Forsker: Grønland handlede om mission, ikke om magt

Midt i den aktuelle politiske krise omkring Grønland og præsident Trumps krav om amerikansk ejerskab af øen af sikkerhedspolitiske og strategiske grunde kan det være værd at rette blikket bagud. For Danmarks forbindelse til Grønland begyndte på en helt anden måde end den, vi i dag forbinder med stormagtspolitik. Modsat Trumps magtlogik var det ikke strategiske eller økonomiske interesser, der bragte danskerne til Grønland, men et kristent missionsprojekt.

Da Danmark i begyndelsen af 1700-tallet igen vendte blikket mod Grønland, var det ikke drevet af handelskompagnier eller drømme om økonomisk gevinst. Det var drevet af teologi. Af en kristen forestilling om ansvar. For forbindelsen mellem Danmark og Grønland begyndte ikke som et kolonialt handelsprojekt, men som et missionskald – i en tid hvor Danmark og Norge endnu var ét rige, og hvor kongemagt og kirke var uløseligt forbundet.

Kristendommen kom først

Historien går imidlertid endnu længere tilbage. Længe før Hans Egede og den lutherske mission satte kurs mod Nordatlanten, havde kristendommen allerede én gang fundet vej til Grønland. Omkring år 985 sejlede nordboerne – vikinger fra Island og Norge – vestpå og slog sig ned i det sydlige Grønland. De var bønder, jægere og søfarere, men også kristne. I løbet af få generationer blev de døbt, kirker blev bygget, og Grønland fik sit eget bispesæde under den katolske kirke.

Ruinerne af stenkirker og gårde vidner den dag i dag om et kristent samfund, der levede isoleret, men forbundet til den europæiske middelalderkirke. Disse nordboere – efterkommere af vikinger og katolikker – forsvandt siden fra historien. Omkring midten af 1400-tallet ophører de skriftlige kilder. Europa ændrede sig, klimaet blev koldere, handelsveje brød sammen, og Grønland gled ud af bevidstheden. Men ingen vidste med sikkerhed, hvad der var sket. Var de døde? Var de flyttet? Eller levede de stadig – glemt, forladt og uden præster, sakramenter og Guds ord?

Hans Egedes kald

Det var dette spørgsmål, der i århundreder nagede kristne sind i Norden. Og det var netop dette spørgsmål, der i 1721 førte til, at Hans Egede sejlede mod Grønland. Egede var overbevist om, at de gamle nordboere stadig levede deroppe, men nu afskåret fra kirken og dermed i åndelig nød. For Egede var dette ikke blot en historisk gåde, men et alvorligt kristent ansvar. Hvis kristne mennesker levede uden evangeliet, uden dåb og nadver, måtte nogen handle.

Missionen var derfor ikke et privat eventyr, men et kald, der blev taget op af kongen og staten. I den lutherske forståelse var det kongens pligt at værne om kirkens liv og sikre, at evangeliet blev forkyndt. Det var således ikke et spørgsmål om udnyttelse, men om genkristning. At der siden opstod handel, administration og politisk styring, ændrer ikke ved, at udgangspunktet var religiøst. Da Egede ankom, fandt han ikke de nordboere, han havde håbet at møde.

De var for længst borte. Tilbage var ruinerne – tavse vidner om et kristent samfund, der engang havde eksisteret. I stedet mødte han inuitterne, som aldrig havde hørt evangeliet. Missionens fokus ændrede sig, men dens grundlæggende karakter gjorde ikke. Grønland forblev et missionsfelt, og staten tog gradvist ansvar for kirke, skole og samfundsliv.

Ikke en handelskoloni

Det er netop denne pointe, historikeren Thorkild Kjærgaard i nyere tid har insisteret på i den offentlige debat. Thorkild Kjærgaard boede i 13 år i Nuuk fra 2002 til 2015 sammen med sin familie og var lektor i historie ved Grønlands Universitet. Ifølge ham kan Danmarks forhold til Grønland ikke forstås ud fra klassiske kolonimodeller. Grønland var ikke en handelskoloni. Der var ingen store profitter, ingen plantager, intet slavearbejde. Tværtimod var Grønland i århundreder et økonomisk underskudsprojekt. Alligevel fastholdt staten sit engagement.

Hvorfor? Kjærgaards svar er konsekvent: fordi Grønland blev opfattet som et kristent og moralsk ansvar. Et folk og et land, man var forpligtet på – ikke en ressource, man kunne udnytte. Det betyder, at historien begynder et andet sted, end den ofte fortælles i dag.

Et kristent bånd

Hvis forbindelsen mellem Danmark og Grønland begyndte som et kristent projekt, rejser det spørgsmålet: Er der stadig noget kristent og kirkeligt, der binder os sammen i dag? Eller er relationen blevet reduceret til politik, jura og økonomi? Ifølge Thorkild Kjærgaard er svaret klart ja:

“Der er et stærkt bånd, selvom der er opstået en selvstændig grønlandsk kirke med egen identitet. Kirken i Grønland har en stor arv fra herrnhutterne, der kom til Grønland i 1733 for at støtte Hans Egedes mission. Grønlænderne slutter op om deres kirke, og omkring 95 procent af befolkningen er medlemmer. Kirken i Grønland er en del af folkekirken – rigsfællesskabets folkekirke.” Grønlænderne betaler ikke kirkeskat; kirken finansieres via landsstyrets midler. Grønland har sin egen biskop, som indgår i det danske bispekollegium.

Ifølge Kjærgaard er det afgørende, at forestillingen om Danmark som en hård kolonimagt aldrig har præget det kirkelige forhold. Den grønlandske kirke står med en klar identitet og i enhed med den danske kirke: “Her er der ingen offermentalitet. Kristendommen på Grønland er generelt pietistisk, præget af en særlig salmesang med tydeligt pietistisk tonefald. Egede var pietist – ligesom herrnhutterne.”

Kirken som forbillede?

Men kan kirkerne spille nogen rolle i den aktuelle konflikt mellem USA, Danmark og NATO? Kjærgaard svarer nøgternt: “Det eneste, kirkerne kan gøre, er at fastholde rigsenheden. Hvis Grønland som nation havde haft det samme tætte identitetsbånd, som kirken har, ville vi stå stærkere over for USA. Forholdet mellem kirkerne er et forbillede for staten. Der er ingen splittelse. Gid der var samme harmoni i det politiske system, som der er mellem kirkerne.”

For nylig udsendte biskopperne i Grønland, Færøerne og Danmark en fælles erklæring: “Som Grønlands, Færøernes og Danmarks biskopper ønsker vi for vores lande, at vi må få kræfter og mod til at være i Rigsfællesskabets brogede kreds, hvor vi tager den forsonende samtale op, holder sammen og finder glæden og styrken til at bevæge os ind i den fælles fremtid. Vi beder for freden og for respekten nationerne imellem.”

For sent?

Alligevel frygter Kjærgaard, at det kan være for sent: “I stedet for at fastholde, at vi hører sammen, har vi i årtier insisteret på forskelle og på Danmark som kolonimagt. Den største fejl var selvstyreloven i 2009. Den giver Grønland ret til at forlade rigsfællesskabet når som helst. Det betyder, at USA ikke kan være sikker på, at der ikke kommer en folkeafstemning, hvor Grønland indgår aftaler med Rusland eller Kina. Det vil USA ikke acceptere.”

”Hvis den kristne identitet havde bundet Danmark og Grønland sammen, som den gjorde i begyndelsen, kunne situationen måske have set anderledes ud i dag. Derfor står kirkens tætte fællesskab fortsat som et stærkt forbillede – også i en tid, hvor stormagtslogik synes at trumfe historisk ansvar,” understreger Thorkild Kjærgaard.