Nigeria: Over 300 kristne piger bortført fra kostskole
Præsident Bola Tinubu har erklæret undtagelsestilstand efter den seneste række kidnapninger og andre angreb rettet mod kristne. Sikkerhedsstyrker har angiveligt reddet 24 af pigerne.

Kidnapning af 303 elever og 12 lærere fra den katolske St. Mary’s skole i Niger-staten den 21. november har fået Nigerias præsident, Bola Tinubu, til at erklære undtagelsestilstand.
Nigerianske sikkerhedsstyrker har angiveligt været medvirkende til at befri 24 af de over 300 skolepiger foruden 38 personer, der blev kidnappet fra en kirke i Kwara-staten.
Massekidnapningen skete bare få dage efter et angreb i nabostaten Kebbi, hvor 25 skolepiger blev kidnappet fra en kostskole, blot 170 km fra den katolske skole i Niger-staten. Herefter lukkede myndighederne i flere delstater alle skolerne i området.
Premier Christian News skrev den 27. november, at præsidenten ville ansætte op mod 20.000 nye politibetjente og placere vagter fra hele landet for at finde de potentielle gidseltagere, der gemmer sig i skovene. ”Der vil ikke være flere skjulesteder for ondskabens agenter,” erklærede præsident Tinubu. ”Jeg føler med de familier, der har mistet deres kære, og hylder vores modige soldater,” sagde han. Selvom præsidenten har muslimsk baggrund, gik han som barn på en katolsk skole, før han påbegyndte sine studier i USA.
50 er hjemme igen
Halvtreds af de bortførte skolebørn er nu flygtet fra fangenskabet og er vendt hjem, oplyser skolemyndighederne. De resterende 253 børn og 12 lærere er dog stadig savnet i en af landets største massebortførelser, skriver Christian Post. De flygtede, som er i alderen 10 til 18 år, vendte tilbage individuelt mellem fredag og lørdag, fortalte præst Bulus Dauwa Yohanna, formand for Christian Association of Nigeria i delstaten Niger og ejer af skolen, til medierne i en erklæring søndag den 23. november.
Eleverne og deres lærere var blevet bortført fra den afsidesliggende St. Mary’s School, da svært bevæbnede mænd havde stormet skoleområdet.
Det er stadig uvist, hvor de resterende gidsler befinder sig, og nigeriansk politi og militær har ikke offentliggjort detaljer om den igangværende redningsaktion. Der er heller ingen grupper, der har taget ansvar for massebortførelsen.
Lukrativ forbrydelse
Angrebet i delstaten Niger fandt sted blot fire dage efter, at 25 studerende blev bortført fra byen Maga i nabostaten Kebbi. Begge hændelser er en del af en bølge af skolebortførelser i Nigerias nordlige region, hvor kidnapning for løsepenge er blevet et lukrativt redskab for væbnede grupper, der dominerer fjerntliggende områder. Præsident Bola Tinubu sagde i en erklæring, at hans administration fortsat er forpligtet til at sikre enhver kidnappet persons sikkerhed.
”Lad mig sige det klart: Jeg vil ikke give efter. Enhver nigerianer i enhver stat har ret til sikkerhed – og under mit opsyn vil vi sikre denne nation og beskytte vores folk,” sagde han. Samtidig med skolebortførelserne blev de 38 voksne bortført fra en katolsk kirke i delstaten Kwara. En repræsentant for kirken oplyste til nyhedsbureauet Reuters, at bortførerne krævede cirka 69.000 dollar – knap 450.000 kroner – i løsesum for hver af de bortførte kirkegængere.
Høj løsesum for kristne
Den USA-baserede vagthundsorganisation Open Doors rapporterer, at mere end 20.000 mennesker blev bortført i perioden 2019 til 2023 i Nigeria. De advarer om, at ”kidnapning er big business, der finansierer islamistisk ekspansion og er knyttet til aktive terrorgrupper.” ”Mange af disse banditter er kendt for at gå efter alle, der er villige til at betale en pris – men de har lært, at kristne, og især religiøse ledere, kan inddrive en højere løsesum,” skrev Open Doors i en rapport fra oktober. ”Dette gør de kristne og religiøse ledere til særligt sårbare mål.”
”De har lært, at kristne,
og især religiøse ledere,
kan inddrive en højere løsesum.
Dette gør de kristne og religiøse
ledere til særligt sårbare mål.”Open Doors rapport fra oktober.
Kristenforfølgelser
Titusindvis af kristne er blevet dræbt i Nigeria i det seneste årti, og tusinder bliver dræbt hvert år. Open Doors har i flere år rapporteret, at der hvert år myrdes flere kristne i Nigeria end i alle andre lande tilsammen. Den amerikanske præsident Donald Trump har hævdet, at der finder et ”kristent folkedrab” sted i landet. Nigeria rangerer som nummer syv på Open Doors’ verdensovervågningsliste over de farligste steder for kristne.
Terrorgrupper eller bander kidnapper skolebørn
Siden 2014 har Nigeria været ramt af en række massebortførelser af skolebørn. I mange tilfælde er det islamistiske grupper som fx Boko Haram og ISWAP, der står bag. Men i andre tilfælde er gerningsmændene angiveligt bare ”kriminelle bander”. Den 14. april 2014 bortførte terrorgruppen Boko Haran således 276 skolepiger fra Government Girls Secondary School i Chibok, Borno State.
Den 19. februar 2018 blev 110 piger kidnappet fra Government Girl’s Technical College i Dapchi, Yobe State, angiveligt af Boko Haram og Islamisk Stat – Vestafrika-provinsen (ISWAP). Den 11. december 2020 blev over 300 drenge bortført fra deres skole i Kankara i nordvest Nigeria. Denne gang var gerningsmændene angiveligt ”en kriminel bande”. Men i de seneste skolekidnapninger er det endnu ikke blevet bekendtgjort, hvem gerningsmændene er.



