Står Israel altid på Guds side af historien?

Sjúrður Skaale (Færøsk, MF) modtog prisen Årets Danske Tale for sin tale om Israel-Palæstina-konflikten ved Folketingets afslutningsdebat 30. maj 2024, velfortjent, fordi han indrammede et paradoks.

Israel og jøderne overalt i verden mødes med et hadefuldt opråb fra gader og stræder: ”Ud med zionisterne!”, ”Free free Palestine (from the river to the sea)”, osv. Mens Hamas lægger hele skylden på Israel, stemmer Vesten i koret, ignorante overfor de arabiske landes likvideringer af politiske modstandere, undertrykkelse af kvinder og manglende menneskerettigheder eller frihed helt generelt.

Paradokset udtrykker Skaale med et billede af en mand, som havde tabt sine nøgler i en mørk gyde, men ledte efter dem under en lygtepæl langt derfra; han syntes ikke, det gav mening at lede, hvor der var så mørkt, at han ikke kunne se noget. Israel er lygtepælen i mørket, og derfor rammes de af FN’s og alverdens landes fordømmelse, mens resten af Mellemøsten går fri, for der er mørket for stort!

Hvordan skal vi forholde os til Israel? Nogle vil sige: Det er Guds udvalgte folk! Hvilket implicit betyder, at vi som kristne skal stå sammen med staten Israel imod enhver fjende, intern såvel som ekstern. Andre vil argumentere ud fra et erstatningsteologisk synspunkt, hvor de kristne har overtaget positionen fra Israel; her er Gudsriget målet, og Israel som folk og land har udspillet sin rolle i Guds frelsesplan. Jeg mener, at begge positioner er uholdbare, både teologisk, moralsk og politisk set!

Israel i Bibelen

Israels rolle i Guds frelseshistorie er et gennemgående tema i hele Bibelen. Udvælgelsen af Israel siges ofte at begynde med Guds kald til Abraham: “Jeg vil velsigne dig … og i dig skal alle jordens slægter velsignes.” (1 Mos 12,1-3) Her grundlægges Israels rolle som Guds udvalgte folk – ikke for deres egen skyld, men for at være redskab for velsignelse til hele menneskeheden. Pagten gentages og udbygges med Isak, Jakob og Moses (2. Mos 6,7). Faktisk er udvælgelsen af Noa og dennes søn Sem, den første udvælgelse. Og det er i sig selv tankevækkende, når vi i dag diskuterer begrebet antisemitisme, så er det et synonym for anti-jødisk, mens betegnelsen (semitisk) historisk set også dækker araberne m.fl.

Tilbage til udvælgelsen, så foregår den i generation efter generation. Abram udvælges af sin slægt, Isak udvælges i stedet for sin ældre halvbror, Ismael (stamfar til araberne), og Jakob udvælges på bekostning af sin ældre tvillingebror. Efter mere end 400 år i Egypten er Jakobs (Israels) familie vokset til et folk, og som folk ændres udvælgelsen til et kontraktforhold med en pagt, som skal overholdes af de to parter, folket og Gud (2 Mos 19,5-6). Opgaven er et kald til at afspejle Guds retfærdighed i verden. Og Moses stiller folket på valg: enten adlyder I Guds lov og forbliver under hans velsignelse, eller også er I ulydige og ender under hans forbandelse – et kald, som Israel har uendeligt svært ved at honorere.

De historiske og profetiske bøger viser, hvordan folket ofte bryder pagten – men Gud forbliver trofast (Ez 36 og Jer 29 og 31). Bibelen glorificerer på ingen måde det udvalgte folk. De kaldes genstridige, deres troløshed portrætteres i beretning efter beretning. I Det Nye Testamente er Israels åndelige elite i opposition til Jesus, så set med kristne briller er der rigeligt at pege fingre ad, når det kommer til det udvalgte folk. Det Nye Testamente (NT) forstår Jesus som opfyldelsen af Guds løfter til Israel: “Han skal være stor … Herren Gud skal give ham hans fader Davids trone” (Luk 1,32). Og Jesus omtaler sig selv som “den sande vinranke” (Joh 15,1) – et udtryk, som tidligere blev brugt om Israel (jf. Es 5). Mens jødedommen fortsætter i sin spejden efter Messias, som skal genoprette Davidsriget i sin fulde geografiske udstrækning, er der dem, der mener, at de kristne er det nye Guds folk, som erstatter Israel.

Paulus fastholder dog, at Israel stadig har en fremtid i Guds plan: “Gud har ikke forkastet sit folk.” (Rom 11,1) Der er en mængde uopfyldte løfter, der knytter sig til Israel, mener nogle, mens andre opfatter det som messianske profetier (fx Ez 36,24, Amos 9,11-15, Joh. Åb og Matt 24), der enten er opfyldt eller bliver det med Kristus. Og denne skelnen er, sammen med en skelnen mellem Israel som folk (עם ישראל Am Is-ra-el) eller land (מדינת ישראל Me-di-nat Is-ra-el), afgørende for, hvor vi må lande i spørgsmålet om, hvor vi står som kristne.

Bibelen tegner altså billedet af Israel som Guds udvalgte folk – udgangspunktet for Guds frelsesplan, der kulminerer i Kristus og fortsætter frem mod en fremtidig fuldendelse, hvor Guds trofasthed mod Israel og verden mødes i én og samme frelse.

Israels rolle i Guds frelseshistorie er et gennemgående
tema i hele Bibelen, fra 1. Mosebog
til Johannes’ Åbenbaring. Udvælgelsen
af Israel siges ofte at begynde med Guds kald
til Abraham: “Jeg vil velsigne dig … og i dig
skal alle jordens slægter velsignes.”

Israel – folk og land

Hvem der har det mest legitime krav på landet, diskuteres ofte uden historisk belæg. Det ses meget tydeligt i bevægelsen ”Free Palestine”, som helt ukritisk argumenterer ud fra en tankegang, hvor Israel ikke er andet end en besættelsesmagt, der underkuer Palæstina og dets folk.

Indignationen er stor, argumentationen følelsesladet, og bevægelsens simplistiske propaganda er særdeles slagkraftig! Bevægelsen næres af menneskelig tragedie og armeres i en sådan grad, at den er i stand til at ryste regeringer og ledere verden over.

Fra patriarkernes tid – til staten Israels genopståen

Bibelen viser, at folkets tilknytning til landet begynder med Guds løfte til Abraham: “Gå til det land, jeg vil vise dig … jeg vil give dette land til dine efterkommere.” (1 Mos 12,1-7) Dette løfte gentages – som med udvælgelsen – ned igennem generationerne, indtil Moses og Josva står over for landet, som betegnes som ”Kana’an” (de kananæiske folk har ikke slægtskab med nuværende palæstinensere).

Arkæologien bekræfter, at der fra omkring 1200 f.Kr. eksisterede et folk i området, der identificerede sig som israelitter. Ligeledes er kongetiden, hvor Saul, David og Salomo (ca. 1000–930 f.Kr.) regerede i større eller mindre dele af det nuværende Israel, Jordan og sydlige Libanon, historisk bevidnet. Men i henved 3000 år var størsteparten af folket enten i fremmede lande under diaspora eller under fremmed herredømme i Israel.

Efter 2. verdenskrig og udryddelsen af 6 mio. jøder følger en erkendelse både blandt jøder og i den vestlige verden, at jøderne mangler et hjemland, hvor de kan værne om egen sikkerhed. Og den 14. maj 1948 udråber Ben Gurion Israel som genopstået. Der er altså tale om en klar forbindelse, der går tusinder af år tilbage, hvor der altid har befundet sig jøder (eller israelere) i dette land, men kun i en begrænset periode har landet været regeret af disse.

Palæstina – hvad er det for en størrelse?

Palæstina var oprindeligt betegnelsen for det område, som i dag omfatter Jordan, Israel og de såkaldt besatte områder. Gennem historien har landet været centrum for mange folkeslag, religioner og konflikter. I 600-tallet blev Palæstina erobret af muslimer, og Jerusalem blev et helligt sted i islam med Klippemoskeen og Al-Aqsa-moskeen. Siden blev landet styret af forskellige magter indtil efter 1. verdenskrig, hvor Storbritannien fik kontrol over Palæstina.

Spændingerne voksede mellem jøder, der ønskede et hjemland efter forfølgelser i Europa (specielt pogromerne i Rusland), og arabiske stammer, der frygtede at miste deres jordbesiddelser. Størstedelen af det jødiske folk levede i diaspora med bønnen: “Næste år i Jerusalem!” I 1800-tallets Europa voksede en politisk bevægelse for at genetablere et jødisk hjemland i Palæstina (zionismen). Storbritannien udstedte Balfour-erklæringen (1918): “Hendes Majestæts regering ser med velvilje på oprettelsen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk…”, men samtidig gav de modstridende løfter til araberne om uafhængighed.

Løftet til araberne blev imødekommet ved at alt øst for Jordanfloden blev til Transjordanien (senere Jordan), mens det vestlige område (Palæstina) var tænkt som et jødisk hjemland, men det blev imidlertid ikke realiseret.

I 1947 foreslog FN at dele det resterende område i en jødisk og en arabisk stat. Jøderne accepterede planen, men de arabiske lande og palæstinenserne afviste den – de nægtede at anerkende en jødisk stat. Året efter oprettedes staten Israel, og krig brød ud. Israel vandt krigen og udvidede sit område. Vestbredden blev annekteret af Jordan, og Gaza af Egypten, men dette er aldrig blevet betragtet som en besættelse, til trods for at områderne altså ikke opnåede nogen form for selvstyre under hverken Egypten eller Jordan. Efter Seksdageskrigen i 1967 besatte Israel begge områder, og konflikten fortsatte. I dag styres Vestbredden delvist af Den Palæstinensiske Myndighed (Fatah), mens Hamas har haft magten i Gaza.

Som med begrebet antisemitisme, der i bund og grund er misvisende rent historisk, er det også med begrebet palæstinenser, fordi navnet rettelig betegner mennesker, arabere såvel som jøder, der bor i det geografiske område, der engang kaldtes Palæstina. Konflikten mellem israelere (jøder) og palæstinensere (arabere bosiddende i det tidligere Palæstina) handler fortsat om land, sikkerhed og ret til selvbestemmelse, men det handler også om religion, krænkelser, had og meget mere… og derfor er det en kompliceret sag.

To sider af en sag

Fra Israels perspektiv er landets krav baseret på historisk tilstedeværelse, religiøs pagt og folkeretlig legitimitet. Fra palæstinensisk side opleves det derimod som tab af hjemland og uretfærdig kolonisering samt diskriminering. Derfor er konflikten ikke kun politisk, men også eksistentiel og teologisk – den handler om identitet, historie og tro på, hvem der har den retmæssige arv til landet.

Menneskelige lidelser

Jeg har personligt været i Israel to gange. Første gang i begyndelsen af 90’erne, hvor der var en spirende optimisme i forhold til muligheden for fred. Musalaha, en kristen organisation, der arbejder for fred og forsoning mellem israelere og palæstinensere, har efterladt et stærkt indtryk på mig. Navnet betyder “forsoning” på arabisk, og organisationen blev grundlagt af kristne ledere fra begge sider af konflikten.

Musalaha bygger på kristne værdier som tilgivelse og retfærdighed og arrangerer lejre, møder og undervisning, hvor mennesker kan mødes og lære at forstå hinanden. Målet er at skabe håb og bygge bro mellem folk, der lever i konflikt. I løbet af de seneste tre årtier har nationalismen på det nærmeste fjernet Musalaha. Konflikten, som har stået på i generationer, har medført frygtelige lidelser hos alle befolkningsgrupper i Israel/Palæstina, og håbet om forsoning har det vanskeligere end nogensinde.

Når vi derfor, i tryg afstand til vold, diskrimination, utryghed osv. diskuterer, hvem der har skylden – om den grusomme terrorhandling begået imod israelere den 7. oktober 2023 kan retfærdiggøre Israels militære angreb mod Gaza, og den omfattende og tragiske konsekvens for mange palæstinensiske familier, så bliver det let polariseret, eller også bliver det distanceret.

I en verden med ”fake news” er det utrolig vanskeligt at fæstne lid til diverse påstande, som slynges ud fra begge sider. Voldsomme anklager om folkemord sættes op imod billeder af udsultede, torturerede gidsler, som kan berette om et levende helvede, som de har været igennem… hvis de da er så heldige, at de overlever. Og på den hjemlige arena rykker antisemitismen ind på valgplakater i København med ordene: ”Befri København for zionismen” og ”Opløs staten Israel”, mens jødiske institutioner må sættes under politibeskyttelse.

Lad os være fredsstiftere

Verden er af lave! Og det kan i sandhed være angstprovokerende at ytre sig i den højspændte debat. Jakob fik navnet Israel, fordi han blev stående efter at have kæmpet med Gud. Og igen og igen har Israel som folk kæmpet imod Gud, gået egne veje og høstet konsekvenserne af det. Det er derfor også misforstået, hvis vores sympati for og kærlighed til folket og landet Israel får os til at ”stå op for Israel” og handle som om det er hævet over al kritik. På den anden side er jeg også nødt til at anerkende folk som Sjúrður Skaale, Naser Khader og Flemming Møldrup, der hver på deres måde viser sympati for Israel (folket og landet), uden at lukke øjnene for de lidelser og den uretfærdighed, som den palæstinensiske befolkning oplever. Det er vigtigt med stemmer, der ikke bare lader sig rive med af en opildnet stemning.

Alligevel vender jeg tilbage til Musalaha, når jeg tænker på de kristnes rolle, så må det være som fredsstiftere, og der går vejen igennem forsoning, fordi forsoningen baner vej ud af lidelsen. Den kaster et håbets anker i et forsøg på at bringe mennesker fred igennem tilgivelse.

I Udfordringen d. 23.11 kunne man læse om Joffi, der inviterede til en aften med fokus på konflikten i Mellemøsten. Den pro-israelske journalist Jotam Confino fortalte om det, som ikke kommer frem i de danske medier, og Morten Vartdal (Ordet og Israel) gav et rammende billede på, hvordan det at stå med Israel bør se ud. Han sammenligner det at være ”pro-Israel” med sine børn, som han også er ”pro… men det betyder ikke, at jeg skal kunne forsvare alt, hvad mine børn gør af dumheder.”

Tænk, hvis vi kunne mødes på dansk jord – palæstinensiske kristne, messianske jøder og etnisk danske kristne, der ønsker at beskytte jøderne og som af hjertet påskønner den kristne tros jødiske rødder, til en åben dialog. Der er nok at snakke om, for hvordan tackler vi bedst den aktuelle voksende antisemitisme? Hvordan forholder vi os til den politiske islamisme og de åndelige kræfter, der er bag denne bevægelse (Hamas, Hizbollah), og hvad med den militante jødiske bosætterbevægelse? Som formand for OpenDoors i Danmark vil jeg også gerne hejse flaget for de arabiske kristnes vanskelige situation i Israel og i de besatte områder. De er ugleset både blandt deres muslimske naboer og i den jødiske befolkning. Vi skal væk fra højtråbende gadepropaganda, hadefulde dæmoniseringer af ”de andre”, og i stedet mobilisere kristne til at arbejde målrettet for fred.