Verdensdommen er også i dit indre: Mød den del af dig, du har glemt

Verdensdommen er den dag, hvor Gud skal dømme levende og døde. Det er en dag, hvor sandheden om, hvordan vi behandlede vores næste, bliver afsløret. Men måske kan man også se verdensdommen som et billede på det, som sker inden i os?

Jesus skiller fårene fra bukkene og siger: “Jeg var sulten, og I gav mig mad, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” Traditionelt læser vi ‘de mindste brødre’ som mennesker i fysisk nød ude i verden. Men vi kan også lade dette billede pege indad og spørge: Hvem er den mindste bror i mit eget liv? Hvilke dele af mig selv har jeg sultet, spærret inde eller ignoreret?

Måske er den sultne del af dig din sjælelige længsel efter fred, som du aldrig giver tid til. Måske er den syge del dit selvværd, som du konstant kritiserer og nedgør i stedet for at pleje. Måske er den fængslede del af dig din skam eller din frygt, som du har låst inde, så den ikke må se dagens lys. Vi har alle dele af os, som vi ikke vil se på, som vi har gjort fremmede i vores eget indre. Hvis vi skal bestå dommen, betyder det, at vi skal lære at være, “får” i vores indre liv.

Fårene handlede med omsorg; de så en nød og reagerede. At være får i dit indre betyder at anerkende den guddommelige værdi i den sårbarhed, du forsøger at skjule. Det betyder, at du giver næring til dit behov for hvile, at du besøger din fængslede frygt ved at tale ærligt om den, og at du tager dig af din indre sygdom med venlighed. Bukkene er dem, der er blinde. De undlod at handle. De så ikke Guds nærvær i de mindste. I det indre er bukken den del af os, der er travl og fordømmende. Den ignorerer de stille kald om ro eller næring.

Men heldigvis er dommen ikke kun et regnskab; Guds dom er retfærdighed, det vil sige at Gud gør det ret, som er blevet forkert. Guds dom er en invitation til frihed. Vi behøver ikke selv at kæmpe for at rette op på alle vores fejl og blive perfekte. Vi kan i stedet lade Jesus træde ind. Vi kan bringe alt det dårlige, vreden, skammen, de destruktive vaner, frem i lyset. Og i stedet for at dømme det selv, kan vi overgive det til Gud og lade Ham dømme det bort.

Men heldigvis er dommen ikke kun et regnskab;
Guds dom er retfærdighed, det vil sige at Gud
gør det ret, som er blevet forkert.
Guds dom er en invitation til frihed.

Når Gud dømmer, fjerner Han det, der ødelægger os, og befrier og helbreder det sande, dybt elskede jeg, som vi har skjult og misligholdt. Derfor er dommen i dag en mulighed for indre fred. Den opfordrer os til at stoppe med at sulte og fængsle de svage dele af os selv. Ved at række ud efter vores egne “mindste brødre” og overgive vores indre mørke til Guds lys, giver vi Hans nåde plads til at skabe helhed og kærlighed.

Prædikentekst: Matt. 25, 31-46

Verdensdommen

Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.

For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?

Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.