Står Israel altid på Guds side af historien?

Hvordan skal vi forholde os til Israel? Nogle vil sige: Det er Guds udvalgte folk.Hvilket implicit betyder en hel masse, fx at vi som kristne skal stå sammen med staten Israel imod enhver fjende intern såvel som ekstern. Andre vil lægge afstand til udvælgelsen af et jordisk folk, måske udfra et erstatningsteologisk synspunkt, hvor de kristne har overtaget positionen fra Israel, her er Gudsriget målet, og Israel som folk og land har udspillet sin rolle i Guds frelsesplan. Jeg mener, at begge positioner er uholdbare både teologisk, moralsk og politisk set.

Israels rolle i Guds frelseshistorie er et gennemgående tema i hele Bibelen, fra 1. Mosebog til Johannes’ Åbenbaring. Udvælgelsen af Israel siges ofte, at begynde med Guds kald til Abraham: “Jeg vil velsigne dig … og i dig skal alle jordens slægter velsignes.” 1 Mos 12,1-3. Her grundlægges Israels rolle som Guds udvalgte folk – ikke for deres egen skyld, men for at være redskab for velsignelse til hele menneskeheden.

Pagten gentages og udbygges med Isak, Jakob og Moses: “Jeg vil være jeres Gud, og I skal være mit folk.” 2. Mos 6,7. Men faktisk er udvælgelsen af Noa og dennes søn Sem, den første udvælgelse. Og det er i sig selv tankevækkende, når vi i dag diskuterer begrebet antisemitisme, så er det et synonym for anti-jødisk, mens betegnelsen (semitisk) historisk set også dækker araberne m.fl., som ofte er de mest antisemitiske, men altså har samme stamfader i Abraham, som igen er efterkommer af Sem.

Tilbage til udvælgelsen, så foregår den i generation efter generation. Abram udvælges af sin slægt, Isak udvælges i stedet for sin ældre halvbror, Ismael (stamfar til araberne), Jakob udvælges på bekostning af sin ældre tvillingebror, Josefs sønner gentager denne historie osv. osv. Efter mere end 400 år i Egypten er Jakobs (Israels) familie vokset til et folk, og som folk ændres udvælgelsen til et kontraktforhold med en pagt, som skal overholdes af de to parter, folket og Gud.

På Sinaj får Israel loven, som skal forme dem som et “helligt folk” (2. Mos 19,5-6). Opgaven er et kald til at afspejle Guds retfærdighed i verden. Og Moses stiller folket på valg: enten adlyder I Guds lov og forbliver under hans velsignelse, eller også er I ulydige og ender under hans forbandelse. Det er et helligt kald, som Israel har uendeligt svært ved at honorere. De historiske og profetiske bøger viser, hvordan folket ofte bryder pagten – men Gud forbliver trofast.

Når Israel falder fra, kommer dommen (eksil m.m.), men der gives løfter om en ny pagt og en fremtidig genoprettelse: “Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd.” – Ez. 36,26. “Jeg slutter en ny pagt med Israels hus.” – Jer. 31,31-33. Bibelen glorificerer på ingen måde det udvalgte folk. De kaldes genstridige, deres troløshed portrætteres i historie efter historie, og i Det Nye Testamente er det Israels åndelige elite, der om nogen er i opposition til Jesus. Så set med kristne (bibelske) briller er der rigeligt at pege fingre ad, når det kommer til det udvalgte folk.

Mest afgørende for bruddet mellem jødedommen og kristendommen er naturligvis spørgsmålet om Jesus Kristus (Messias), Guds søn. Det Nye Testamente (NT) forstår Jesus som opfyldelsen af Guds løfter til Israel: “Han skal være stor … Herren Gud skal give ham hans fader Davids trone.” Luk. 1,32 og “Alt dette er sket, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten.” Matt. 1–2.

Og Jesus omtaler sig selv, som “den sande vinranke” (Joh. 15,1) – et udtryk, som tidligere blev brugt om Israel (jf. Es. 5). Mens jødedommen fortsætter i sin spejden efter Messias, som skal genoprette Davidsriget i sin fulde geografiske udstrækning, er der dem, der mener, at de kristne er det nye Guds folk, som erstatter Israel. Paulus fastholder dog, at Israel stadig har en fremtid i Guds plan:

“Gud har ikke forkastet sit folk.” Rom. 11,1 og “En del af Israel er blevet forhærdet, indtil hedningernes fulde tal er kommet ind. Så skal hele Israel frelses.” Rom. 11, 25-26 og kigger vi efter i GT og NT er der en mængde uopfyldte løfter, der knytter sig til Israel (fx Ez. 36,24, Amos 9,11-15, Joh. Åb. og Matt. 24). Og hvis Gud er Gud, kan han ikke svigte sine løfter. Tilbage er altså spørgsmålet, har de kristne overtaget Israels rolle?

I så fald er løfterne blot symbolske, men giver det så mening, når Bibelen fortæller om specifikke navne på geografiske steder? Og er vi ikke i gang med at omskrive det store epos om Guds frelseshistorie, hvis vi erklærer Israels rolle som afsluttet? Bibelen tegner altså billedet af Israel som Guds udvalgte folk – udgangspunktet for Guds frelsesplan, der kulminerer i Kristus og fortsætter frem mod en fremtidig fuldendelse, hvor Guds trofasthed mod Israel og verden mødes i én og samme frelse.

Israels rolle i Guds frelseshistorie er et gennemgående
tema i hele Bibelen, fra 1. Mosebog
til Johannes’ Åbenbaring. Udvælgelsen
af Israel siges ofte at begynde med Guds kald
til Abraham: “Jeg vil velsigne dig … og i dig
skal alle jordens slægter velsignes.”

Israel – folk og land

Ofte diskuteres det, hvem der har det mest legitime krav på landet, men uden at der gives det store historiske belæg for argumenterne. Det ses meget tydeligt i bevægelsen ”Free Palestine”, som helt ukritisk argumenterer ud fra en tankegang, hvor Israel ikke er andet end en besættelsesmagt, der underkuer Palæstina og dets folk. Indignationen er stor, argumentationen følelsesladet og bevægelsens simplistiske propoganda er særdeles slagkraftig.

Vi skal senere se på de menneskelige tragedier, som bevægelsen næres af, og som armerer den i en sådan grad, at den er i stand til at ryste regeringer og ledere verden over. Men nu må vi først gå til historien for at undersøge, hvordan det faktisk hænger sammen med tilknytningen til landet.

Fra patriarkernes tid – til staten Israels genopståen

Bibelen viser, at Israels tilknytning til landet begynder med Guds løfte til Abraham: “Gå til det land, jeg vil vise dig … jeg vil give dette land til dine efterkommere.” 1. Mos. 12,1-7, 15,18, 17,8.
Dette løfte gentages ned igennem generationerne, indtil Moses og Josva står overfor landet som betegnes som ”Kana’an” (de kananæiske folk har ikke slægtskab med nuværende palæstinensere). De fleste arkæologer anerkender, at der fra omkring 1200 f.Kr. eksisterede et folk i området, der identificerede sig som israelitter.

Arkæologiske kilder bekræfter også Bibelens kongetid, hvor Saul, David og Salomo (ca. 1000–930 f.Kr.) regerede i større eller mindre dele af det nuværende Israel, Jordan og sydlige Libanon. Herefter følger en mere end 1.000 år lang periode med landflygtighed og tilbagevenden, efterfulgt af fremmed herredømme over landet, afsluttende med romersk herredømme og oprør imod samme.

Oprøret kulminerer med Jerusalems ødelæggelse (70 e.kr.), og den store diaspora følger herefter, hvor mange jøder levede som fremmede iblandt folkeslagene. Efter 2.verdenskrig og udryddelsen af seks mio. jøder følger en erkendelse både blandt jøder og i den vestlige verden, at jøderne mangler et hjemland, hvor de kan værne om egen sikkerhed, og den 14. maj 1948 udråbte Ben Gurion Israel som genopstået.

Der er altså tale om en klar forbindelse, der går tusinder af år tilbage, hvor der altid har befundet sig jøder (eller israelere) i dette land, men kun i en begrænset periode har landet været regeret af disse.

Palæstina – hvad er det for en størrelse?

Palæstina var oprindeligt betegnelsen for det område som i dag omfatter Jordan, Israel og de såkaldt besatte områder. Gennem historien har landet været centrum for mange folkeslag, religioner og konflikter. I 600-tallet blev Palæstina erobret af arabiske muslimer, og Jerusalem blev et helligt sted i islam med Klippemoskeen og Al-Aqsa-moskeen. Siden blev landet styret af forskellige magter (bl.a. Osmannerriget fra 1500-tallet til 1. verdenskrig). Efter 1. verdenskrig fik Storbritannien kontrol over Palæstina.

Her voksede spændingerne mellem jøder, der ønskede et hjemland efter forfølgelser i Europa (specielt pogromerne i Rusland), og arabiske stammer, der frygtede at miste deres jordbesiddelser. Jøderne var aldrig helt fordrevet fra Israel, og selvom størstedelen af folket levede i diaspora, levede de med bønnen om tilbagevenden til Zion (Jerusalem): “Næste år i Jerusalem!” var standardhilsnen imellem familierne igennem disse århundreder.

I 1800-tallets Europa voksede zionismen (Theodor Herzl ”Der Judenstaat”, 1896) – en politisk bevægelse for at genetablere et jødisk hjemland i Palæstina. Da Storbritannien overtog styringen af Palæstina udstedte de Balfour-erklæringen: “Hendes Majestæts regering ser med velvilje på oprettelsen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk…”, dette blev gentaget i Storbritanniens mandat, som bekræftede “det jødiske folks historiske tilknytning til landet” – men samtidig gav briterne modstridende løfter til araberne om uafhængighed, hvis de kæmpede mod osmannerne.

Løftet til araberne blev imødekommet ved at alt øst for Jordanfloden blev til Transjordanien (senere Jordan), mens det vestlige område (Palæstina) var tænkt til et jødisk hjemland, men det blev imidlertid ikke realiseret. I 1947 foreslog FN at dele det resterende området i en jødisk og en arabisk stat. Jøderne accepterede planen, men de arabiske lande og palæstinenserne afviste den – de nægtede at anerkende en jødisk stat.

Året efter oprettedes staten Israel, og krig brød ud. Israel vandt krigen og udvidede sit område. Vestbredden blev annekteret af Jordan, og Gaza af Egypten, men dette er aldrig blevet betragtet som en besættelse, til trods for at områderne altså ikke opnåede nogen form for selvstyre under hverken Egypten eller Jordan. Efter Seksdageskrigen i 1967 besatte Israel begge områder, og konflikten fortsatte. I dag styres Vestbredden delvist af Den Palæstinensiske Myndighed (Fatah), mens Hamas har haft magten i Gaza.

Som med begrebet antisemitisme, der i bund og grund er misvisende rent historisk, er det også med begrebet palæstinenser, fordi navnet rettelig betegner mennesker, arabere såvel som jøder, der bor i det geografiske område, der engang kaldtes Palæstina. Konflikten mellem israelere (jøder) og palæstinensere (arabere bosiddende i det tidligere Palæstina) handler fortsat om land, sikkerhed og ret til selvbestemmelse, men det handler også om religion, krænkelser, had og meget mere… og derfor er det en kompliceret sag.

To sider af en sag

Fra Israels perspektiv er landets krav baseret på historisk tilstedeværelse, religiøs pagt og folkeretlig legitimitet. Fra palæstinensisk side opleves det derimod som tab af hjemland og uretfærdig kolonisering, samt diskriminering. Derfor er konflikten ikke kun politisk, men også eksistentiel og teologisk – den handler om identitet, historie og tro på, hvem der har den retmæssige arv til landet.

Menneskelige lidelser

Jeg har personligt været i Israel to gange. Første gang i begyndelsen af 90’erne, hvor der var en spirende optimisme i forhold til muligheden for fred. Musalaha, en kristen organisation, der arbejder for fred og forsoning mellem israelere og palæstinensere, har efterladt et stærkt indtryk på mig. Navnet betyder “forsoning” på arabisk, og organisationen blev grundlagt af kristne ledere fra begge sider af konflikten. Musalaha bygger på kristne værdier som tilgivelse og retfærdighed og arrangerer lejre, møder og undervisning, hvor mennesker kan mødes og lære at forstå hinanden.

Målet er at skabe håb og bygge bro mellem folk, der lever i konflikt. Sandheden er nemlig, at denne konflikt, som har stået på i generationer, har medført frygtelige lidelser hos alle befolkningsgrupper i Israel/Palæstina. Vi kan i tryg afstand af vold, diskrimination, utryghed osv. diskutere, hvem der har skylden for den grusomme terrorhandling begået imod israelere den 7. oktober 2023 med omkring 1.200 dræbte mennesker – de fleste civile – og over 200 gidsler, herunder børn, ældre og udlændinge.

Om denne begivenhed kan retfærdiggøre Israels militære angreb mod Gaza og den omfattende og tragiske konsekvens for mange palæstinensiske familier. Så bliver det let polariseret, eller også bliver det distanceret. I en verden med ”fake news” er det utrolig vanskeligt at fæstne lid til diverse påstande, som slynges ud fra begge sider. Voldsomme anklager om folkemord sættes op imod billeder af udsultede, torturerede gidsler, som kan berette om et levende helvede, som de har været igennem… hvis de da er så heldige, at de overlever.

Og på den hjemlige arena rykker antisemitismen ind på valgplakater i København, med ordene: ”Befri København for zionismen” og ”Opløs staten Israel”, mens jødiske institutioner må sættes under politibeskyttelse. Verden er af lave. Og det kan i sandhed være angstprovokerende at ytre sig i den højspændte debat. Derfor er jeg også nødt til at anerkende folk som Naser Khader og Flemming Møldrup, der hver på deres måde viser sympati for Israel (folket og landet) uden at lukke øjnene for de lidelser og den uretfærdighed, som den palæstinensiske befolkning oplever.

Det er vigtigt med stemmer, der ikke bare lader sig rive med af en opildnet stemning. Alligevel vender jeg tilbage til Musalaha, når jeg tænker på de kristnes rolle, så må det være som fredsstiftere, og der går vejen igennem forsoning, fordi forsoningen sætter sig ud over lidelsen. Den kaster et håbets anker i et forsøg på at bringe mennesker fred igennem tilgivelse.