Tabernaklet
I to tidligere klummer har jeg arbejdet med, hvordan Mette Frederiksens kald til ’åndelig oprustning’ kan belyses ud fra Bibelens tale om sabbatten. Den første klumme handlede om sabbattens kald til åndelig oprustning i vores første og vigtigste relation – til Gud. Den seneste klumme handlede om, hvordan udfrielsen af ’antisabbatten’ i Egypten kalder på, at åndelig oprustning ikke drejer sig om sig selv, men søger udad med en genoprettende tilgang til den lod, vi har fået at forvalte.
I denne klumme skal vi kigge på, hvordan disse to sabbatstemaer når sammen i, at Gud boede iblandt sit folk under ørkenvandringen – i et transportabelt telt, som vi kalder ’tabernaklet’. Moses modtager meget præcise instruktioner for, hvordan helligdommen skal bygges, og her tegnes nogle betydningsfulde linjer tilbage til skabelsen. Først venter Moses på Sinajbjerget i seks dage, før Gud begynder instruktionerne på den syvende, og de kommer så i syv taler, hvor den sidste omhandler sabbatten.
Dette afspejler, hvordan Gud skaber gennem syv talehandlinger, og til sidst hviler på, helliger og velsigner syvendedagen, sabbatsdagen. Efterfølgende gennemfører folket konstruktionen af tabernaklet i syv lydige handlinger, ”sådan som Herren havde befalet Moses” (2 Mos 40). Ved den syvende handling ”fuldførte Moses arbejdet”, ligesom Gud på den første syvendedag havde fuldendt skaberværket. Derpå fylder Herrens herlighed det oprejste tabernakel, og det beskrives, hvordan Gud følger med folket, når de bryder op og drager videre.
Den første sabbat viste, at Guds intention med at skabe var at leve i tæt relation med os. Det bekræftes her på spektakulær vis, idet Gud tager bolig midt iblandt et oprørsk og genstridigt folk – selv efter syndefaldets konsekvenser. Gud ønskede at genskabe nærheden. Det gjorde han ultimativt, da han igen slog sit telt op iblandt os (Joh 1,14), da han blev menneske i Jesus Kristus, som ved sin død flængede det forhæng, der skilte Guds folk fra Guds nærvær (Mark 15,38; Hebr 10,19-20).
Sabbatten lærer os for det første at finde vores rette plads i relationen til Gud; for det andet, at Gud vil genoprette ordenen i skaberværket, og for det tredje, at han også vil genoprette brudte relationer. ’Ånd’ har i samfundsmæssig sammenhæng at gøre med de relationelle værdier, som giver livet mening og dybde, men som ikke kan måles og vejes. Er der mennesker, fællesskaber eller sociale strukturer omkring os, hvor vi kan være et redskab for genoprettelse og således bidrage til oprustningen?
