En venlig dagbog

Titlen fik lige én til at gnide øjnene en ekstra gang. I baggrunden fyldte den gamle rocksanger John Mogensen scenen op – ikke stille, men nærmest brovtende, i al fald noget mere højrøstet end denne bogs forfatter. Men begge har livet under lup. Og det forpligter. Jeg fornemmer en form for mild og venlig tilstedeværelse i hver eneste sætning, der er ganske velgørende. Selv summer hun sit liv op ved at kalde det “de færreste forundt”: ”Hvor har jeg haft det godt, og hvor er jeg taknemlig mod Gud og mennesker,” skriver hun.

Nu er det så plejehjemmet, der er blevet hendes sidste station på livets vej. Hun kalder det uomgængelige flytte-halløj for det skandinaviske Manhattan (en af de dyrest tilgængelige adresser, skulle man hilse og sige), og ud af det hele er der dukket to små hæfter op, der nu må gøre tjeneste som dagbøger. Og det er der rigtig god grund til at kippe med flaget for. Datteren er forfatteren Ida Jessen, der efter moderens død har besørget det hele i trykken. Det er der rigtig god grund til at glædes ved.

Uden tøven vil jeg kalde det en bog fuld af indsigter om det at være plejehjems-beboer. Og jeg taler af en vis erfaring. Min absolut bedste halvdel tilbragte sine sidste 1½ år i demensens skygge. Jeg genkender det alt sammen, men ville gerne have haft bogen ved min side under hele forløbet. Der er den milde, blide humor, der stikker hovedet frem; de sædvanlige klagepunkter, man hører om gennem pressen: forjagetheden, magtesløsheden, men også den medfølelse og helbredelse, der kan ligge i at række et medmenneske en stille hånd.

Hun bliver hurtigt træt – hvem ville ikke gøre det med sine 88 år? – men der er hele tiden en mangfoldighed af gøremål. Et godt og virksomt liv, hvor hun forholder sig til den tyske teolog, Karl Barths ord: “Religion handler om menneskers vej til Gud. Kristendom Guds vej til mennesker” (s. 92).

Gudrun Jessen: “Jeg vil leve, så længe jeg er gammel. Dagbog fra et plejehjem.” Med efterord af Ida Jessen.
127 sider. Indb. 250 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag