for Landsforeningen LEV. Temaet for debatten var, hvordan vi undgår, at mennesker reduceres til sager i et Excel-ark, og hvordan vi skaber rum for etisk refleksion i en hverdag præget af travlhed, dokumentationskrav og ofte modsatrettede hensyn. For mig var det i dén grad en paneldebat og en samtale, der satte sig.
For bag diskussionen om systemer og styring gemmer sig et langt mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan ser vi på mennesket? Er det først og fremmest en ressource, der skal “optimeres”, eller et medmenneske med iboende værdi? Debatten på Folkemødet kom for mig til at virke som en slags forstørrelsesglas, der gav mig blik for behovet for en mere grundlæggende offentlig samtale om, hvad der sker med vores menneskesyn, når vi lader Excelarkslogikken råde.
Tallene taler desværre deres tydelige sprog. Fx viser en undersøgelse fra VIVE (2023), at fire ud af fem social-rådgivere oplever, at dokumentationskrav og styringslogik går ud over deres mulighed for etisk refleksion i deres arbejde. Så mens samfundet bliver stadig mere datadrevet og resultatfokuseret, oplever både borgere og medarbejdere, at de bliver målt, vejet og reduceret til tal og målepunkter. I kommuner, regioner og i staten fylder sty-ringslogikken mere end nogensinde, og det etiske perspektiv risikerer at drukne i regneark og produktivitetskrav.
Som formanden for LEV, Anni Sørensen, udtrykte det i forbindelse med vores paneldebat på Folkemødet, så har vi ”fået en nytteværditænkning, hvor mennesker, der ikke kan bidrage til arbejdsmarkedet, betragtes som en belast-ning for samfundet.” Det er et skræmmende vidnesbyrd om, hvordan nytteetikken og effektivitetstænkningen er trængt helt ind i vores menneskesyn. Hvis vi konstant måler mennesker ud fra deres bidrag til økonomisk vækst, er det uundgåeligt, at dem, der ikke kan yde det samme som flertallet, risikerer at blive betragtet som mindre værd.
”Hvis vi konstant måler mennesker ud
fra deres bidrag til økonomisk vækst,
er det uundgåeligt, at dem, der ikke
kan yde det samme som flertallet,
risikerer at blive betragtet som mindre værd”.
Men mennesket har værdi i sig selv – ikke fordi vi producerer, men fordi vi eksisterer. Salige Grundtvig udtrykte det i sin tid på denne måde; “Mennesket er hverken til for statens eller for agerdyrkningens, kapitalernes eller handels-balancens skyld, men jorden og alt jordisk er til for menneskets og folkets skyld – og skal benyttes til det fælles bedste.” I en tid, hvor samfundsdebatten ofte kredser om effektivitet, vækst og produktivitet, er der brug for et grundlæggende etisk opgør med nytteværditænkningen.
Den ideologiske arv fra utilitarismen – “størst mulig nytte for flest muligt” – må suppleres af en etik, der anerkender det enkelte menneskes ukrænkelige værdi og værdighed. Vi må turde insistere på, at den enkeltes værdighed ikke kan opgøres i BNP, beskæftigelsesgrader eller sagsbehandlingstider. Værdighed handler derimod om, hvordan vi ser og møder hinanden – også når vi er svage, syge, langsomme eller blot anderledes end de fleste.
Derfor har vi som samfund brug for at genopdage det etiske refleksionsrum i hverdagen. Et rum, hvor der er tid til at stille spørgsmål, tvivle, reflektere – og se mennesket bag systemet. Lad os hjælpe hinanden med at se potentialet i hinanden, i stedet for at måle værdien af hvert enkelt menneske i Excelarkets kolonner. For vi har alle uendelig værdi – ikke på trods af, men ene og alene fordi vi er mennesker.
