At finde sit formål

En morgen opdagede jeg, at vores brødkurv var gået i stykker. Jeg satte det på dagens todo-liste og begyndte at lede efter en ny. Efter meget kort søgen fandt jeg den smukkeste kurv på nettet, sat meget ned, da den udgår af webbutikkens sortiment. Jeg følte mig heldig og bestilte den uden at tjekke detaljerne yderligere. Da jeg skulle hente pakken, undrede jeg mig over, at pakken ikke var større og spekulerede over, om kurven kunne foldes sammen.

Da jeg åbnede pakken, var kurven lige så smuk som billedet, men meget lille. Jeg kiggede igen på hjemmesiden og så, at målene ganske rigtigt passede på den lille kurv. Det var ret tydeligt, at den ikke kunne bruges til det, jeg havde tænkt den til, et brød ville fx ikke kunne være i den. Brødkurven kom i skabet, men da jeg nogle dage senere, hvor vi skulle have tapas, stod med en håndfuld grissini, passede det perfekt ned i kurven.

For mange af dem, jeg har mødt igennem tiden, har det været svært at finde sit formål. Det kan virke, som om det, man kan tilbyde, ikke rigtigt passer ind. At ens kurv er for lille til det formål, der er bestemt. Fastsat for at kunne bidrage i det samfund, vi har, eller i de relationer, der blev vores. Måske har man stræbt efter i mange år at være noget andet, end man er. Måske slog livet en kolbøtte, måske blev et vredt ord eller handling afgørende for en beslutning, der var svær at omstøde og gøre om eller noget andet afgørende skete.

Da jeg ryddede op i nogle papirer for nyligt, blev jeg mindet om en vagabond, der for år tilbage jævnligt kom forbi os. Han havde bestemte ruter, han gik, og når han kom forbi, fik han et måltid mad, et bad og indimellem en seng til dagen efter. Han elskede at læse, så indimellem byttede han med en ny bog. En aften fortalte han, at en uoverensstemmelse havde fået ham på vejen, og nu var det for svært at gå tilbage. Sidste gang, jeg så ham, var til en fest, hvor jeg lavede maden. En fest, hvor han samlede flere af dem, der havde vist ham venlighed og sagde tak.

Han fandt måske aldrig sit formål, men han satte et aftryk hos mig og hele min familie. Jeg tænker jævnligt tilbage på en aften, vi talte sammen, hvor han sagde: ”Lad aldrig vreden blive en mur, du ikke kan forcere.” Lad juletiden blive en tid, hvor vi husker på og samles om lyset og håbet.