Det er som at gå til tandlægen – man har ikke lyst, men det er ren katarsis at skrifte

De fleste kender formodentlig til ambivalensen ved et tandlægebesøg. Man ved, at det er gavnligt, måske endda helt nødvendigt, at gå til tandlæge for at få et eftersyn og eventuelt få boret og lavet nogle fyldninger der, hvor det murrer og smerter. Samtidig kan man have lyst til at udskyde det, for selve tandlægebesøget kan være forbundet med ubehag.

Når pensioneret sognepræst og forfatter til en række bøger, Flemming Baatz Kristensen, skal sætte ord på, hvad det personlige skriftemål kan udrette i en kristen kontekst, sammenligner han det – med et skævt smil – med et tandlægebesøg.

”Selv efter årtiers erfaring med at være skriftefader for andre og selv at gå jævnligt til skrifte kan jeg tage mig selv i at have lyst til at udskyde skriftemålet. Jeg kan føle ubehag og flovhed ved at skulle sige det højt, som jeg skammer mig over at have gjort eller undladt at gøre. Men jeg ved, at det er godt og nødvendigt for mig. Så jeg fastholder disciplinen med at skrifte 3-4 gange årligt, og jeg mærker hver gang stor befrielse og lettelse, ren katarsis,” siger han.

Flemming Baatz Kristensen er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1981 og begyndte sit virke som sognepræst i folkekirken i Vigerslev Kirke i København i 1982. Fra 1989 til 2023 var han sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i Aarhus, hvorefter han gik på pension. I alle årene var han en populær og meget søgt præst, og efter sin pensionering har han fortsat kontakt med mennesker, der har hørt ham prædike eller læst hans bøger og opsøger ham for at få åndelig vejledning, sjælesorg eller et personligt skriftemål.

Det foregår nu i hans lyse lejlighed i Risskov i udkanten af Aarhus, hvor han tager imod mennesker i mange livssituationer. Især det personlige skriftemål er for ham blevet en vigtig disciplin, både som skriftende og skriftefader.

Ydmyg og glad som skriftefader

”Det er på en måde en stor ære at få lov til tage imod et menneske, der vil skrifte. Det er stort at opleve. Jeg bliver ydmyg og glad. For jeg har stor respekt for, at de har gjort sig den umage at ville tage ansvar for deres liv. At de over for Gud, med mig som et lyttende og ikke-fordømmende medmenneske som samtalepartner, vil bekende deres synder, så vi sammen kan lægge det over til Gud,” siger Flemming Baatz Kristensen, der i efteråret 2025 udgav en revideret og udbygget udgave af bogen ”Befriet til at leve”, der handler om skriftemålet og på flere måder er en personlig beretning.

”Skriftemålet er et konkret udtryk for Guds tilgivelse, som udmærker sig ved, at der er en direkte tiltale af den enkelte, når skriftefaderen lægger hånden på vedkommendes hoved og giver syndsforladelsen. Man kan helt konkret mærke, at det, vi forkynder som kristne, og som også siges ved den fælles syndsbekendelse i kirken, gælder lige præcis mig i den situation, jeg er i, med de synder, jeg har begået,” uddyber han.

Flemming Baatz Kristensen fik for alvor øjnene op for det personlige skriftemåls muligheder, da han i 1989 var blevet præst i Sct. Pauls Kirke i Aarhus. Han var en enkelt gang i sin tid som præst i Vigerslev blevet opsøgt af en person, som ønskede at skrifte, men det gjorde ikke noget synderligt indtryk på ham. Da der skete det samme i Aarhus, blev det imidlertid en skelsættende oplevelse, fortæller han.

”Jeg fik den tanke, at jeg også burde skrifte – at det ville være godt for mig. Selv om meget i mit liv gik godt, var der nogle tendenser i min adfærd, som ikke var sunde, og jeg forstod, at hvis jeg ikke stod ved mine synder, ville det alt for let udvikle sig i det skjulte,” siger han. Han valgte en skriftefader, som han havde tillid til, en præst, han kendte godt. Han blev hans skriftefader i over 20 år, hvorefter han fik en anden skriftefader, som han fortsat ser 3-4 gange årligt.

”Jeg var bange for at ende som kong Saul i Det Gamle Testamente. Han begyndte godt og var et fint menneske, men lod efterhånden løgn og usandhed komme ind i sit liv, og til sidst veg Guds ånd fra ham, han blev fyldt med dæmoner og endte med at begå selvmord. Jeg så for mig, at hvis jeg lod løgnens og ondskabens fader få tag i mig i det små, kunne det ende med frafald,” siger han.

Kristendommen er en befrielsesreligion

Flemming Baatz Kristensen oplevede fra begyndelsen, at skriftemålet gav en konkret lettelse og en følelse af befrielse, og at det samtidig var muligt at tale sig frem til noget, man kunne gøre for at undgå, at den samme synd gentog sig eller udviklede sig.”Kristendommen er en befrielsesreligion. Den vil befri os fra skyld og synd, men den er også fremadrettet, målrettet, fordi den vil sætte os fri til at leve. Som Paulus siger i Brevet til Filipperne, 3,13-14: ”Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.”

Flemming Baatz Kristensen begyndte altså selv at skrifte regelmæssigt og arbejdede også med skriftemålet i sit virke som præst. Han indførte fælles syndsbekendelse i gudstjenesten og mulighed for personligt skriftemål i kirken en fredag i hver måned. Begge dele er blevet videreført af hans efterfølger i embedet. Desuden tilbød han personligt skriftemål på andre tidspunkter, både i og uden for kirken.

”Nogle tænker måske, at skriftemålet er meget formelt og kun er for ’elitekristne’, der ved særligt meget om teologi eller er særligt fromme. Men det er for alle. Formen kan være nøgtern og kort, og det er der en fordel i, men den kan også udvides med samtale og mere løs snak før eller efter. Det er forskelligt, hvad der fungerer for forskellige mennesker. Men grundlæggende er det en enkel og konkret måde at mærke, at syndernes forladelse gælder hver af os, når vi angrer og beder om tilgivelse,” siger han.

Han nævner, at skriftemålet kan finde sted mange steder, og i bogen er der et eksempel, hvor skriftemålet fandt sted på et værtshus over en fadøl. ”Vi behøver ikke skriftestol eller kirkerum. Guds tilgivelse er tilgængelig, når og hvor vi søger den,” siger han.

Forbudt at gå på fisketur

I den nye udgave af bogen er der en lang række vidnesbyrd fra personer, som har erfaring med det personlige skriftemål, fra korshærspræsten over fængselspræsten til tidligere sognebørn og andre mennesker, som har brugt det personlige skriftemål og har erfaret, hvor befriende det kan være. En af bidragyderne til bogen skriver fx: På et tidspunkt i ritualet skulle jeg sætte enkelte ord på det, jeg havde gjort forkert.

Derefter læste præsten fra Sl 103,12: ”Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os” (dvs. uendeligt); præsten supplerede: ”og kastet dem i havets dyb, og det er forbudt at gå på fisketur”. Det var et vendepunkt i at komme mig, at jeg tog det på mig, som var mit. Men det store elevatorløft var, at byrden af smerte, skyld og skam blev løftet af mig i syndsforladelsen. Guds tilgivelse er virkelig en superkraft, der gør en forskel.

Jeg oplevede det helt konkret. Det virkede og blev ved med at virke. Jeg er tilgivet. Og når de mørke følelser kom bølgende, mindede jeg mig selv om dette konkrete, der skete i skriftemålet. Når jeg så havet, huskede jeg på, at det er forbudt at gå på fisketur efter det, jeg havde bekendt og fået tilgivet. Flemming Baatz Kristensen har erfaret, at følelsen af lettelse og af at få nyt livsmod er gennemgående hos langt de fleste efter et skriftemål, og han vurderer, at hans vane med at gå til skrifte også har formet hans egen måde at være kristen på.

”Det har præget mig til en glad kristendom, fordi jeg har erfaret helt konkret, at det er godt at være kristen – at jeg bliver lettet, simpelthen. Jeg får en byrde taget fra mine skuldre, og jeg er blevet skarpere på min identitet: Jeg er et menneske, der er skabt i Guds billede, Kristus er død for mine synders skyld, og jeg er blevet døbt og er hans barn,” siger han.

Sjælesorg og skrifte

Flemming Baatz Kristensen forstår godt, at nogle kan have en modvilje mod det personlige skriftemål. Det kan fx bunde i, at de ikke bryder sig om den tanke, at de skal stå ansigt til ansigt med den sognepræst, som de skrifter hos, om søndagen – med bevidstheden om, at de har fortalt ham eller hende noget privat, som de finder skamfuldt.

”Den indvending forstår jeg godt, men dels kan man sagtens vælge at skrifte hos en anden end sin sognepræst, dels kan jeg dele, at jeg – der ellers er velsignet med en god hukommelse – generelt ikke husker, hvad mennesker har fortalt mig under et skriftemål. Vi lægger det netop fra os – over til Gud, og der ligger det godt,” siger han. Andre vil måske indvende, at skriftemålet er unødvendigt, når man har mulighed for en sjælesorgssamtale med præsten. Men det er Flemming Baatz Kristensen uenig i.

”Sjælesorg består i at tale om livet, hvor troens perspektiv er med – mere eller mindre artikuleret. Det er velegnet til bredere problemstillinger. Men når det handler om synd, kan det være godt at være præcis og konkretisere det og lægge det fra sig. Skriftemålets særlige verden er syndsbekendelsen og tilgivelsen, der meddeles konkret præcist med håndspålæggelsen, hvor skriftefaderen på Guds vegne tilsiger den skriftende syndernes nådige forladelse,” siger han.

Han tilføjer, at har man fx stjålet 3.000 kroner i Føtex, er det godt at få det frem i lyset hos en skriftefader, få bekendt det for Gud og få det tilgivet. ”I sådan et tilfælde kan man som skriftefader også foreslå det, man traditionelt vil kalde en bod, for eksempel, at man går til butikken og betaler pengene tilbage,” siger han.

Vrede, overgreb og synd

Flemming Baatz Kristensen anerkender, at der i det personlige skriftemål kan ligge en risiko for, at man oplister nogle konkrete synder, men overser det større perspektiv eller det grundlæggende svigt, der kan ligge bag ved eller nedenunder. Derfor foreslår han i bogen, at man forbereder sig til skriftemålet, fx ved hjælp af et ’skriftespejl’ – en række spørgsmål, der kan hjælpe til at afdække og pege på forskellige former for synd.

”Det kan også dreje sig om undladelsessynder. Måske har man alt for længe undladt at bruge tid med sin søn, og stiller man sig selv spørgsmålet: ’Har jeg været der for min familie?’, eller ’Har jeg set min søn i øjnene og været nærværende med ham?’, kan det ofte afdække et svigt, man ikke har lyst til at se i øjnene,” siger han. Som skriftefader er han også stødt på eksempler, hvor en skriftende vil bekende noget, som han ikke mener, er en synd.

”Kæmper man med depression eller anden form for psykisk sygdom og eventuelt også fysisk sygdom oveni, og man indimellem bliver utålmodig over for sin ægtefælle eller sine børn, vil jeg typisk begynde med at gøre den skriftende opmærksom på, at han eller hun er et skrøbeligt menneske. Alt, hvad man gør i sin skrøbelighed, er ikke synd. Men ved man, at man kunne have handlet anderledes, er der tale om synd. Det kan man få afklaret i samtalen,” siger han.

Jeg var bange for at ende som kong Saul
i Det Gamle Testamente. Han begyndte
godt og var et fint menneske, men lod
efterhånden løgn og usandhed komme
ind i sit liv, og til sidst veg Guds ånd
fra ham, han blev fyldt med dæmoner
og endte med at begå selvmord.”

Flemming Baatz Kristensen har jævnligt samtaler med mennesker, som ønsker at skrifte, at de har reageret med vrede mod et andet menneske. Men det er ikke altid, at Flemming Baatz Kristensen synes, at det giver mening, at de skrifter det som en synd.

”Vreden er en naturlig og rimelig reaktion på et overgreb, man har været udsat for, og så er det ikke synd. Men det må siges at være en synd, hvis man har ladet vreden og såretheden dominere ens liv og ikke har taget ansvar for at tackle det. Men vreden over et overgreb kan aldrig i sig selv være en synd,” siger han.

Tøfting og tilgivelsen

I slutningen af 2025 deltog Flemming Baatz Kristensen i et arrangement, hvor han samtalede med sin gode ven, den tidligere fodboldspiller Stig Tøfting. Han har viet Stig Tøfting og døbte også den søn, som Stig Tøfting og hans kone kort efter mistede, og som Flemming Baatz Kristensen begravede. Som optakt til arrangementet læste Flemming Baatz Kristensen Stig Tøftings selvbiografi ”No regrets”, og under læsningen gik det op for ham, at han havde begået en undladelsessynd ved ikke at besøge Stig Tøfting i fængslet.

”Da vi sad i pausen under arrangementet, sagde jeg til Stig Tøfting, at jeg nu – 20 år efter – var blevet klar over, at jeg havde svigtet ham ved ikke at besøge ham, da han efter sin søns død sad i fængsel. Han kiggede på mig og sagde: ’Sådan har jeg ikke tænkt på det.” Og så så han på mig igen og sagde: ”Men det skal du ikke bære på’. For Flemming Baatz Kristensen var det et strålende eksempel på tilgivelse.

”Han var Jesus, som var i fængsel, og som jeg ikke besøgte. Men han tilgav mig. Han løftede den byrde af mine skuldre! I hans udsagn lå der en forståelse af, at lettelsen kan bestå i netop det, at man ikke længere skal bære på noget. Det er måske også det, der ligger i titlen på hans bog. Han ved, at han har gjort ting, der har været forkerte, men han ved også, at det, der er sket, ikke kan ændres,” siger Flemming Baatz Kristensen.

Det er netop den befrielse, han oplever, at skriftemålet kan give både ham og andre. Det at være skriftefader har formet ham som kristen og menneske, vurderer han. ”Jeg tror, at det har styrket min empati og min evne til at rumme et andet menneske og også at rumme mig selv. Som skriftefader må jeg sige som Jesus siger til kvinden grebet i ægteskabsbrud: ’Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.’ Og samtidig må jeg bede om selv ikke at blive fordømt. Derfor holder jeg meget af den afsluttende sætning, som præsten ifølge ritualet for skriftemål i den svenske kirke siger til den skriftende: ’Herren har tilgivet dig. Gå i fred, og bed for mig, som også er en synder,’” siger han.