Hvorfor forlader kvinder Kirken – mens flere mænd netop søger den i vor tid?

Kvinder har forladt Kirken i stigende grad i mere end et årti. I årevis var mænd de primære afhoppere, men for første gang i historien forlader kvinder den endnu hurtigere. Pandemien fik denne udvikling til at accelerere.

For seks år siden begyndte jeg at bemærke dette skifte. Pandemien accelererede tendensen, og tallene har ikke normaliseret sig. Jeg faldt over disse data, mens jeg undersøgte opioidkrisen, som i USA hvert år koster titusindvis af mennesker livet. Mange falder ind under kategorien ”dødsfald i fortvivlelse”, som dækker både selvmord og misbrugsrelaterede dødsfald. Det handler om mennesker, der er fanget i generationsmønstre af afhængighed, psykisk sygdom, ødelagte familiesystemer og håbløshed.

Efter at have mistet min svigermor til misbrug, spekulerede jeg ofte på, hvad der måske kunne have reddet hende – og samtidig også min mand og hans søster fra omsorgssvigt og traumer i deres barndom.

Hvad kirken giver

Da jeg studerede baggrunden, var der især én sammenhæng, der slog mig: Dem, der gik i kirke ugentligt, havde en dramatisk lavere forekomst af afhængighed, depression, angst, skilsmisse og ensomhed. De nød godt af stærkere ægteskaber, dybere venskaber, bedre helbred og et rigere liv i lokalsamfundet. De var også mere generøse og oplevede sig mere forbundne med andre. Inden for Kirken, denne smukke ramme, som er skabt af Gud, er der altså en kilde til liv og blomstring.

”Er der ingen, der bekymrer sig om,
at kvinder forlader de samfund,
der kunne have holdt dem oppe?”

Derfor skærer det mig i hjertet at se kvinder forlade Kirken. Jeg ved, at det for mange ikke var noget tilfældigt; mange kvinder har forladt kirken, fordi de følte sig usete, utrygge eller udmattede. Men behøver det slutte der? Jeg følte hurtigt nød for kvinderne og fik en passion for at sætte fokus på disse spørgsmål.

Anker og ambassade

Jeg har gået i kirke hele mit liv – først i min bedstemors pinsemenighed med kirkebænke og salmebøger, derefter i en moderne frikirke, hvor vi gik i cowboybukser. Min mor tog altid os børn med hen til den blå bygning på bakken, uanset om det regnede eller blæste. Og det gode ved kirken opvejede langt det dårlige. Men jeg ved også, at nogle har fået dybe sår. Det bagatelliserer jeg ikke. Alligevel var det aldrig en mulighed for mig at fravælge Kirken. Hver gang jeg flyttede – til universitetet, til en ny by som 22-årig, til Washington, DC – var det første, jeg gjorde, at finde en kirke.

Kirken blev mit anker i enhver storm. Små grupper og bibelstudier hjalp mig gennem spiseforstyrrelser, depression og alkoholisme. Hver eneste gang jeg var på afveje, blev jeg trukket tilbage til Guds hus. Især da jeg kæmpede med et alkoholproblem, var min kirke der for mig hele vejen, noget jeg skriver indgående om i bogen Freely Sober: Rethinking Alcohol Through the Lens of Faith.
Jo, Ånden bor hos de troende til alle tider. Men der er noget enestående stærkt og mirakuløst ved at være en del af Kristi legeme.

Som ”himmelborgere” er kirken en ambassade for vores sande hjem – et sted, hvor vi får lov til at træde ind i evigheden, mens vi stadig er på jorden.

Hvorfor forlader så mange kvinder kirkerne?

Da jeg indså de reelle, målbare fordele ved konsekvent kirkeligt engagement, ønskede jeg, at alle kvinder skulle vide det. Denne passion fik mig til at skrive bogen Reason to Return: Why Women Need the Church & the Church Needs Women. Men ikke alle tog imod budskabet. Nogle ønskede en klagevejledning eller et manifest om, hvorfor kvinder i virkeligheden bør forlade Kirken. Andre spurgte, hvorfor jeg ikke fokuserede på sexisme, patriarkatet eller kirkens svigt af enlige mødre.

”Svaret på skuffelser eller
dysfunktionelle forhold er
ikke at forlade kirken helt
– det er at reformere den.”

Der skal være plads til disse samtaler, men det var ikke den bog, jeg blev kaldet til at skrive. Mit budskab var – og er – dette: Gud elsker sin Kirke, og han kalder os til at være i den, være en del af den, og arbejde på at forbedre den. Det betyder ikke, at man tolererer det uacceptable, men det er bestemt heller ikke en grund til at forlade Kirken helt. Da de rystende skandaler om ledere som Bill Hybels og Ravi Zacharias dukkede op, knuste det mit hjerte.

Men jeg vidste også, at tusindvis af trofaste præster og frivillige stadigvæk tjener stille og selvopofrende i kirker, som ingen nogensinde vil skrive om. I min egen kirke så jeg denne trofasthed på nærmeste hold. Jeg så fx:

• En nylig fraskilt, uventet gravid enlig mor, som blev overøst med kærlighed og hjælp.

• En plejefamilie, som blev støttet uden tøven.

• En enke og en familie, som mødte ufattelig stor omsorg efter et pludseligt tab.

• Min nyfrelste mand oplevede et fællesskab, der beviste, at kærligheden ikke giver op.

• Kvinder, der gennemlever utroskab, barnløshed og misbrug bliver favnet, set og helbredt.

Jeg ved, at ikke alle har oplevet samme grad af tryghed eller støtte. Mange håbede på det og blev i stedet mødt med ligegyldighed eller det, der er værre. Det skærer mig i hjertet. Og det er netop derfor, jeg ønsker, at kvinder skal vide det: at sunde, trygge kirker som min egen virkelig findes. Der er endda flere af dem, end vi nogle gange tror.

Plads til en ny fortælling?

Mit budskab nåede ikke frem til dem, der talte om, at ”kvinder forlader kirken af gode grunde”. Jeg blev endda afvist fra en stor forfatters podcast, fordi hendes bagland hævdede, at min bog ikke var kritisk nok over for Kirken. Meget af denne modstand kom fra kvinder, der var blevet dybt sårede i visse kirkemiljøer. Jeg forstår, hvorfor mit budskab føltes malplaceret for dem. Måske var mine ord ikke til dem – i hvert fald ikke dengang. Men ordene er til de kvinder, Gud har taget til side, fordi han vil høre dem.

Fjenden udnytter det, andre gør imod os,
så det sårer og smerter os mere end den
modgang, som vi selv er skyld i.

Alligevel undrer jeg mig ofte: Er der ingen, der bekymrer sig om, at kvinder forlader de samfund, der kunne have holdt dem oppe? Har de kvinder, der højlydt kritiserer Kirken, ikke til hensigt at hjælpe med at reparere den? Bøger som Jesus & John Wayne og The Making of Biblical Womanhood afdækkede nødvendige sandheder, og jeg er taknemmelig for, at disse overgreb ikke længere er skjult. Men afsløring alene er ikke svaret. Det må føre et sted hen – i stedet for bare at stagnere i forargelse.

I mellemtiden viser nye data, at problemet forværres. Nogle giver mændene skylden – og i visse tilfælde sker det med rette. Jeg kender godt den giftige, nicheprægede online ”theobro”-kultur, men de fleste mænd, jeg kender, deler ikke disse synspunkter. Interessant nok vender mænd i disse år tilbage til Kirken i højere antal end tidligere set i historien. Og vi har brug for denne vækkelse i form af maskulin åndelig styrke. Men spørgsmålet er, om mændenes tilbagevenden også vil hjælpe med at få kvinderne tilbage i kirkerne.

Når ”kirkeskader” bruges som exit-strategi

I en nylig artikel i The Christian Post skrev Brandon Showalter, at mange unge kvinder ”ikke længere kan være en del af visse kirker”, fordi de er blevet frustrerede og sårede, bliver talt ned til – og i nogle tilfælde endda har oplevet rendyrket sexisme eller afskedigelse. Og det er jo sandt: Nogle kvinder har været ofre for reel sexisme, afvisning eller overlast. Deres oplevelser betyder tilsyneladende ikke noget. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved deres smerte.

Men smerte udelukker ikke et kald. Skriften siger det helt tydeligt: ”Nej, Gud har netop skabt vores legeme med mange dele, og han har sat hver del nøjagtigt, hvor han vil have den.” (1. Kor. 12,18, BPH). Vi skal ikke melde os ud af Kirken – hverken af bekvemmelighedsgrunde eller af modgang, ikke engang på grund af andres synder. Det betyder ikke, at man skal blive i dårlige sammenhænge eller nægte at omtale forseelser.

Men det betyder, at man bør søge en sundere menighed i stedet for helt at forlade Kirken. Fjenden udnytter det, andre gør imod os, så det sårer og smerter os mere end den modgang, som vi selv er skyld i. Svaret på skuffelser eller dysfunktionelle forhold er ikke at forlade Kirken helt – det er at reformere den. Nogle gange betyder det, at man må forlade en bestemt menighed. Andre gange kræver det svære samtaler, nye grænser eller et nyt lederskab. Men at forlade Kirken helt? Nej! For kristne er det aldrig det rigtige svar.

Vi er del af en større historie

I det moderne livs kaos – med støj, informations-overbelastning og uendelige valgmuligheder – glemmer vi let, at livet ikke kun handler om os. Gud har udtænkt en større plan for menneskeheden, og Kirken står centralt i denne plan. Vi er ikke vandrende atomer i et meningsløst univers. Vi er guddommeligt skabte deltagere i den største historie, der nogensinde er fortalt. Mange af de kvinder, der af forståelige årsager forlod Kirken, så simpelthen ikke en sikker vej frem på det tidspunkt. Men vi kan ikke blive væk for evigt.

Så derfor spørger jeg: Hvordan kæmper vi os vej tilbage til Kristi legeme – den krop, vi véd har brug for helbredelse? Og I mænd – hvordan hjælper I os med at sikre denne tilbagevenden? For Kirken er ikke bare én del af vores liv. Den er den struktur, som alt andet er ordnet ud fra. Når dette fundament kollapser, ryster alt andet med. Kirken er værd at kæmpe for. Der er ingen anden vej frem.

Vi skal ikke melde os ud af Kirken – hverken
af bekvemmelighedsgrunde eller af modgang,
ikke engang på grund af andres synder. Det
betyder ikke, at man skal blive i dårlige sammenhænge
eller nægte at omtale forseelser. Men det er bedre at søge
en sundere menighed end at forlade Kirken.

*Denne artikel af Ericka Andersen er oversat og redigeret af Bodil Lanting. Der skelnes i teksten mellem Kirken og kirken. Kirken er forstået som Guds sande menighed til alle tider og på alle steder på tværs af kirkeskel, mens kirken refererer til enkeltmenigheder.

Artiklen ”Women are leaving the Church, but let’s stop justifying it” blev oprindeligt udgivet på Honest to Goodness/ The Christian Post.

Ericka Andersen er forfatter til Reason to Return: Why Women Need the Church & the Church Needs Women og skriver klummer for WORLD Magazine.