Det underfundige ved Zakarias’ lovsang
I Lalandia i Billund findes den famøse sti fra sommerhusene til badelandet. En sti, som bliver benyttet af alle børn, unge, forældre, bedsteforældre og turister fra nær og fjern for at komme ned til centeret. Og så igen, når de skal hjem. En dag i badeland trækker godt med energi ud af børnene. Så om morgenen kan man på stien se glade børn, der spændt venter på oplevelserne, og om eftermiddagen ser man ofte de helt store nedbrud fra børn, der ikke magter mere.
En dag, hvor vi gik på stien, så vi et forældrepar med to børn på vej hjem fra badeland. Den ældste var vel omkring seks år, og hun græder og græder. Til sidst kaster hun sig ned på jorden, mens hun råber: ”Mine ben er gået i stykker!” Jeg ved godt, at det ikke er pænt at grine af, men vi grinte af det, fordi det jo er en genkendelig situation. Alle forældre har prøvet det på den ene eller anden måde. Barnet, der kaster sig til jorden og bare ikke vil mere. Det har givet op.
Solopgangen fra det høje
Der er noget underfundigt ved Zakarias’ lovsang. Inspirationen til hans lovsang er hentet fra Gammel Testamente, blandt andet når han fortæller om ”frelsens horn” og ”den hellige pagt, som han tilsvor vor fader Abraham”. Begge udtryk er fra Gammel Testamente. Men til sidst i lovsangen nævner Zakarias, at Gud har ”sendt sin solopgang fra det høje, som vil lyse for det folk, som sidder i mørket”.
Også fra Gammel Testamente. Men der er sket en lille ændring i ordlyden. Der findes et par steder i Gammelt Testamente, hvor Israel beskrives som vandrende i mørket: Vi venter på lys, men der er kun mørke, på stråleglans, men vi vandrer i mulm (Es. 59,9b) og Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys (Es 9,2b). Men der er ikke et sted, hvor Israel er siddende. Hvor folket før vandrede i mørket, så har det altså nu sat sig ned. Israel har givet op og er stoppet med at vandre.
Faren bøjer sig ned
Jeg kommer til at tænke på barnet ved Lalandia, som kaster sig ned og siger: ”Mine ben er gået i stykker.” Barnet er et udmærket billede på Israel, der ikke kan mere. Og endnu bedre bliver billedet, når man ser, hvad der sker på stien i Lalandia. For forældrene til barnet hverken råber eller skriger af det. Barnet bliver heller ikke bedt om at tage sig sammen. Faren bøjer sig ned, samler sit barn op og bærer det.
”Barnet bliver heller ikke bedt om
at tage sig sammen. Faren bøjer sig ned,
samler sit barn op og bærer det.
Det blev et stærkt billede på Gud.
I julen bøjer Gud sig ned til os.”
Det blev et stærkt billede på Gud. I julen bøjer Gud sig ned til os. Han kommer ned til vores jord og bliver et menneske. Det gør han for at løfte os op. For at genoprette det forhold, der er gået tabt mellem Gud og mennesker. Et forhold, som gik tabt ved syndefaldet, men som blev genoprettet med Jesus. Gud kommer ned til os i menneskeskikkelse for at frelse os. Zakarias fortæller i sin lovsang, at hans søn, Johannes, skal lære folket at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os… (Luk 1,77-78).
Der, hvor vi må give op i forhold til at få tilgivelse for vores synder, der kan Gud samle os op og bringe tilgivelse ind i vores liv. Der, hvor vi sætter os ned i mørket, der kommer Gud og lyser for os.
Lyset fra Betlehem
Jeg oplever ofte, at mennesker gerne vil synge salmen I østen stiger solen op, når der skal vælges salmer til en bisættelse eller begravelse, fordi det er en kendt salme. Men mange misser Ingemanns fantastiske budskab i salmen. Han sammenligner Jesus med solen på himlen. Han beskriver, hvordan solen bringer liv, ligesom Jesus bringer liv. Og så slutter han storslået af med:
Du soles sol fra Betlehem!
Hav tak og lov og pris
for hvert et glimt fra lysets hjem
og fra dit Paradis!
Barnet i Betlehem er soles sol, og det er ham, som bringer glimtet fra paradis.
Prædikentekst: Luk. 1, 67-80
Zakarias’ lovsang
Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage.
Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
