To kirker samler fem borgmesterkandidater i Randers
Vælgermødet finder sted bare to dage før krydset skal sættes. Temaet er: Hvordan bliver Randers Danmarks bedste by at bo i?

To af Randers’ mest besøgte kirker, Frikirken Randers og Kronjyllands Frimenighed, er gået sammen om at afholde et stort vælgermøde i anledning af kommunalvalget. Vælgermødet finder sted søndag den 16. november fra kl. 13.00 til 14.30 i Frikirken Randers på Mariagervej i Randers.
Temaet for debatten er ’Hvordan bliver Randers Danmarks bedste by at bo i?’ oplyser Rolf Bro Weber fra Kronjyllands Frimenighed. Ikke mindre end fem borgmesterkandidater har takket ja til at deltage i debatten. Deltagerne inkluderer Socialdemokratiets nuværende borgmester Torben Hansen, Radikale Venstres Mogens Nyholm, Konservatives Niels Jørgen Thomsen, Socialistisk Folkepartis Rosa Lykke Yde og Venstres Claus Berggren.
Med dette valgmøde får deltagerne mulighed for at møde og høre de fem kandidater debattere de vigtigste emner for kommunen, lover arrangørerne.
Kirkerne elsker deres by
Om baggrunden for samarbejdet og vælgermødet forklarer Rolf Bro Weber: ”I Frikirken Randers og Kronjyllands Valgmenighed elsker vi Randers. Vi vil gerne – i samarbejde med politikerne i byen – gøre en forskel i Randers. Og så vil vi gerne klæde vores medlemmer og alle andre, der møder op, godt på til at sætte deres X det rigtige sted.” Alle er velkomne til vælgermødet – uanset om man kommer i en kirke eller ej. Dørene åbner kl. 12.30, hvor der er mulighed for at købe en sandwich inden debatten begynder kl. 13.00.
Borgmesterkandidaterne
De fem borgmesterkandidater, der deltager, er:
• Torben Hansen – Socialdemokratiet
• Mogens Nyholm – Radikale Venstre
• Niels Jørgen Thomsen – Konservative
• Rosa Lykke Yde – Socialistisk Folkeparti
• Claus Berggren – Venstre
Praktisk Information
• Hvad: Kommunalvalg – Vælgermøde
• Hvem: Arrangeret af Kronjyllands Frimenighed og Frikirken Randers
• Hvornår: Søndag den 16. november, kl. 13.00 – 14.30
• Hvor: Frikirken Randers, Mariagervej 117, 8920 Randers NV
• Program: Dørene åbner kl. 12.30 med mulighed for at købe en sandwich. Selve vælgermødet starter kl. 13.00.
• Adgang: Alle er velkomne, skriver Rolf Bro Weber på vegne af begge kirkerne.



