IPSICC

Norsk KrFU-leder udsat for hetz efter udtalelse om abort

Ingrid Olina Hovland. Foto: KrFU

I podcasten Brutalt ærlig udtaler lederen af det norske Kristeligt Folkepartis Ungdom, at voldtægt ikke er en gyldig grund til at vælge abort. Mange kræver nu, at hun går af, selv om Ingrid Olina Hovland bare udtalte sig som privatperson.

Ingrid Olina Hovland synes, at reaktionerne har været ekstreme, men hun angrer ikke sit udsagn om, at kvinder bør gennemføre en graviditet, der er følge af en voldtægt. Men hun understreger, at der er tale om en personlig etisk reflektion, og at det hverken er KrF’s eller KrFU’s politik at forbyde abort. Men de voldsomme reaktioner, bl.a. over 25.000 underskrifter med krav om, at hun bør gå af, finder hun ude af proportioner, og de gør hende bare endnu mere motiveret til at forsætte som KrFU-leder.

Håber selv at ville vælge det rette

”Hvis jeg var kommet i den vanskelige situation, håber jeg, at jeg havde valgt det, jeg har givet udtryk for. Det gør også, at jeg har et håb om, at andre ville vælge det samme. Men det er ikke noget, hverken jeg, KrFU eller KrF går ind for politisk. Vi går ikke ind for et forbud mod abort,” siger Ingrid Hovland til VG. I podkasten ’Brutalt ærlig’, hvor hun blev interviewet af influencer Jenny Huse, svarede hun på spørgsmålet om, hvorvidt kvinder, der bliver gravide efter en voldtægt, bør fuldføre graviditeten:

”Jeg mener, at man bør det. Slet og ret.” På VG’s spørgsmål om hvorvidt hun angrer udtalelsen, svarer hun: ”Nej. Jeg står for det budskab, som kom frem. Jeg delte nogle etiske reflektioner om, hvad jeg ville have valgt for mig selv og mit liv. Som KrFU-leder står jeg for KrFU’s politik og vil ikke pålægge kvinder i en så vanskelig situation at vælge det samme som mig. Det må være muligt at foretage etiske vurderinger for, hvad man ønsker at gøre i sit eget liv, uden at det betyder, at man ønsker at pålægge andre kvinder det samme.”

Stor respekt og forståelse

Ingrid Olina Hovland siger, at hun har stor respekt og forståelse for, at abort er et meget følsomt tema. ”Jeg mener, jeg har gjort mit for at holde debatten saglig og vise støtte og respekt for de kvinder, som faktisk oplever denne utrolig vanskelige situation. Hvis jeg ikke har gjort det tydeligt før, er det i alle fald vigtigt for mig at gøre det tydeligt nu: At jeg har forståelse for dem, som eventuelt vil vælge anderledes end mig.”

Ingrid Olina Hovland mener, at hun i podcasten ”tænkte højt” om det, hun selv ville vælge. ”Jeg tænker, at i en podcast må der være plads til at reflektere om menneskeværd, og reflektere højt om, hvad jeg tænker ville være rigtigt for mig. Så har jeg et håb om, at andre ville vælge det samme, men jeg gør det meget tydeligt, hvad der er KrFU-politik. Det er vigtigt for mig,” understreger Ingrid Olina Hovland overfor VG.

Diskrimination eller tros- og ytringsfrihed?

Bjørn Erik Thon, der er ligestillings- og diskriminationsombudsmand, har kritiseret Ingrid Olina Hovlands udtalelser: ”For kvinder, der befinder sig i denne situation, kan sådanne moraliserende kommentarer være dybt stødende og skabe unødvendig skyldfølelse og pres. Som ligestillings- og diskriminationsombudsmand vil jeg gerne klargøre, hvad jeg mener: Kvinder i denne situation fortjener ikke moralske pegefingre. De fortjener respekt, empati, sundhedspleje og retten til at bestemme over deres egen krop. Det skal stå fast,” skrev Bjørn Erik Thon på sin officielle Facebookside.

Dagen.no har talt med juraprofessor Hadi Strømmen Lile fra Østfold Universitet. Denne mener, at ombudsmanden med dette opslag underminerer sin egen rolle:

”Der er forskel på, hvad han siger som privatperson, og hvad han siger som ombudsmand. Men som ombudsmand har han intet mandat til dette. Der er intet diskriminerende i det, hun siger. Han skal beskytte folks ret til ikke at blive diskrimineret.Præmissen fra hendes side er klar. Det handler om, hvornår et menneskeliv begynder. Det er et dybt religiøst spørgsmål og et grundlæggende spørgsmål om, at der skal være meget plads til forskellige tanker. Hvis dette ikke falder ind under religionsfriheden, er der intet, der gør det. Det er ikke diskriminerende, at hun har lov til at sige det,” fastslår professoren overfor Dagen.no.