”Det kristne håb om fred er forankret uden for os selv”

På Henrik Stubkjærs bispekontor lige bag ved den imponerende Viborg Domkirke hænger der moderne kunst, og på borde og reoler er der både ældre og nyere bøger om teologi og diakoni. På en hylde ligger en gave, han modtog under et nyligt besøg i Hong Kong, hvor han deltog i et møde for asiatiske kirkeledere: en tallerken, der er dekoreret med et motiv af Kristi himmelfart.

Himmelfarten finder sted fra et landskab, der ligner det lokale i Hong Kong, og Kristus har tydelige asiatiske træk, klædedragt og frisure.

”Inde i Viborg Domkirke har vi jo en masse berømte malerier af Joakim Skovgaard, som er malet for lidt over 100 år siden og afspejler den inspiration, han havde mødt ude i verden, men også den lokale kontekst. Jesus og disciplene ser for eksempel meget nordiske ud. Kristendommen tager altid farve af det sted, den finder rod og udleves, og det er vigtigt, at vi husker, at vores danske kirke er en del af en universel kirke, og at Jesus altid var grænsesprængende,” siger Henrik Stubkjær.

Som biskop over Viborg Stift siden 2013 har han en hverdag præget af dansk kirkeliv og med et engagement i det lokale og nationale. Men hans internationale engagement, som stammer helt tilbage fra studietiden og også har udmøntet sig i en periode som generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, fornægter sig ikke. En del genstande på hans kontor vidner om rejser og besøg rundt omkring i verden, en del af dem erhvervet de seneste knap ni år, hvor han har været involveret i arbejdet i Det Lutherske Verdensforbund (LVF) – og siden 2023 som præsident – en embedsperiode, der løber frem til 2030.

En stærk oplevelse i et egyptisk kloster

Udfordringen har mødt Henrik Stubkjær til en samtale om baggrunden for hans internationale engagement og hans visioner for sin periode som præsident for Det Lutherske Verdensforbund. Forbundet er et globalt fællesskab af lutherske kirker, der blev stiftet i 1947 i Lund i Sverige i kølvandet på 2. Verdenskrig, bl.a. med det formål at hjælpe flygtninge og nødstedte efter krigen. I dag har forbundet 151 medlemskirker fra 99 lande, som repræsenterer omkring 78 millioner lutheranere, og for Henrik Stubkjær er det internationale aspekt helt centralt.

”Jeg lægger vægt på, at kirken ikke er en dansk opfindelse, men en verdensbevægelse, og det har altid tiltalt mig at hente inspiration rundt omkring i hele verden,” fortæller biskoppen. En erfaring allerede i studietiden var med til at understrege, hvad et internationalt og også økumenisk perspektiv kunne betyde.

”Jeg fik mulighed for at opholde mig en uge på et ortodokst kloster i Wadi Natrun i Egypten, hvor jeg som den eneste udefrakommende fulgte munkenes rytme med halvanden times morgenandagt og næsten to timers nadvergudstjeneste. Under gudstjenesten blev brødene båret ind til sidst, og en af munkene valgte et brød, som han indstiftede, og som blev delt ud ved nadveren,” husker Henrik Stubkjær.

Den første morgen gik han op og stillede sig i kø sammen med munkene. Da han nåede frem til den munk, der uddelte brødet, spurgte munken ham, om han var ortodoks, og da Henrik Stubkjær sagde nej, meddelte munken, at han så desværre ikke kunne modtage nadveren. Han forklarede, at klostrets historie gik tilbage til det 2. århundrede, og at reglen om, at kun ortodokse kunne modtage nadver, aldrig var blevet brudt.

Så forstummede munkenes kritik,
og jeg havde fået en stærk erfaring af,
at det, der samler og forener os kristne,
er stærkere end det, der adskiller os.”

”Den sidste dag var der igen nadvergudstjeneste, og biskoppen, som havde ansvar for fem klostre i området, forestod messen i det kloster, hvor jeg var på besøg. Han vinkede mig frem som tegn på, at jeg skulle komme op og modtage nadver, men jeg vinkede afværgende med hænderne. Det skete tre gange, og tredje gang gik jeg op til ham, og han gav mig brødet,” fortæller Henrik Stubkjær.

Efter messen stimlede munkene sammen om biskoppen og bebrejdede ham, at han havde brudt den ældgamle regel ved at uddele nadver til en person, der ikke var ortodoks. Hans svar lød: ”Jeg gav ham brødet, fordi jeg elsker ham.” ”Så forstummede munkenes kritik, og jeg havde fået en stærk erfaring af, at det, der samler og forener os kristne, er stærkere end det, der adskiller os. Det har formet mit syn på det økumeniske,” siger Henrik Stubkjær.

Kirkens røst til de lidende

Som bestyrelsesmedlem i Det Lutherske Verdensforbund og nu som præsident for hele forbundet deltager han i mange økumeniske og tværreligiøse møder, og selv om de teologiske og dogmatiske forskelle kan være svære at overkomme på det teoretiske plan, oplever han, at der generelt er stor vilje til at samarbejde for at imødegå fælles udfordringer og støtte og hjælpe ofre for krig, fattigdom og klimaforandringer.

”Som lutherske kirker har vi brug for hinanden, og som danske lutheranere har vi brødre og søstre over hele verden, som står i mange af de samme udfordringer som os. Desuden har vi – sammen med andre kristne og med hele menneskeheden – et ansvar for at forsøge at skabe håb og positiv forandring. Som præsident for Det Lutherske Verdensforbund vil jeg gerne bringe kirkens røst ud til dem, der lider,” siger han.

Henrik Stubkjær oplever, at LVF bliver opfattet som en vigtig spiller i arbejdet for at fremme udvikling og fred – trods det forholdsvis begrænsede antal kristne, som forbundet repræsenterer. ”I Ukraine mødtes jeg for eksempel med præsidentens højre hånd, som var meget optaget af, om vi kunne lægge pres på statsledere i det globale Syd om at deltage på et vigtigt fredsmøde i Schweiz. Og i Etiopien mødtes jeg med både præsidenten og premierministeren, fordi Mekane Yesus-kirken, som er vores medlemskirke i Etiopien, spiller en stor rolle i samfundet med uddannelse og socialt arbejde,” fortæller Henrik Stubkjær.

Borgmesterens tårer og det kristne håb

For to år siden besøgte han Kharkiv i Ukraine, mens byen var under kraftigt bombardement, og de russiske styrker trængte frem. LVF havde stået for genopbygningen af 500 lejligheder og var i gang med at etablere skoleklasser i gamle atombunkere, så børnene kunne gå i skole uden at risikere, at deres skole blev bombet i stykker. Desuden sørgede LVF for uddeling af nødhjælp, bl.a. madrasser og dyner, til folk, der var blevet evakueret fra fronten. Under besøget mødtes Henrik Stubkjær med Kharkivs borgmester på et hemmeligt sted – borgmesteren flyttede kontor hver dag af sikkerhedshensyn.

”Borgmesteren sagde til mig: ”Der er mange, der hjælper os, men der er ikke ret mange, der kommer og besøger os.” Og så trillede tårerne ned ad hans kinder. Det var tydeligt, at det betød meget for ham, at vi viste solidaritet ved at besøge dem og vise dem helt konkret, at de ikke var glemt,” siger Henrik Stubkjær. Netop det har han oplevet mange gange: at det gør en stor forskel for lidende mennesker, at deres lidelser bliver set og anerkendt, og at nogle beder for dem og deler håbet med dem.

”Der er mange steder i verden, hvor man kan synes, at håbet har trange kår. Men det kristne håb er netop ikke forankret i os mennesker og vores begrænsede evner til forsoning og solidaritet, men i noget uden for os selv. Det, oplever jeg, er det kristne håbs største styrke. Det er et håb, vi får givet af den Gud, der er skaberguden, og den Gud, der lod sig inkarnere for at være os helt nær. Det er ikke forblommet optimisme, men en tro på, at der er en udefra, der vil os det bedste, og jeg hører igen og igen, at det er det, der bærer folk,” siger Henrik Stubkjær.

Manglende medicin til Gazas børn

Han erkender, at han indimellem kan blive frustreret, når LVF’s arbejde bliver mødt med modstand, sådan som han oplevede det for nylig under et møde i Jerusalem, hvor LVF driver et hospital, som tilbyder den mest moderne behandling inden for dialyse og kræftbehandling, som den palæstinensiske befolkning har adgang til.

”Den danske regering har i tråd med LVF’s holdning argumenteret for, at der skal åbnes en humanitær korridor fra Gaza, så de mest syge børn kan komme til Østjerusalem og få den behandling, de har behov for – i stedet for, at de skal flyves til USA eller Tyskland. I Østjerusalem vil de kunne få behandling i et miljø, de er trygge ved, og på et sprog, de kender,” siger han.

Israel har imidlertid afvist at åbne en korridor, og LVF har derfor sendt medicin til de kræft- og nyresyge børn ind i Gaza. Under Henrik Stubkjærs besøg blev en palle med medicin til hospitalet i Gaza dog afvist ved grænsen, selv om det havde alle de nødvendige godkendelser. ”Det var hårdt og frustrerende at være vidne til. Men i den slags situationer må man hive sig op ved hårene – og det kan man, når man ser de folk, der lever i det til daglig, og som stadig kan stille sig frem og få et liv til at hænge sammen og tro på, at der er en fremtid. Det er et stærkt vidnesbyrd,” siger han.

Fremskridtsteologi i modstrid med Luther

Henrik Stubkjær oplever, at der både er en stærk luthersk og økumenisk vilje til at stå sammen om at gøre noget ved verdens uretfærdigheder, men også interne brydninger, som kan være en barriere for fælles handling.

”Ligesom der er brydninger i den katolske og anglikanske kirke om spørgsmål om vielse af homoseksuelle, kvinders rolle i kirken og meget andet, så har vi også brydninger i den lutherske verden. Vi oplever en konservativ bølge, der kommer fra USA og er drevet frem af kirker, der har mange penge og bedriver mission baseret på fremskridtsteologi. En teologi, hvor det handler om penge, og hvor en præst for eksempel kan lokke store værdier ud af menigheden ved for eksempel at hævde, at Helligånden har fortalt ham, at han, inden han forlader kirken efter en gudstjeneste, vil modtage en bilnøgle,” fortæller præsidenten for LVF.

Han oplever også, at der blandt kirker, der er ramt af klimaudløste katastrofer, er en frustration over manglende støtte fra kirkerne i nord. ”De spørger os, hvor vi er henne, og hvor vores støtte bliver af. Det er svært at stå på mål for den manglende handling, ikke mindst fordi det jo er os i nord, der har skabt klimaforandringerne. Der må vi sætte vores lid til, at vi har en tilgivende Gud, der kan tilgive selv os, der ikke gør det, vi burde gøre,” siger Henrik Stubkjær.

Han oplever, at den økumeniske bevægelse – ligesom staterne på politisk plan – er presset af polarisering. Samtidig sker der en forskydning, så LVF ikke længere er et nordligt domineret fællesskab, men har sine største medlemskirker i det globale syd, i Etiopien og Tanzania.

”Den lutherske kirke vokser i syd og skrumper i nord, og dermed bliver det også sværere for os at skaffe de økonomiske midler fra kirkerne i nord, som vi tidligere har kunnet. Det er en vigtig opgave at argumentere for, at det fortsat er nødvendigt at prioritere midler til det fælles lutherske arbejde og til at støtte kirkerne i syd,” siger han.

Fælles forståelse efter 500 år

Han finder dog håb i den fortsat stærke økumeniske og tværreligiøse bevægelse, som han oplever, findes parallelt med polarisering og pres fra konservative kræfter. Styrken i det økumeniske og tværreligiøse viste sig blandt ved et fredsmøde arrangeret af den katolske organisation Sant Egidio i november 2025 i Rom. Der var 6.000 personer indskrevet til mødet, som blev holdt under titlen ”Daring Peace” – ”At turde freden”, og ved åbningsarrangementet deltog både den italienske præsident, den belgiske dronning, den ledende rabbiner for Europa samt en ledende imam og en række katolske repræsentanter for Sant Egidio og gav hver deres perspektiv for vejen til fred.

Ved afslutningsceremonien blev den deklaration, som deltageren var nået til enighed om, symbolsk givet fra mødelederne til børn fra hele verden, som delte dem videre ud til de mange delegerede. ”Det var en stærk gestus, som mindede os om, at vi er forpligtede på at finde veje sammen,” siger Henrik Stubkjær, som også var overrasket over, at han ved den afsluttende bøn for fred blev sat til at stå for den tredje del af bønnen, efter at den romersk-katolske pave Leo havde stået for første del og den anglikanske ærkebiskop fra Sydafrika den anden.

Den fælles kristne bøn fandt sted i Colosseum, mens muslimer og hinduer bad for fred på andre lokaliteter på samme tid. Som præsident for LVF er Henrik Stubkjær også med i en dialoggruppe med ortodokse kirker og med en anden dialoggruppe med katolikker. Dialogen med katolikkerne handler blandt andet om forståelsen af Confession Augustana, Den Augburgske Bekendelse, som er en af folkekirkens fem bekendelsesskrifter.

Bekendelsen har 500-års jubilæum i 2030, hvor Henrik Stubkjærs præsidentperiode udløber, og han håber, at parterne inden da kan finde frem til en fælles forståelse af dokumentet. ”Luther ville i udgangspunktet ikke bryde med kirken; han var katolik, da han forfattede bekendelsen, og jeg tror, at der er en større fælles forståelse af den, end vi historisk har kunnet udtrykke,” siger Henrik Stubkjær.

Spinkle blomster i en brugt patron

Udover arbejdet med en fælles forståelse af Confessio Augustana er han optaget af at forbedre LVFs missionsarbejde og undervisning.

”Det lå Luther meget på sinde at undervise og myndiggøre lægfolket. Der kan vi i nord være med til at inspirere i syd, hvor der både kulturelt og teologisk ikke altid har været så meget vægt på det myndige lægfolk. Jeg synes ikke mindst, at det er vigtigt at styrke kvindernes position i kirken,” siger han og nævner ungdomsbevægelsen inden for LVF, som han gerne vil styrke yderligere.
I det hele taget må LVF styrke håbet også hos børn og unge og lade sig inspirere af børnenes evne til at finde håb og glæde midt i et ofte svært liv, mener Henrik Stubkjær.

På hans kontor står en tom patron, som er bemalet med det ukrainske flags farver. Ud af toppen på patronen vokser tre spinkle blomster formet i ståltråd. Den er lavet af børn i Ukraine, og Henrik Stubkjær fik den med hjem som et minde fra et besøg i Ukraine. Under et besøg hos pave Frans i Rom sørgede han for, at paven fik en tilsvarende patron, og på sit kontor har biskoppen et billede af den nu afdøde pave, der modtager patronen med blomster, der vokser op af den.

”Det er et stærkt symbol på det kristne håb og vores fælles forpligtelse på altid at blive i det håb og styrke det hos hinanden,” siger han.