IPSICC

Ny leder af Barnets Blå Hus i Svendborg

Inge Overgaard Jakobsen er ny leder af Barnets Blå Hus i Svendborg. Foto: Blå Kors Danmark

Inge Overgaard Jakobsen er ny leder af Barnets Blå Hus i Svendborg, et gratis behandlingstilbud for børn og deres familier, der lever med udfordringer på grund af alkohol- eller stofmisbrug.

Fremover møder børn og deres familier et nyt ansigt, når de træder ind i Barnets Blå Hus på Vilhelmskildevej i Svendborg. Nemlig Inge Overgaard Jakobsen, der er tiltrådt som ny leder. Inge Overgaard Jakobsen er i forvejen leder af Barnets Blå Hus i Slagelse og kommer med mange års erfaring inden for det diakonale og socialfaglige område. Hun er oprindeligt uddannet socialrådgiver og har tidligere arbejdet i flere kommuner og Region Sjælland som sagsbehandler og socialfaglig konsulent på børne- og ungeområdet og som leder på voksenspecialområdet.

”Jeg glæder mig til at bidrage med det, jeg kan med de erfaringer og kompetencer, jeg har med mig. Barnets Blå Hus har været til stede i Svendborg i ni år, og jeg har en oplevelse af, at det er et velkendt tilbud i området. Så vi bygger videre på det gode fundament, og jeg er allerede i god dialog med kommunen og de frivillige foreninger i byen,” siger Inge Overgaard Jakobsen. Den nye leder vil være til stede halvdelen af tiden i Svendborg og den anden halvdel i Slagelse.

Terapi i trygge omgivelser

Hvert 10. barn i Danmark vokser op med forældre med alkoholproblemer ifølge Sundhedsstyrelsen, så der er nok at tage fat på. ”Vi ved, der er mange børn, som vokser op i familier, der er præget af alkohol- eller stofmisbrug, og det kan være rigtig svært at tale om. Og det er derfor, vi er her,” siger Inge Overgaard Jakobsen. Barnets Blå Hus er et gratis, terapeutisk behandlingstilbud, som Blå Kors Danmark driver flere steder i landet.

Her kan børn i alderen 0-11 år deltage i gruppeforløb, familiegrupper eller få individuelle samtaler, hvor de får hjælp til at sætte ord på svære oplevelser og give bagagen, de har med sig, et udtryk, der kan styrke deres trivsel. Samtidig inddrages forældrene, så de bedre kan støtte deres børn i hverdagen.

”Det er svært at bede om hjælp, men vi gør, hvad vi kan for at gøre indgangen så nænsom som muligt, så en venlig opfordring til børn og familier, der lever med misbrug i den nære familie, om at prøve at tage skridtet. Vi skal nok gå vejen sammen med jer,” siger den nye leder af Barnets Blå Hus i Svendborg og tilføjer, at der er to terapeuter og mange gode frivillige i huset, som står klar til at lytte, forstå og hjælpe i trygge og rolige omgivelser.

Samarbejde på tværs

For Inge Overgaard Jakobsen og resten af teamet i Barnets Blå Hus i Svendborg er det vigtigt med gode samarbejder med skoler, institutioner og fagpersonale generelt i Svendborg Kommune.
”Gode samarbejder og synlighed er med til at sikre, at vi kan hjælpe så mange børn og familier som muligt. De skal vide, der er hjælp at hente, som kan styrke børnenes trivsel og udvikling. Derfor tager vi kontakt til institutioner og skoler, og vi kommer gerne rundt og fortæller om vores tilbud,” lyder det fra Inge Overgaard Jakobsen.

Barnets Blå Hus i Svendborg har allerede et tæt samarbejde med TUBA i Svendborg, der også er en del af Blå Kors Danmark, hvor børn og unge fra 12 år og op efter kan få hjælp, hvis de vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug.