Nødhjælp til Sri Lanka

Cyklonen Ditwah har udløst en humanitær krise i Sri Lanka. Som reaktion herpå har Sri Lankas regering erklæret undtagelsestilstand for at styrke rednings- og nødhjælpsindsatsen. Den 8. december 2025 blev antallet af omkomne opgjort til 627 personer, mens 190 stadig savnedes.
Eftersøgnings- og redningsindsatsen fortsætter i de hårdest ramte områder. Ud over oversvømmelser har cyklonen også udløst mere end 1.200 jordskred, oplyser Dansk Europamission. I alt er 2,17 millioner mennesker blevet ramt, og 80.583 huse er blevet beskadiget, heraf 4.517 ødelagt. Kirker og præster i flere distrikter er blevet hårdt ramt, er blevet fordrevet og har fået deres ejendom og hjem ødelagt.
Evangelisk Alliance i Sri Lanka er i øjeblikket involveret i nødhjælps- og genopbygningsindsatsen for de berørte kirker og samfund og har iværksat en særlig kampagne for at støtte præster, kristne arbejdere og troende, der er ramt i landet. Der er mærkbare konsekvenser af oversvømmelserne i provinserne Nord, Øst, Vest, Central, Nord-Central, Nord-Vest, Sabaragamuwa og Uva, hvor huse, arbejdspladser og adgang til transport og elektricitet er blevet alvorligt forstyrret, skriver Dansk Europamission.
Kristne særligt udsatte
Kirker i flere af disse områder rapporterer, at mange kristne familier er blevet fordrevet, og at nogle kirkebygninger er blevet ramt af oversvømmelser og storme. Mange af de kristne arbejder i fattige områder, hvor de risikerer modstand fra lokalsamfundet. Denne krise har nu forværret deres udfordringer yderligere.
Indsamling til nødhjælp
For at imødekomme dette behov iværksætter Dansk Europamissions samarbejdspartner, Evangelisk Alliance, en nødhjælpsindsats til støtte for 500 præster og kristne medarbejdere, der er direkte berørt eller fordrevet. Hver nødhjælpspakke til en værdi af 675 kroner indeholder livsvigtig støtte til en præst og dennes husstand, så de kan få praktisk hjælp midt i udfordringerne og fortsætte med at tjene deres menigheder og lokalsamfund.
Der er mærkbare konsekvenser
af oversvømmelserne i provinserne Nord,
Øst, Vest, Central, Nord-Central, Nord-Vest,
Sabaragamuwa og Uva, hvor huse, arbejdspladser
og adgang til transport og elektricitet
er blevet alvorligt forstyrret.
En nødhjælpspakke indeholder:
– Fødevarer og tørrationer
– Rent drikkevand
– Hygiejne- og sanitetsartikler
– Grundlæggende medicin
– Lille kontantstøtte til midlertidig husly, transport eller akutte reparationer
”Al hjælp vil blive leveret gennem vores etablerede nationale netværk af kirker og partnerorganisationer for at sikre en rettidig, ansvarlig og behovsbaseret distribution, der er i overensstemmelse med anerkendte humanitære standarder,” oplyser Dansk Europamission.

Taknemlighed blandt srilankanere i Danmark
Herboende srilankanere udtrykker stor taknemlighed for støtten til deres hjemland, fortæller Filip Osmundsen, der er medarbejder i Indre Missions Tværkulturelle Arbejde. En af dem, Udara S Ariyarathna, fortæller om indsamlinger gennem Elsk Aalborg International:
”Den 1. december diskuterede vi i Elsk Aalborg International, om Danmark kunne yde hjælp til katastrofen i Sri Lanka. Tværkulturel medarbejder Filip Osmundsen og Bente Rolighed Sharman nævnte, at de kunne drøfte med en kirkelig organisation om at hjælpe de fordrevne i Sri Lanka. Jeg er meget glad for at høre, at der nu er blevet startet et indsamlingsprogram (Sri Lanka Severe Floods, red.). Min særlige tak til Filip Osmundsen for at koordinere dette program. Tak til Elsk Aalborg International for jeres støtte. Jeg håber, at dette vil hjælpe mit lands folk,” siger Udara S Ariyarathna.



