Ole Hartling: Når omsorgen bliver kommercialiseret

Som læge bliver man uvægerligt konfronteret med etikken, men Ole Hartling har taget det et skridt videre:

”Jeg har altid været optaget af medmenneskelige relationer og den måde, vi behandler hinanden på, og etik har jo at gøre med at forsøge at fremme det gode med og for medmennesket. Jeg var begyndt at skrive og udtale mig lidt. En dag kom der så en henvendelse til mig fra Lægeforeningen, om jeg ville indtræde i Lægeforeningens etiske udvalg. Først var jeg lidt tøvende, for jeg vidste ikke, om jeg havde nok kendskab til emnet. Men efterfølgende begyndte jeg at undervise om de etiske elementer i kliniske beslutninger. Det krævede, at jeg måtte sætte mig mere ind i emnet – også, hvad filosoffer har skrevet om det. Det ene tog så det andet, og jeg blev meget optaget af det. Senere blev jeg bedt om at træde ind i Folketingets etiske råd. Det var ca. på samme tid, som jeg ophørte med at være med i Lægeforeningens etiske udvalg, så det passede sammen. På den måde blev det mere og mere vedkommende. Men jeg tror egentlig, at alle mennesker har en interesse for etikken, da det vedkommer os alle. Der er nogen, der har sagt, at etik har dilemmaets natur. Hvis der ikke var nogen tvivl, ville vi jo bare gøre noget ved problemet.”

Et A- og et B-hold

Et af de områder, der optager Ole Hartling, er, hvordan det danske sundhedsvæsen har ændret karakter de senere år, og hvordan privatiseringen af sundhedsydelser har påvirket udviklingen. Fra 2003, hvor 228.719 personer havde en sundhedsforsikring enten privat eller gennem deres arbejde, var der i 2024 3.053.616 med en sundhedsforsikring. Ole Hartling ser imidlertid ikke positivt på denne udvikling, hvilket han har flere begrundelser for:

”Det uretfærdige og dilemmafyldte i det er, at dem, der har en privat forsikring kan slippe udenom det loft, som er sat for speciallægerne indenfor de almindelige sygesikringsregler. Så det er et sundhedspolitisk problem, som, jeg synes, det er værd at gøre opmærksom på. For man kommer til at skabe et A- og et B-hold mellem dem, der kommer foran i køen gennem en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring og andre, der bare er henvist til at være i det offentlige system. Dermed nærmer det sig efterhånden amerikanske tilstande – dog ikke så udtalt.”

”Det er jo at kommercialisere noget, som burde være solidarisk,” tilføjer han.

Solidaritet eller handelsvare?

Udviklingen tog ifølge Ole Hartling fart under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, der begunstigede de private sygehuse.

”Man havde den misforståede idé, at man godt kunne styre det ved det almindelige konkurrencesystem. Den kapitalistiske tanke er jo, at dem, der gør det bedst, får flest kunder, og de kan derudover gøre det billigst. Det gælder måske, når man producerer basale ting, som folk kan overskue, hvad er. Men netop i sundhedsvæsnet, kan den enkelte ikke altid selv vurdere, om der fx er grund til en knæoperation, eller man hellere skal behandle gennem træning. Og når der bliver penge involveret, og man måske har en forsikring, der dækker, kan det ende med, at man bliver opereret mere, end man måske ellers ville være blevet, selvom det ikke er det bedste i alle tilfælde – for, når penge er en mulighed i systemet, er læger jo ikke bedre end andre mennesker.”

Ole Hartling er dermed ikke i tvivl om, at de private sygeforsikringer betyder en overbehandling af patienterne.

Misforståelse af Adam Smidt

”Det er en illusion, når man tror, at man også kan anvende den økonomiske liberalismes fader, Adam Schmidts, tanker om kapitalismens konkurrence på de goder, vi synes, alle skal have. Disse områder bliver efterhånden mere og mere pengestyrede. Men når det kommer til fællesgoder – herunder sundhedsydelser – som man er afhængig af, er der tale om et tillidsforhold. I Danmark er sundhedsydelser sociale fællesgoder, og hvis man gør det til noget kommercielt, vil man få en skævdeling.”

Ole Hartling gør opmærksom på, at efterhånden. som flere og flere af de områder, der tager vare på vores fællesgoder, bliver privatiserede, bliver det også et krav, at de skal give sorte tal på bundlinjen.

”Men hvorfor skal statens forpligtelser egentlig have overskud? Er det ikke meningen, at det bør give underskud? Det er jo derfor, at de fællesgoder, som, vi synes, alle skal have, er dækket over skatten, og det skal ikke lægges ind i et kommercielt system. Det har også vist sig, at det ikke er gået særlig godt med privatiseringen af vores hospitalsvæsen. Det går skævt. Jeg mener, man bør besinde sig, men det er der ikke mange kræfter, der ønsker for tiden.”

Den barmhjertige samaritaner havde ikke kommercielle interesser

”Økonomismen har overtaget i stedet for ordentlighed, og hvad, der betyder noget i livet, er jo netop ikke kun, hvad der kan betales. Den barmhjertige samaritaner tog sig af den anden, fordi han var i nød – punktum. Det var grunden. Han tænkte på sin næste. Hvis han derimod havde tænkt på, hvad han kunne få ud af det, ville den, der var faldet blandt røvere, jo være blevet til genstand for hans kommercielle interesser og ikke hans næstekærlighed. Det er næstekærligheden, der gør, at vi ikke kun tager os af dem, der har råd, eller som vi kender.”

Aktiv dødshjælp

Vi glider nu over i et andet emne, som Ole Hartling i den grad også brænder for, nemlig kampen mod aktiv dødshjælp. Samme dag, som interviewet foregik, havde jeg således lige fået den nyudgivede bog ’Døden på recept’, som han er medredaktør og bidragsyder på, ind ad døren. Netop med afsæt i det, vi lige havde talt om, spørger jeg ham, om den kommercielle interesse også er en faktor i spørgsmålet om aktiv dødshjælp, da det er billigere at afslutte liv end give den behandling, som vil gøre et lidelsesfyldt liv udholdeligt. Her pointerer han imidlertid, at nogle opgørelser viser, at den palliative behandling faktisk betyder færre dyre sygehusindlæggelser:

”Men der er også her en parallel til det, vi lige har talt om. Når man ser på udviklingen ikke mindst i Canada, bliver den aktive dødshjælp i stigende grad brugt overfor patienter, der ikke længere har råd til at få den handicaphjælp, der kunne afhjælpe deres funktionshæmninger. I dag tilbyder man dem, man før ville have hjulpet, dødshjælp. ”

Sporene skræmmer

”Der er nogle skrækkelige eksempler på, at de nu får tilbud om at komme herfra – underforstået: det er også billigere for os. Der var en ung mand, som havde et svært fysisk handicap. Han ville gerne bo på et sted i nærheden af familien. Men det kunne han ikke, fordi det var for dyrt. I stedet tilbød de ham noget, der var mange hundrede kilometer væk. Han valgte så dødshjælp, da han ikke kunne holde ud, at han ikke kunne være i nærheden af dem, han holdt af.”

Et andet eksempel er en kvinde, der søgte hjælp, fordi hun havde selvmordstanker, og endte med at få tilbudt assisteret selvmord.

”Sådan er der det ene eksempel efter det andet fra Canada, hvor man ser, at det er det kommercielle, der kommer til at afgøre, om man får dødshjælp. Så hvis vi i Danmark strammer endnu mere på hjælpen til mennesker med funktionshandicaps og psykiske sygdomme, kan det samme ske her. Giver vi disse grupper for hårde vilkår, kan vi gøre det så sort for dem, at de næsten bliver nødt til at vælge døden, hvis det bliver en mulighed.”

Glidebaneeffekten

Ole Hartling understreger her, at man skal huske, at man indførte aktiv dødshjælp med én begrundelse i Canada, nemlig, at det ville være at krænke borgerens selvbestemmelsesret ikke at efterkomme hans eller hendes intense ønske om at blive taget af dage:

”Der er det, at man misforstår, hvad selvbestemmelse er. Den selvbestemmelse, man her taler om, er jo en, som skal udøves, når man er allermest syg og svækket. Og når muligheden for dødshjælp er der, er man ikke fri for valget. Det betyder, at man i virkeligheden ikke er fri til at vælge at fastholde livet, hvis alle omkring en mener, det er bedre, at man vælger livet fra.”

”Det er næstekærligheden, der gør,
at vi ikke kun tager os af dem, der
har råd, eller som vi kender.”

Med åbne øjne

Det er glædeligt at se alle de kræfter, der fra mange sider er sat ind for at forhindre en lov om dødshjælp i Danmark, og ingen politikere kan være uvidende om den udvikling en sådan lov har medført i de lande, hvor man har dødshjælp. Alligevel fortsætter regeringen med at arbejde hen imod, at aktiv dødshjælp bliver gjort lovligt i Danmark. Der er dog et lille lys: ”Mette Frederiksen har trods alt trukket lidt i land i forhold til sin udtalelse i 2023. Efterfølgende har hun sagt, at hun nok dengang talte mere som Mette end som statsminister.”

Derfor fortsætter Ole Hartling sammen med mange andre kampen for, at Danmark ikke bliver det næste land, som indfører dødshjælp, og store passager i hans erindringsbog er et bidrag til denne kamp.