Død far, levende far – Himmelsk far

Da jeg var 17 år, døde min far. Det gav et naturligt savn. Men først som voksen, hvor jeg selv er blevet far, mærkede jeg et andet slags savn og hul. Jeg vidste ikke, hvordan man er far, når jeg ikke har set rollen udfoldet færdigt.

Jeg har en papfar, og jeg har mødt gode mandlige forbilleder i mit liv. Alligevel manglede der noget, da jeg fik børn. En, jeg kunne spejle mig i og lade mig inspirere af. Sorgen handlede ikke længere kun om at mangle en far, men også en bedstefar til mine børn. En, der kunne give dem alt det, jeg kun fik i glimt. Jeg blev troende, da jeg var i 20’erne, og denne tro har været fundamental siden. For mig selv.

Men midt i mit forældreskab opdagede jeg noget vigtigt: Gud kan være dér, hvor min far ikke længere kan være. Ikke som en erstatning, men som et billede på den kærlighed og tryghed, jeg længtes efter og ønsker at give mine børn. Jesus siger faktisk: “Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer” (Joh 14,18). Det vers minder mig om, at jeg aldrig selv står alene. Jeg har en himmelsk far.

Men den minder også om, at mine børn har denne himmelske kærlighed. Vi har den faktisk alle sammen. Når jeg famler, når jeg føler mig utilstrækkelig, så er Gud nær. Jeg behøver ikke være perfekt. Jeg skal bare være trofast og gøre mit bedste. Dén tro ønsker jeg at leve efter, og jeg ønsker at pege på den, så mine børn lærer det. Jeg er taknemlig for at vide, at vi alle har en himmelsk far, som ønsker os. Som elsker med en kærlighed, der ikke dør.

“Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham” (Sl 103,13). Måske er det netop den vigtigste arv, jeg kan give mine børn.