Debat efter USA’s angreb i Nigeria: Er Nigerias muslimer lige så udsatte for angreb som kristne?

Juledag, den 25. december 2025 udførte USA et angreb på Islamisk Stat i det nordvestlige Nigeria. Donald Trumps begrundelse var, at IS øver målrettet vold mod landets kristne, men denne påstand er efterfølgende blevet afvist – også i danske medier. Generalsekretæren i Open Doors Danmark kommenterer sagen.
New York Times rapporterer, at angrebene, der foregik med både missiler og droner, var rettet mod to IS-lejre i Sokoto-staten. Det amerikanske militærs Afrikakommando udtalte på X, at angrebene fandt sted ”i koordinering med nigerianske myndigheder”, og at ”flere IS-terrorister” mistede livet ved angrebet.
IS-militante angriber kristne i Nigeria
Præsident Trump oplyste på sin platform Truth Social, at aktionen var en reaktion på igangværende angreb fra IS-tilknyttede militante mod kristne samfund i Nigeria. ”I aften, på min ordre som øverstkommanderende, iværksatte USA et kraftfuldt og dødbringende angreb mod ISIS-terrorist-afskum i det nordvestlige Nigeria, som har målrettet og ondskabsfuldt dræbt – primært uskyldige kristne – på niveauer, der ikke er set i mange år, ja endda århundreder,” sagde han.
Også USA’s krigsminister Pete Hegseth kommenterede angrebene på X: ”Præsidenten var klar sidste måned: drabene på uskyldige kristne i Nigeria (og andre steder) skal stoppe. Krigsministeriet er altid klar, hvilket ISIS fandt ud af i aften – til jul.” Han tilføjede, at der var ”mere i vente”. USA har for nylig igen sat Nigeria på listen over særlige ”bekymringslande” (CPC) – efter at det var blevet fjernet fra listen af den tidligere administration. Open Doors var blandt de kristne grupper, der hilste Nigerias tilbagevenden til CPC-listen velkommen.
Nigeria er i øjeblikket nummer 7 på Open Doors World Watch List over de 50 lande, der er værst ramt af forfølgelse af kristne. Ifølge Open Doors fører Nigeria også, når det gælder antallet af kristne, der er bortført for deres tro, med 2.830 ud af 3.775 på verdensplan.
Kommentar fra Open Doors Danmark
Generalsekretær i Open Doors DK, Jens Kristian Lund Jensen, udtaler: ”Når vi taler om antallet af dræbte i Nigeria, hvor religion spiller en rolle, så er der to forhold, som er vigtige at holde sig for øje. For det første taler vi om drab på fredelige civile, som ikke er en del af en konflikt. Det er dem, som er de uskyldige ofre. Det vil sige, at drab som følge af kampe mellem væbnede grupper og regeringsstyrker ikke er med i vores opgørelse.
Blev disse, som overvejende er muslimer, regnet med, er det ikke usandsynligt, at antallet af dræbte muslimer ville være højere end antallet af dræbte kristne. For det andet er der klare regionale forskelle. I den nordlige del af Nigeria er befolkningen primært muslimsk, hvilket afspejles i, at der i den nordvestlige og nordøstlige del af landet blev dræbt flere muslimer end kristne – her udgør kristne henholdsvis 12 og 22 procent af befolkningen. I den centrale, nordlige del af landet er andelen af kristne og muslimer stort set den samme, og her dræbes der et markant større antal kristne end muslimer.
”Der dræbes 2,7 kristne civile
for hver dræbt muslimsk civil.En muslims død er naturligvis
lige så betydningsfuld og tragisk
som en kristens. – I Nigeria
er den blot mindre sandsynlig.”Jens Kristian Lund Jensen
For landet som helhed har Observatory for Religious Freedom in Africa omhyggeligt indsamlet data om vold og drab i Nigeria i perioden 2019-2023. I det tidsrum blev 16.769 civile kristne og 6.235 civile muslimer dræbt. Det vil sige, at der dræbes 2,7 kristne civile for hver dræbt muslimsk civil. En muslims død er naturligvis lige så betydningsfuld og tragisk som en kristens. – I Nigeria er den blot mindre sandsynlig.”
Faktatjek: Forfølgelse af kristne i Nigeria
1. Er dette en religiøs konflikt?
Ja, men ikke udelukkende religiøs. Det er en kompleks blanding af faktorer. En væsentlig faktor er magt og kontrol – ekstremisterne ønsker at herske over land og folk. En anden faktor er fattigdom – hvis man intet har, er man sårbar over for radikalisering. For fulani-folket spiller ressourcemangel en stor rolle, forværret af klimaforandringer, som har drevet kvægavlere sydpå i jagten på frugtbar jord. Dette forstærkes af, at kristne ejer størstedelen af landbrugsjorden. Samtidig er dele af fulani-folket blevet radikaliseret med en voldelig islamistisk ideologi, der retfærdiggør undertrykkelse af kristne som vantro.
2. Er volden målrettet kristne?
Dette er stærkt omstridt – ikke mindst af den nigerianske regering. Men statistikkerne viser et klart mønster. Boko Haram og Islamic State West Africa Province (ISWAP) har gentagne gange erklæret kristne som mål. I oktober 2025 sendte ISWAP eksempelvis en advarsel til kristne, hvor de gav dem tre muligheder: Konvertér, betal skat eller dø. Mange ofre har endvidere fortalt, at når Fulani-militante angriber, råber de ikke kun “Allahu Akbar”, men også “vi vil udslette alle kristne”.
3. Hvorfor er data fra ACLED (som DR bruger) mangelfulde?
ACLED (Armed Conflict Location and Event Data) er en vigtig kilde til data og analyse om vold og konflikter. Men det er ikke en komplet kilde, idet ACLED ikke systematisk registrerer ofrenes religiøse baggrund. Når Open Doors verificerer hændelser, hvor kristne er blevet dræbt for deres tro, mangler disse hændelser således ofte i ACLED’s database. Open Doors’ forskning monitorerer systematisk ofrenes religiøse tilhørsforhold og verificerer rapporterede hændelser gennem et stærkt partnernetværk for at sikre troværdige tal.
Derefter sammenholdes med ACLED’s data for at give et mere fuldstændigt billede.
4. Dør der flere muslimer end kristne (som Nigerias regering og ACLED hævder)?
Som nævnt registrerer ACLED ikke systematisk ofrenes religiøse baggrund – og derfor er det en nyttig, men ufuldstændig kilde. Om der dør flere muslimer eller kristne afhænger derudover af, hvem der inkluderes i dødstallene. Hvis militærpersoner og terrorister tælles med, er det sandsynligt, at der dør flere muslimer end kristne. Men hvis man alene ser på angreb mod fredelige civile i ACLED’s database – og tilføjer verificerede hændelser fra Open Doors, som ACLED ikke har med – så dræbes langt flere kristne end muslimer i Nigeria.
Dette bekræftes af tal fra Observatory for Religious Freedom in Africa (ORFA), som omhyggeligt har indsamlet data om vold og drab i regionen. Ifølge deres registreringer blev 55.910 mennesker dræbt i 9.970 angreb i Nigeria i perioden 2019-2023. Det svarer til et gennemsnit på knap syv dødelige angreb om dagen. 25.030 dræbte var medlemmer af sikkerhedsstyrker eller terrorgrupper. De resterende 30.880 var civile, og det er dem, som er relevante i denne sammenhæng.
16.769 af de dræbte civile var kristne og 6.235 var muslimer. Det vil sige, at der dræbes 2,7 kristne civile for hver dræbt muslimsk civil. En muslims død er naturligvis lige så betydningsfuld og tragisk som en kristens – den er blot mindre sandsynlig. Der er dog klare regionale forskelle. Ifølge ORFA døde der i de seneste to år flere muslimer end kristne i absolutte tal i nordvest og nordøst. Men forskellen var ikke stor, og det er regioner, hvor den kristne befolkning er markant mindre end den muslimske (kristne udgør henholdsvis 12 og 22 procent).
I den centrale, nordlige del af landet døde der derimod betydeligt flere kristne end muslimer, uanset hvilket år man ser på – og dette på trods af, at befolkningsforholdet mellem kristne og muslimer i denne region er næsten ligeligt.
Kilde: Open Doors
Open Doors er en international organisation, som arbejder for at fremme bedre vilkår for forfulgte kristne. Arbejdet startede i 1955 og foregår i flere end 70 lande. Siden 1993 har Open Doors International hvert år udgivet en liste over de lande i verden, hvor kristenforfølgelsen er værst.
Læs også: Klimakrise og ekstremisme udgør en dødelig cocktail for kristne i Nigeria



