En stjerne som rejsevejledning

Paris i december før jul byder på storslåede juleforberedelser og er derfor velegnet til at komme i julehumør. Butiksboulevarder er prydet med lysende glimmerophæng.

Vinduesudstillingerne er et tilløbsstykke med stimer af voksne og børn, så hele kvarteret bugner af folk, fyldte fortovscafeer og fest. Bag stormagasinernes glimmer ligger et åndehul af en kirke, et tidligere kapucinerkloster, St. Louis d’Antin, med syv daglige messer, åndelige aktiviteter og flotte malerier, der illustrerer det bibelske univers.

Flere kirker er stuvende fulde fx den danske Frederikskirken, som jeg kun kort (pga. pladsmangel) besøgte en lørdag, mens jeg om søndagen var i den amerikanske kirke, hvor der var jul for fuld musik med børneoptræden, krybbespil, og hvor vi sang de skønne, klassiske julesalmer.
De tre vise mænd havde naturligvis en fremtrædende plads i gudstjenesten. Derfor er jeg blevet meget bevidst om netop deres julerejse.

At komme rundt i Paris er en trafikal udfordring, så jeg brugte flittigt Google Maps som rejseplan, foruden en fransk rejse-app. Således godt forberedt tog jeg af sted til mine rejsemål. Men ak, et er et søkort at forstå, et andet skib at føre. Ganske vist antydede en blå prik på min iPhone, hvor jeg var i forhold til destinationen, men til sidst blev det alligevel nødvendigt at spørge andre til råds om den præcise vej til det planlagte sted.

I kølvandet på alt dette kom jeg til at tænke på de tre vise mænd fra ”Østerland” i DDS 136, som fandt vej i mørket med en kraftig stjerne som guide. De fulgte den lige til Jerusalem. Her søgte de råd og hørte profetien om Betlehem som fødested for en konge, så det måtte være deres præcise destination (Matt. 2, 1-11).

De kom langvejs fra med proviant og flotte gaver til en nyfødt konge – men uden Google Maps, Apple Wallet og kreditkort. Kun den lysende ledestjerne. Godt at tænke på, når man synes, det er svært at finde vej, for Gud kan lede os – også når vi farer vild og ikke helt kan se endemålet.