Prisen på avisen stiger i 2026
Kære abonnent på Udfordringen
Vi bliver desværre nødt til at hæve prisen på avisen i 2026. Udfordringen har klaret sig godt igennem 2025, og vi havde ikke planer om at hæve abonnementspriserne, men når PostNord fra 1. januar 2026 stopper med at have brevomdeling, hæver DAO priserne på deres omdeling. Det betyder en sekscifret ekstraudgift for os i forbindelse med udbringning af avisen. Vi har vurderet, at det ikke er muligt for os at spare os ud af det denne gang, og vi kan heller ikke satse på at få et så stort ekstrabeløb ind i annonceindtægter.
Det betyder, at prisen for et årsabonnement på Udfordringen stiger med 120 kr. Prisen for et halvårsabonnement stiger med 60 kr., og prisen for et tremånedersabonnement stiger med 30 kr. Det er ikke en stigning, der giver os ekstra penge i kassen, men dækker blot vores pludselige og store ekstraudgift. Øvrige abonnementer stiger med 15 procent – dog ikke digitale abonnementer. Udfordringen er formentlig stadig landets billigste ugeavis, og fordeler man de 120 kr. ud over vores 47 årlige udgivelser, er det blot en stigning på ca. 2,50 kr. pr. avis.
Det er derfor vores håb, at prisstigningen ikke bliver årsag til opsigelse af abonnementer, så vi fortsat kan bringe nyheder, reportager, historier, portrætter, vidnesbyrd, prædikener, debatter, boganmeldelser, udlandsstof, indlandsstof, læserbreve osv. med en tydelig kristen profil ud i Danmark. Hvis vi fortsat skal kunne lykkes med at udgive en avis, hvis dybeste formål er, at mennesker må vende sig til Jesus og blive bevaret i troen på ham, så har vi brug for, at I, vores læsere, fortsat hjælper os økonomisk.
Udfordringen er en anderledes avis, som både findes for din skyld, for fællesskabets skyld og for andres skyld – hvem end det måtte være – og med dit abonnement er du med til at gøre det muligt. Det vil vi gerne sige oprigtigt tak for! På vegne af alle Udfordringens medarbejdere og bestyrelse,
Simon Thidemann, chefredaktør
NB: Er du på udkig efter en billigere løsning, så kan du skifte dit avisabonnement ud med et digitalt abonnement. Det koster kun 398 kr. for et helt år, og her stiger prisen ikke, da der ikke er distributionsomkostninger forbundet med det.
Med et digitalt abonnement får du adgang til E-avisen hver uge og har naturligvis fuld adgang til alle vores artikler på hjemmesiden. I 2026 kan du desuden se frem til, at vi får udviklet en app, som gør det lettere at tilgå E-avisen via telefonen.
Vil du dele betalingen op i mindre betalinger, kan du via vores hjemmeside på udfordringen.dk/bestil bestille et månedsabonnement, så betaler du for en måned ad gangen. Skal du ændre dit eksisterende abonnement til månedsbetaling, skal du ringe til os på 74 56 22 02.



