Hvordan skal jeg bære mig ad med at tilgive en person, som jeg har svært ved at tilgive?
Kære Anne
Hvis nu jeg har en person, som jeg har svært ved at tilgive, hvad skal jeg så gøre ved det?
Patrick
Hej Patrick,
Det er et af de spørgsmål, jeg får meget ofte, og en situation, mange kæmper med. Apostlen Peter kæmpede selv med dette spørgsmål om at tilgive en vanskelig person. En person, der er vanskelig at tilgive, har enten begået en meget alvorlig forseelse eller fornærmet dig gentagne gange, hvilket får dig til at føle dig krænket og frustreret. Jesus adresserede begge disse muligheder, da han underviste om tilgivelse.
Jeg må sige, at jeg er glad for, at du sagde ’svært ved at tilgive’ og ikke ’umuligt kan tilgive’. Brugen af ordet ’svært’ og ikke ’umuligt’ i dit spørgsmål viser også dit hjertes villighed til at tilgive, selvom det er vanskeligt, og dette er også et godt sted at starte. Svært er ikke umuligt – det kræver bare en smule forståelse af bibelsk tilgivelse og et par specifikke praktiske strategier for at gøre det vanskelige muligt og komme videre i denne vigtige evne for os som Jesu disciple.
Jesus er kompromisløs
Jesus underviste mange gange om tilgivelse. Da han lærte sine disciple Fadervor, kom han med en radikal udtalelse om tilgivelse i Matt. 6,14-15. Han sagde: ”Hvis I tilgiver dem, der har gjort noget forkert mod jer, vil jeres Far i Himlen også tilgive jer. Men hvis I nægter at tilgive, vil han heller ikke tilgive jer.” Jeg kan godt forestille mig, at Peter begyndte at gruble over, hvad Jesus havde lært dem, og at han begyndte at tænke noget i retning af:
Jeg skal nok tilgive andre, ligesom Gud tilgiver mig – hvor svært det end er. Det er jeg enig i – men hvad med én, der gentagne gange fornærmer mig? Skal jeg bare tilgive igen og igen? Dette måtte have været grunden til Peters spørgsmål i Matt. 18,21: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive én, der forsynder sig imod mig? Er syv gange nok?” Da Peter stiller Jesus dette spørgsmål, kan man næsten høre frustrationen i hans stemme.
Måske følte han, at han havde nået grænsen for sin evne til at holde ud med én, der gentagne gange fornærmede ham. Peters andet spørgsmål lyder, som om han vil sige: ”Hvornår kan jeg stoppe med at tilgive én, der gang på gang krænker mig, Herre?” Han troede jo nok, at han var storsindet ved at tilbyde tilgivelse syv gange! Men da Jesus svarede, gjorde han det ikke lettere for Peter i denne kamp.
Jesus spurgte ikke engang ind til krænkeren eller forseelsens alvor. Han svarede simpelthen, direkte og kompromisløst: ”Jeg siger dig – ikke indtil syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange.” Læs dette i Matt. 18,22.
Tilgivelse sætter os fri
Hvad Jesus sagde var: Når det kommer til tilgivelse, Peter, giver det ingen mening at tælle, for mennesker er mennesker og har en tendens til gentagne gange at fornærme hinanden. At tælle er et unødvendigt spild af tid og følelsesmæssig energi. Vi skal blive ved med at tilgive lige så mange gange, som folk angrer, og nogle gange endda, når de ikke gør det. Dette skyldes, at tilgivelse ikke handler om den anden person, men derimod om den, som tilgiver. Tilgivelsen frigør os på en måde fra en usynlig byrde og gør livet meget mindre stressende og mere behageligt i det lange løb.
Jeg siger i det lange løb, fordi det i øjeblikket kan virke hårdt og endda overvældende, men i det lange løb har bitterhed og vrede en historik med altid at koste meget mere end selve tilgivelsen. Det er også en demonstration af Guds egen nåde, og som hans disciple bringer vi vores Fader megen glæde, når vi efterligner ham i vores opførsel.
Alvorlige konsekvenser ved ikke at tilgive
For at præcisere sin pointe fortalte Jesus lignelsen om den utilgivende tjener i Matt. 8,23-35. Denne lignelse lærer os, at Gud tilgiver os frit og fuldstændigt, uanset hvor stor vores forseelse er, og han forventer, at vi tilgiver andre på samme måde. Men når vi nægter at gøre dette, er der alvorlige konsekvenser. Jesus understreger, at den tilgivelse, vi modtager fra Gud, er betinget af vores tilgivelse over for andre.
Det er ikke forbryderen eller forseelsen, vi fokuserer på, men det faktum, at vi tilgiver, fordi vi er tilgivet. Samtidig vil manglende tilgivelse sætte os i fare for at blive overgivet til ’bøddelknægtene’, et udtryk, der af mange fortolkes som sygdom eller dæmonundertrykkelse. Der er talrige vidnesbyrd om mennesker, der blev helbredt for sygdomme som gigt, migræne og mange andre langvarige og alvorlige sygdomme, netop da de traf et valg om at tilgive folk og give slip på den smerte, bitterhed og vrede, de følte over for disse krænkere.
Når vi tilgiver nogen, betyder det ikke, at de går fri for konsekvenserne af deres forkerte handlinger. Det betyder derimod, at vi frigør dem fra at være fængslet i vores hjerter og i stedet overgiver dem til Den retfærdige Dommer, der altid dømmer retfærdigt. 1. Joh. 1,9 siger: ”Hvis vi bekender vores synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vores synder og renser os fra al uretfærdighed.”
Der er ingen grænser for Guds tilgivelse. Den har kun én betingelse, nemlig at vi bekender vores synder. Gud tilgiver os lige så mange gange, som vi kommer til ham i omvendelse, så det er logisk, at vi tilgiver andre lige så ofte, når de beder om vores tilgivelse. Det indebærer, at vi ikke holder styr på, hvor mange gange vi bliver fornærmet af den samme person – på samme måde, som Gud handler med os.
Vilje – ikke følelse
Det er også muligt at nå til et punkt, hvor vi lærer at tilgive den, der har syndet imod os, selv når vedkommende ikke har bedt om tilgivelse. Jesus gjorde dette, mens naglerne blev drevet ind i hans hænder, da han råbte i sin intense smerte: ”Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk. 23,34). Jesus forberedte sig på sin død og opstandelse og overlod al den dom, hans uretfærdige mordere fortjente, til sin Far, Dommeren, der dømmer retfærdigt. I 1. Pet. 2,21 og 23 fortæller Peter os, at Jesus efterlod os et godt eksempel, og vi skal følge i hans fodspor.
Mange tror fejlagtigt, at tilgivelse er en følelse, snarere end en viljeshandling. Men man kan træffe en positiv beslutning om at tilgive, selv når følelserne er negative. Der er også mange mennesker, som kæmper med utilgivelse, fordi de forveksler tilgivelse med forsoning. Men tilgivelse og forsoning er to separate og forskellige ting. Nogle gange har man tilgivet en anden mange gange, men uden at nå til en forsoning. Det at blive forsonet med sin modpart kan kræve en vanskelig samtale, hvor man må sætte grænser for at sikre, at man fremover bliver behandlet med respekt.
Dermed sikrer man, at tilgivelsen ikke tages for givet, eller at den krænkede person udnyttes, især hvis krænkeren også er en discipel af Jesus.
Konflikter mellem kristne
I Matt. 18 giver Jesus en klar strategi til, hvordan kristne skal forholde sig til indbyrdes konflikter. En person, der ikke sætter klart definerede grænser i sin relation til et andet menneske, vil tit opleve, at der sker en distancering i forholdet. Distancen skyldes dog ikke bitterhed eller utilgivelse, men derimod en mangel på simpel selvrespekt og den visdom, der giver et stressfrit liv. Alt afhængigt af, hvor tæt relationen har været, skal krænkeren have at vide, hvor stor en belastning, vedkommendes adfærd bebyrder forholdet med.
Krænkeren skal også vide, at denne belastning uundgåeligt vil påvirke relationens fremtid, og at konsekvenserne er stress og belastning, som fører til distancering i forholdet.
Et hjerte uden bitterhed
Selv hvis der er sket en distancering i relationen, eller kontakten er fuldstændig afbrudt, skal den krænkede person holde sit hjerte frit for bitterhed og vrede. Dette kan man let teste ved at overveje, hvordan man ville reagere, hvis krænkeren pludselig skulle have brug for én. Det at være oprigtig og tilgængelig for krænkeren i dennes behov er et godt parameter til at teste, om man har et tilgivende hjerte over for krænkeren.
Matt. 18 forklarer, at hvis denne vanskelige samtale ikke kan foregå eller lykkes mellem de to parter i konflikten, skal de inddrage en eller flere modne medkristne som rådgivere til at hjælpe med samtalen. Tilgivelse handler i bund og grund ikke om at holde styr på omfanget eller hyppigheden af forseelser, men om at bevare et tilgivende hjerte. Når vi tilgiver på denne måde, afspejler vi Guds egen grænseløse kærlighed og tilgivelse over for alle angrende syndere og bringer ham dermed stor glæde som vores Far.
Jeg tror, at dette også er et af de tidspunkter, hvor han ser ned fra himlen og siger: Du er mit elskede barn, dig er jeg fuldt ud tilfreds med. Det er godt at stille spørgsmålet: Hvad ville Jesus have gjort – og derefter gøre det samme! Jeg håber, at dette hjælper, Patrick! Vær velsignet!
Anne
