Et lille Guds barn på forreste række

Jeg er engageret i et MenighedsUdviklingsProgram i Bangladesh under Danmission med mottoet: ”Den lokale menighed er verdens håb. Arbejdet udføres i de små menigheder under Bangladesh Lutherske Kirke (BLC) ved hjælp af et antal ”menighedstrænere”.

Foruden hele det evangeliserende aspekt er det, der glæder mig mest ved programmet, at det er med til at give livsmod, frimodighed og selvværd til de kristne, som udgør en meget lille del af befolkningen. De kristne i BLC’s menigheder, som alle kommer fra hindubaggrund, lever ikke i hemmelighed med troen. De vidner frit. Og til Jul og Påske er der ofte optog med sang og musik gennem byen for at gøre opmærksom på festen.

Fra 2024 er der en oplevelse om kristen frimodighed, som bliver ved med at varme mit hjerte: Mødet med Mukti. Jeg kender hendes mor fra tidligere. Hun har for år tilbage arbejdet i MenighedsUdviklingsProgrammet. Hun kom på besøg med Mukti, for at min kone og jeg kunne se hendes søde og kloge datter på 10 år.

– Jeg spurgte Mukti, hvilket fag i skolen, hun bedst kunne lide. ”Religion!” svarede hun straks. ”Hvorfor dog?” spurgte jeg. ”Du er den eneste kristne i klassen med et stort flertal af muslimer og hinduer?”

– ”Jeg får nogle opgaver af læreren. Dem skal jeg selv sidde og løse. Det er så spændende,” sagde hun.

Jeg kender reglerne i den offentlige skole. Muslimer, som udgør 90 % af befolkningen, skal have muslim-undervisning. Hinduer, som udgør 9 %, skal have hindu-undervisning. Og kristne, som udgør ca. en halv procent, skal i princippet have kristendomsundervisning. Det fungerer bare sjældent, fordi der er så få kristne, men fint, at det fungerer i Muktis skole.

”Og hvor sidder du så i klassen?” spurgte jeg videre. – ”Jeg sidder forrest,” svarede hun. Undrende fortsatte jeg: ”Forrest? Er der ikke 60 børn i klassen, og som kristen sidder du forrest. Hvordan går det til?” Og så kom det svar, som stadig varmer mit hjerte: ”Jeg har ikke tradition for at sidde bagerst; derfor sidder jeg forrest.” Tænk at være eneste kristne i klassen (måske i skolen) og så ikke have tradition for at sidde bagest. Mukti er en lille solstråle, der ved, hvem hun er, og er stolt af det. Et Guds barn på forreste række!

Muktis mor, som er alene med Mukti, har helt sikkert gjort noget rigtigt i forbindelse med opdragelsen. Jeg ved ikke præcist hvad. Jeg ved kun generelt, hvordan børn vokser op i de fattige menigheder i Bangladesh Lutherske Kirke. De har ikke meget legetøj, ingen mobiltelefon og kun få valgmuligheder, men de har tid til en masse ukontrolleret leg med hinanden og med dåser, jord og pinde.

Og børnene inddrages tidligt i dagliglivets opgaver i hjemmet og landsbyen – og i menighedens gudstjeneste og selvfølgelig i søndagsskolen, hvor der er bibelfortælling, billeder og bevægelsessange.

– Midt i Muktis børneliv fylder kirke og kristendom forholdsvis meget. Det tror jeg – foruden hendes mors ubetingede kærlighed – har en stor betydning for Muktis selvværd og livsmod. Jeg takker Gud for både mors og datters – og mange andre kristnes – frimodige vidnesbyrd.

– Og særligt for selvværdet, som gør, at Mukti ikke har tradition for at sidde bagest.